Jeg troede, han var amatørjournalist, men Brian Esbensen er tillige cand.scient.soc., fagbogsforfatter, ekspert i udviklingspolitik, internationale forhold og Mellemøstredaktør på magasinet Ræson.

Alligevel har han fundet tid i sin travle kalender til at skrive hele to kronikker på én dag. En i Berlingske, en i Information.

Om præcis samme emne: den væmmelige højrefløj.

Skal man forstå, hvorfor den europæiske venstrefløj, subsidiært den danske, er så ringe kørende for tiden, skal man bare læse de to kronikker. Så kan man se håndbold bagefter.

Kronikken i Information er nok den dårligste af de to. Vi kan nøjes med underrubrikken:

“Jødehad og racisme i Ungarn og andre lande forarger os. Men hvorfor reagerer vi på højrepopulismen i Ungarn, når ingen rigtigt forholder sig til vores egne højreradikale?”

Jeg er en af de navngivne højreradikale, både i Information og Berlingske.

Brian Esbensen ”beviser” sin påstand ved at krydsklippe fra et Ungarn, hvor ”det yderste højre” med hans egne ord ”vil have udarbejdet lister over borgere med jødisk baggrund” til en påstand om, at jeg i en blogfra november skal have forudsagt muslimernes ”endelige magtovertagelse”. I Danmark, forstås.

Selv hvis det sidste skulle være rigtigt, er der et analytisk Atlanterhav mellem det ene til det andet, og jeg kan forsikre skribenten om, at hans klippe-klistre-teknik ikke ville have imponeret Jørgen Clevin. Til gengæld må Brian Esbensen kunne bruges i de svenske medier.

Bloggens baggrund var balladen i Kokkedal, og hvad jeg fremførte, var, at borgerkrig udmærket kan gå hen og blive en realitet et sted ude i fremtiden – “ikke nu, ikke i morgen, måske går mine børn endda fri eller formår at udvandre”, som jeg noterede.

Dette triste scenarie, som jeg naturligvis ikke ønsker mig, hænger sammen med den helt særligt europæiske kombination af servil velfærdsstat og tossegod indvandring. Kombinationen dræner statskasserne og undergraver den eksisterende kultur. Det er just denne sociale og økonomiske cocktail, der risikerer at blive skæbnesvanger for Danmark og mange andre lande, ikke muslimer som sådan.

Jeg har skrevet og talt om vores eventuelle ulykke ved flere lejligheder, men ikke tydeligt nok for Brian Esbensen.

I den af ham fremhævede blog tilføjer jeg ellers:

“Indrømmet – og for fuldstændighedens skyld – der er naturligvis også den mulighed, at vi gør, som de gør i Belgien, nærmere bestemt Bruxelles (…), hvor bystyret vælger helt at aflyse årets juletræsfest på Grand Place for at undgå mere ballade fra ophidsede muslimske byrådsmedlemmer og deres familier, brødre, fætre, kusiner og forlovede. Dvs. skridt for skridt afvikler sig selv, før den endelige magtovergivelse til en ny alliance af selvbevidste muslimer og skræmte demokrater.”

Den belgiske løsning indebærer netop en fremskyndelse af udviklingen. Dens konsekvens er det modsatte af dens intention.

Den glidende magtovertagelse, jeg advarer imod, vil komme i stand ved skræmte demokraters aktive eller passive hjælp – og ikke ved, at militante muslimer tiltvinger sig magten.

Det sidste har lange udsigter. De må endnu nøjes med Mali, Syrien, Somalia, Iran, Det Palæstina Selvstyre og andre fejlslagne stater.

Hvis det ulykkelige skulle ske, at en eller anden form for sharia en dag indføres i Danmark, sker det glidende – og metaforisk talt – takket været børn og børnebørn af Uffe Ellemann Jensen, Anita Bay Bundegaard, Marianne Jelved, Per Nyholm, Sofie Carsten Nielsen, Thomas Bredsdorff osv. osv.

Dvs. typer, der er parate til hvad som helst – i den gode tones navn. Ved hjælp af deres subtile sindelagskontrol.

Er denne vurdering af demokratiets skrøbelighed udtryk for “højreradikalisme”, så er jeg med stor fornøjelse højreradikal herfra og til dommedag.

Hvad Brian Esbensen er, må han selv ligge og rode med.