Lars Hedegaard slår som bekendt en proper næve. Det må man, som jeg skrev på bloggen i den forløbne uge, have respekt for. At være 70 år og slå ud efter en skarpt bevæbnet ungersvend, det siger måske mere om ens karakter end flere artikler og bøger tilsammen. Sådan reagerer en mand, der ikke gider finde sig i mere pis, sød musik og dårlig cognac.

Alligevel er Lars Hedegaard og jeg ikke enige om alting. Heller ikke om det, der har med islam at gøre. Lad mig bare nævne tre forhold. F. eks. mener jeg, at Lars Hedegaard overvurderer det forhold eller den mistanke, at alverdens islamister har en kodificeret masterplan for overtagelse af den vestlige verden. Jeg anerkender selvfølgelig, at mange islamiske magthavere og våbenbrødre har hede drømme om den endelige overtagelse, holder møder eller fabulerer om en fælles strategi, men det er efter min vurdering ikke nok til at udgøre en samlet plan. Disse mennesker vil formentlig ikke kunne blive enige om ret meget andet end død over de vantro, hvilket naturligvis er en start, men så heller ikke ret meget mere.

Islam har en essens, mener Hedegaard. Jeg foretrækker at sige, at islam har et bestemt kildegrundlag, som ikke er til at tage fejl af. Læser man Koranen bogstaveligt, sådan som jeg gjorde i «Mig og Muhammed» (2010), så får man carte blanche til at begå religiøst motiverede mord på ikke-muslimer. Vær så god – se så at komme i gang – med det lille forbehold, at kristne og jøder får valget, om de vil underkaste sig islam eller have øverste etage hugget af.

Dét valg fik Lars Hedegaard ikke tirsdag. Er der her tale om islams iboende essens eller om islams kilder – og er der nogen forskel? Det mener jeg, fordi kilderne jo bliver fortolkede af mennesker i konkrete, historiske sammenhænge, hvor de ikke altid tænker eller handler efter, hvad Koranen siger. Det sidste kan muligvis forveksles med relativisme; det mener jeg ikke, at det er. Det er blot en erkendelse af, at Koranen kan læses forskelligt i forhold til tid og sted. Tager man Koranen for pålydende, er den en drejebog for intimidering, overfald og mord, hvilket flere og flere synes at acceptere I Europa – for slet ikke at tale om i den muslimske del af verden.

Endelig mener jeg, at Lars Hedegaard insisterer på det uundgåelige i den fortsatte civilisationskamp. Min opfattelse er, at de to verdener nok vil kunne sameksistere en rum tid endnu. Ikke at det går særligt godt, Vorherre bevares. Sameksistensen bliver heller ikke fredelig, sådan som nogle tror. Krigen er latent og lavintensiv, før den bliver manifest. Men den muslimske del af verden kommer ikke til at overtage den anden sådan lige foreløbig, og hvad den endnu fjernere fremtid ellers bringer, overlader jeg gerne til selveste Profeten – han plejer at tage fejl.

Hvorfor skrive dette? For at vise at islamkritik fortsat er brandaktuel. Det er ikke Lars Hedegaard, der har opfundet den, sådan som man godt kan komme til at tro fra mediernes dækning; dagens islamkritik indgår i en lang tradition og fører til flere forskellige konklusioner. Hvad Hedegaard og alle vi andre kan enes om, er imidlertid nødvendigheden af at underkaste islam samme kritik som andre systemer før den, fordi islam vinder frem, både som religion og som politisk ideologi, superviseret af den politiske korrektheds apostle i hele Europa og EU. Mennesket er et normativt væsen og ikke bare funktion, behov og økonomi. Mens kristendommen svinder ind til det rene ingenting, er dens selvfede arvtager – sekularismen – umanerlig dårlig til at forsvare sig mod nye totalitære kræfter.

Første gang i Jyllands-Posten søndag 10. februar 2013. Document takker Jalving for tillatelse til republisering.