Gjesteskribent

Tiden går, og folk går med. Alligevel piner det mig, at det faktisk er 16 år siden 19 stk. Muhammed-krigere kaprede fire passagerfly og brugte to af dem som selvmordsmissiler mod World Trade Centers i New York og et tredje mod forsvarsministeriet i Washington. Det sidste fly styrtede ned i Pennsylvania, efter at det var kommet til kamp mellem kaprene og enkelte passagerer. Den dag døde mere end 3.000 mennesker.

Jeg véd det godt, kan jeg høre dig sige, men at det er 16 år siden, havde jeg glemt, og det er i sig selv en overrumplende påmindelse.

Jeg lever som de fleste mine år et ad gangen og mine måneder og uger endnu mere flygtigt for slet ikke at tale om dagen i dag, der allerede er 12 timer gammel med udsigt til, at jeg højest får gjort kål på denne tekst plus det løse, så jeg kan være klar til at tænde for tv-transmissionen af PostNord Danmark Rundt kl. 15.30.

I teorien burde jeg tænke længere og dybere, men i praksis halser jeg rundt for at få enderne til at mødes. Jeg stræber efter at leve i pagt med højkulturen – det store panorama, herunder kendskabet til den gamle græske verden, den kristne kulturarv, renæssancen, oplysning og romantik, men må nøjes med civilisationen. Svare emails, gå til møder, forberede et foredrag for kulturradikale kustoder, jeg alligevel ikke kan overbevise, ordne vasketøj, indberette moms.

Det er kunsthistorikeren Leo Tandrup, der minder mig om min egen utilstrækkelighed. Det gør han i sit nyeste opus, der strutter af både opbyggelighed og harme over vor samtid og handler om kunstens kamp på liv og død for menneskets og klodens fremtid. Her er han så venlig at citere et af Elias Canettis mange fragmenter:

»Fra og med et bestemt tidspunkt var historien ikke længere virkelig. Uden at mærke det havde den samlede menneskehed pludselig forladt virkeligheden.«

Det er sådan, jeg har det i dag.

16 år og én dag er gået siden 9/11. Det er uvirkeligt. Surreal, som de siger i serierne.

Uvirkeligt af flere grunde. (1) Er der virkelig gået så lang tid? (2) Vi har fandneme ikke fået bugt med de sataner endnu. (3) Får vi det nogensinde? (4) Fuck, jeg er gammel.

Et kort øjeblik mærkede jeg jorden åbne sig foran mig, og jeg stirrede ud i forhaven. Og hvad så jeg? Der lå en pakke, postbuddet må have smidt den der til morgen. Jeg samlede forsigtigt pakken op, den var rigtignok stilet til mig. Pakken viste sig at indeholde en bog, Lars Hedegaards nyeste, som udkommer på lørdag.

Jeg satte mig ned og begyndte at læse.

Den er mærkelig. Alene titlen: Fragmenter af Danmarks historie, 2020-2031. Men frygt ikke.

Det er tilsyneladende en samling af historiske dokumenter fra en nær fremtid, altså en fortælling om fremtiden, også kaldet en dystopi, dvs. en fremtid, som forfatteren håber, ikke går i opfyldelse, og som ifølge bagsideteksten handler om, hvordan skiftende danske regeringer kunne hade deres egen befolkning så meget, at de udleverede den til den frygteligste fjende, der har sat foden på dansk grund. Nej, ikke tyskerne.

Alligevel opererer bogen med en slags happy end, dateret 2051. Lars Hedegaard er 106 år gammel, men still going strong. København og de større byer er generobret, den danske modstandshær har slået de muhamedanske militser tilbage og afsat den landsforræderiske overklasse inden for det migrationsindustrielle kompleks, men mange liv er gået tabt. Hvad der siden vil ske, får læserne ikke at vide.

Forfatteren lader dog ane, at danskerne en skønne dag sætter sig til modværge imod islamiseringen og erobringen af deres land ved hjælp af civil ulydighed og regulær modstandskamp. Der ligger således en utopi gemt i dystopien.

Lars Hedegaards nye bog er bedst, når den fletter nutidige begivenheder sammen med den mulige fremtid og skaber et sinistert, men tænkbart scenarium.

Kapitlet om folkeskolens islamisering og  professor Jørgen Bæk Simonsen delagtighed er rigtig godt lavet. Læs også denne præcise beskrivelse af den dybe stat, som handler henover hovedet på befolkningen:

»Hurtigt opstod der også et magtfuldt samfundslag, hvis økonomiske og karrieremæssige interesser var direkte knyttet til en fortsat tilvandring af fremmede, forudsat (min kursiv, mj) at de ikke kunne integreres: sagsbehandlere, omsorgsmedarbejdere, tolke, sproglærere, psykologer, integrationseksperter, menneskeretsadvokater, multi-kulti-prædikanter, globalisme-fortalere og dyrkere af en ny slags journalistik, hvis hensigt ikke var at beskrive virkeligheden, men at prædike moral.«

Naturligvis overdriver fiktionen; det skal dystopier gøre, ligesom utopier overdriver alt det gode, der kan tænkes om fremtiden.

At forestille sig en statsomvæltning allerede i 2031, er nok i den noget tidlige ende – personligt hælder jeg mod anden halvdel af det 21. århundrede – men omvæltningens partikularitet spiller på det forhold, at en stor andel af herboende muslimer allerede i dag ønsker sig, at Koranen sidestilles med den danske grundlov.

I det nye Danmark bliver dansk og arabisk derfor ligestillet, ligesom der indføres kvoter for ansættelsen af muslimer allevegne, ikke mindst i politiet. Islam ligestilles desuden med den evangelisk-lutherske kristendom, hvilket jo allerede er, hvad mange folkekirkepræster drømmer om, og i familieretten kommer sharia til at råde side om side med danske principper, hvilket sådan set bare betyder, at hvor sharia og dansk ret støder sammen, må sidstnævnte vige. Muslimerne er langt fra i flertal, men får velvillig støtte fra en del af danskerne og hjælpes desuden af systematisk valgsvindel.

Bogen mangler en nærmere persontegning. Lars Hedegaard har ikke skrevet en roman i klasse med 1984, men mindre kan gøre det, og denne fragmentsamling, der udkommer op til hans egen 75-årsdag, er en værdig gave til en forvirret offentlighed, hvor et stort flertal stemmer på partier, der siger, de ønsker en hård udlændingepolitik, men reelt er bløde som smør, når det gælder opgøret med den humanistiske sentimentalisme og de internationale konventioner.

Lars Hedegaards fødselsdagsgave kaster lys over den følelse af uvirkelighed, som jeg tror, mange sidder tilbage med, når de i et ledigt øjeblik betragter de snakkende klassers benovelse over og omfavnelse af islam i dag. En tilstand, der har varet i mere end 16 år.

Førsta gang JP 12 september