Sakset/Fra hofta

Den overraskende nyhed om, at EU har fået Nobels Fredspris er dagens, ugen, månedens, ja, måske årets største griner.

End ikke i min mest euforisrede fantasi havde jeg forestillet mig, at Nobelkomiteen kunne finde på noget så desperat. Slet ikke, når man husker, hvordan de norske reservesvenskere normalt gør en dyd ud af at illuderer både forstand og fornuft. Men det må være deres hang til patologisk politisk korrekthed, der har fået dem til at miste besindelsen og gyde norsk olie på vandene.

At Søvndal, Connie K og alverdens socialdemokrater jubler, kan ikke overraske nogen; de er to alen ud af ét stykke, når det kommer til EU, eftersom EU for længst er blevet et føderalt, socialkammeratligt projekt – og ditto underskudsforretning.

Connie siger: Et ridderslag for Europa. Tak, men nej tak. Europa? Må vi være fri.

Historiker siger: Håndsrækning til presset Europa. Jo, tak, men kontinentet havde været bedste stillet foruden. Der er jo ingen grund til at træde i det. EU har lissom problemer nok i forvejen.

Man kan vælge at le eller græde over nyheden, og jeg foretrækker absolut det første. Herregud, fredsprisen udstiller ved højlys dag EU’s aktuelle og strukturelle problemer, så enhver, der vil og tør, kan se det. Prisuddelingen lugter langt væk af panik før lukketid. Oktan 98. Blyholdigt.

Nå, men sidste mand lukker og slukker, og salig P.A. Heiberg får ret igen og igen. Priser og medaljer hænger man oftest om halsen på idioter.

Barnehjerter vil måske mene, at det er synd for EU at blive udstillet af oliehabitterne i Oslo. Andre vil mene, at både EU og Nobelkomiteen har fortjent at blive gjort til grin – gensidigt.

Fredspris?

Hvis Nobellerne partout skulle give prisen til en organisation, kunne de have gjort noget helt andet og givet den til NATO.

EU er ikke i stand til at forsvare freden en eneste dag, om så det gjaldt.

 

Jyllands-Posten blogginnlegg 13. oktober 2012

document.no takker Jalving for hans tålmodige generøsitet