Gjesteskribent

«A» står først i alfabetet, så lad os for god ordens skyld begynde i Albertslund. Nærmere bestemt på Herstedlund Skole, en ganske almindelig dansk folkeskole med ganske almindelige problemer, herunder bl.a. indvandrerdrenge, der tyranniserer og intimiderer deres klasse- og skolekammerater, sådan som der efterhånden er halalrigtig tradition for i de offentlige skoler i Europa. Intet nyt i det.
Hvorfor medierne da også for længst er holdt op med at nævne voldsdrengenes etniske karakteristika – med mindre de er etnisk danske. Man skal jo nødig piske en stemning op.
Næ, det skal man ikke. Det er bare ikke stemningen, den er gal med, men den korporlige virkelighed. F.eks. på Herstedlund Skole: Her går Emil fra ottende, og her gik Nikolaj indtil for nylig. Emil sammen med de selvsamme lømler, der gentagne gange har overfaldet ham voldeligt og bl.a. brækket hans næse, mens Nikolajs forældre har overskud til at sørge for hjemmeundervisning, så han slipper for at skulle møde sine voldelige kammerater i skolegården. Skolen, tja, den gør hverken fra eller til og læner sig op ad kommunen, der er mere rød end lilla. Hvad myndighederne tilbyder, er «mægling».

Udtal dette ord langsomt, og du vil mærke helt i til mellemgulvet, hvor malplaceret det er i denne sammenhæng. Ifølge ordbogen søger mægling et kompromis mellem to stridende parter, men på Herstedlund Skole er der kun én stridende part, voldsdrengene, mens Emil og Nikolaj bare vil være i fred. Denne elementære forskel forstår skolen ikke. Den er nemlig holdt op med at være skole for andet end dårlige undskyldninger og tror fejlagtigt, at man kan løse konflikter ved at ignorere dem eller tænke positivt. Jeg er ked af at skulle stave det for de tungnemme administratorer, men med den danske folkeskole starter vi forfra hver eneste dag.

«Mægling» har ikke overraskende en rigtig god presse i et eftergivende og relativistisk velfærdssamfund som det danske, og «mægling» er blevet det nye dyr i åbenbaringen for den pædagogiske klasse og kriminalforsorg, som ruller det rutinemæssigt henover linoleumsgulvene i institutionerne hver dag. Når vi ikke mere tør vælge side og forsvare ofre mod gerningsmænd, så bliver resultatet derefter. Vold bliver norm; magten abnorm. Det er Claus Meyer på speed.

Vold er, hvad voldsmænd tyer til. Magt er skolens autoritet, bortset fra at den pågældende skole ikke har nogen autoritet. Når der ikke er magt, er der kun vold tilbage, og vold virker, så snart magten ikke længere vil være magt, men tyer til «mægling». Det er en kendt sag, at mange af disse indvandrerdrenge taler med to tunger. Det virker. En i forhold til samfundet, dvs. lærerne, der tror, hvad de gerne vil tro, og en helt anden på gaden eller derhjemme – præcis ligesom deres åndelige forbilleder i banderne, BMW’erne og moskeerne. De snor sig, gør de, og har almindeligvis held med det, fordi kun få – hvis nogen – evner, tør eller orker at stille noget op.

Med moderne slagord som «ansvar for egen læring» og værdier frem for viden tæskede folkeskolen løs på fagligheden og indlæringen af basale færdigheder. Med «mægling» skæres endnu en skive af autoriteten.

Progressionen er mere sikker end amen i kirken, og jeg kan garantere for, at hvis folkeskolen fortsætter ned ad denne ulyksalige sliske, ender den med at være skole uden folk – eller måske rettere – skole for et andet folk – for til sidst vil der kun sidde indvandrerelever tilbage i de offentlige skoler. Til den tid har folkeskolen gjort velfærdsstaten kunsten efter og sejret sig ihjel, og da hjælper hverken flere konsonanter eller kontanter.

Opprinnelig som blogginnlegg i Jyllands-Posten 11. mai
http://jp.dk/opinion/klumme/article2774319.ece

Document.no takker Jalving for tillatelse til å republisere hans spenstige betraktninger.