Kommentar

Der findes folkebenægtere, ligesom der findes benægtere af andre realiteter, mener etnologen Thomas Suenson.

Fra etnologens store, lyse hjørnelejlighed på fjerde sal er der udsigt over Nørrebro Station i København.

Nørrebrogade strækker sig mod sydøst, og i det fjerne skimtes Sankt Petri Kirke. Mod nord knejser Grundtvigskirken, og nede i vrimlen af mennesker, handlende, busser og cyklister er metrobyggeriet i fuld gang med kraner og arbejdsmænd iført hjelme, veste og sikkerhedssko.

Etnologen hedder Thomas Suenson, og det er ham, der stiller dagens første spørgsmål allerede i entréen.

Han spørger mig, hvilken dag, det er i dag. Tirsdag, svarer jeg forvirret.

Ja, og årsdag for indførelsen af indfødsretten i 1776, præciserer etnologen, der tilsyneladende kan sin danmarkshistorie. Med loven om dansk indfødsret gav enevælden danskere fortrinsret til offentlige stillinger; det skete efter den tyske læge Friedrich Struensees korte periode ved magten under Christian VII. Da blev der sat en tyk streg under det danske folk.

Det er dette folk, jeg skal tale med Thomas Suenson om, fordi han har skrevet magisterafhandling om folkebegrebets rod i Bibelens tekster, mens disse stadig var de væsentligste kilder til forståelsen af, hvem vi var. Men hvad er der siden blevet af det danske folk – og hvorfor vægrer især de dannede, kloge og fisefornemme sig ved at henvise til det? I stedet anvender vor tids videnskabsfolk og politikere gerne mere tekniske betegnelser som «befolkningen» eller «populationen», når de skal beskrive det store, brede flertal af danskere. Thomas Suenson smiler og siger: »Befolkning er det moderne ord for undersåtter, ja, det er magtens sprog. Befolkningen kan man kommandere rundt eller manipulere med – lidt ligesom statistik.

«Folk», derimod, betyder, at man tilhører et fællesskab, hvor man ved, at vi kan regne med hinanden.

Vi er afhængige af at tilhøre et folk, ligesom vi er afhængige af at have en slægt og en familie. Vi er alle børn af nogen, som er børn af nogen, som igen er børn af nogen.

Familie, slægt og folk hænger snævert sammen.« Hvorfor er det vigtigt at understrege det? Jeg mener, vi har både folkeskole, folkesundhed og folkepartier »Der har været – i hvert fald lige siden 1960′ erne – et langt opgør med folket. Man kan tale om folkebenægtere, især i den akademiske og politiske verden, hvor man har haft meget travlt med at distancere sig fra folket som realitet.

Folket blev reduceret til en tom kategori – uden kultur, arv og forhistorie – fordi man enten var bange for folket eller ønskede at genopdrage det. Men det er folket, der har gjort os til dem, vi er; ikke akademikerne eller politikerne. Kig ud ad vinduet: Den velstand og orden, du ser derude, er skabt af danskere, der ikke har gået mere end fem eller måske syv år i skole. Hele infrastrukturen, virksomhederne, skolerne, alt det liv, der udfolder sig derude, er et historisk produkt af et folk, som gik på arbejde, som fik børn, og som gav deres børn en opdragelse. Det er alt sammen træk, der er ved at forsvinde nu.«

Hvordan?

»Det er et paradoks, for realiteten er jo, at unge mennesker meget gerne vil bidrage til at holde samfundet i gang og få børn. Men der er en uvidenhed om, at sammenhængen mere end noget andet bygger på folkets, slægtens og familiens historie. Det ser ud til, at vi tror, vi kan være noget uden andre.

Vi vil ikke være som vores forældre og flytte langt væk, så små børn knap kender deres bedsteforældre.

Vi glemmer, at vi har et fælles anliggende og en fælles skæbne, ja, det falder os slet ikke ind.

Det er akkurat sådan, at folket ender med at blive en befolkning.

Som magthaverne vil kunne manipulere med langt nemmere end med et folk.«

Hvorfor?

»Skal man pege på én årsag, så er det 100 års bestræbelser på at erstatte åndelig velfærd med materiel velstand.

Og så er vi tilbage ved folkebegrebets rod i den bibelske forestillingsverden.

Uden et begreb om, hvad der er op og ned, mister man orienteringen.«.

 

Jyllands-Posten 01.02.2013. Document takker Jalving for tillatelse til republisering.