Gjesteskribent

Hvis man gerne vil af med velfærdsstaten, skal man bare lade dens tilhængere gøre det.Det er konklusionen efter mange års forgæves forsøg fra de borgerlige partier, medier og meningsdannere – fra Fonsmark til Fogh. De – og vi, der har kæftet op i tide og utide ude på sidelinjen – har været formidable fiaskoer. Intet har vi frembragt. Bortset fra ævl, kævl og dårlig karma. De eneste, der kan afskaffe velfærdsstaten og dens uendelige bedrøvelighed, er dens fremmeste fortalere. Kritik virker kontraproduktivt. Danskerne, der for blot 50 år siden var arbejdsomme og begunstiget af lav skat og personligt ansvar, men i dag er verdensmestre i skat, moms og dårlige undskyldninger, vil kun høre sandheden fra folk, der smiler.

Alle os, der hader velfærdsstaten af et godt hjerte, burde øjeblikkeligt klappe i – jeg lover at gøre det en hel weekend. Det eneste, der funger, er, når nyttige idioter som Özlem Cekic åbner munden og begynder at plapre løs om Carina og med et trylleslag får det store, hvide og travle flertal af danskere til at forstå, at der er noget fuldkommen galt med velfærdsstaten og den kultur, sociologi og økonomi, den fremelsker.

Özlem Cekic er god, rigtig god. Uovertruffen, vil jeg mene. Men den socialdemokratiske børnehaveborgmester i København, Anne Vang, kan også bruges.

Se på hende, så sød hun ser ud – det sidste er vigtigt, måske det vigtigste i et billedbåret demokrati som vores – stadig i tyverne, naiv som en teenager og med en påtaget modenhed, der må få selv mennesker i hendes nære omgangskreds til at fatte sympati for sjældne frimærker, dødsmetal og rollespil.

Hvorom alting er, bestemmer borgmester Vang over os, der bor i København, i hvert fald vores børn, og det er slemt nok i sig selv. Men vi må lære at elske hende – også uden for København. For det er typer som Anne Vang, der er allerbedst til at tage livet af velfærdsstaten.

Hvordan?

Tjo, det begynder i det små. Med vuggestuer, f.eks. Nu er vuggestuer vel vuggestuer, vil nogen mene. Men så enkelt er det ikke. Ifølge Anne Vang er der “velstillede vuggestuer” og “udsatte vuggestuer”. De første frekventeres af det, der engang hed middelklassen og var kendetegnet af, at dens repræsentanter i store træk stimulerede deres børn såvel forsnufts- som følelsesmæssigt og bragte dem i stand til at lære noget senere i livet, men af venstrefløjen i dag opfattes som nogle lede, rige svin. Trækdyr, i bedste fald.

Disse børn, eller rettere deres forældre, skal ikke komme her og tro, de er noget. Næ, de skal undgælde for, at de er nogenlunde velfungerende. Derfor vil Anne Vang gøre forskel på vuggestuerne i København.

Jeg véd, det kan opleves som en lille ting, især udenfor København. Men alt lort begynder et sted. Borgmesterens forslag er da også kun en del af større “omfordelingsreform”, som den såkaldte regering pønser på, og et lille hjørne af den lange seje kamp mod velfærdsstaten.

Først overflytter man personel og penge fra “velstillede” vuggestuer. Dernæst sker det samme for “velstillede” børnehaver, skoler og gymnasier, det manglede da bare. De udsatte er indsatte i et fængsel af tolerance, der har krav på stadig mere. Næste skridt er de højere læreanstalter – fra seminarier til universiteter. Læreanstalter med flere udsatte studerende skal naturligvis have bedre bevillinger end privilegerede læreanstalter.

Når alt dette er gjort, kommer turen til de rige svins hospitaler – ikke de private, nej, de bør ideelt set forbydes – men hospitaler, der ligger, hvor de rige svin bor, så længe velfærdsstatens eksistentielle spørgsmål er at være udsat eller ikke at være udsat. Surt show for Frederiksberg Hospital; herligt for Herlev og Hvidovre.

Tro mig, vuggestuerne er kun begyndelsen. Velfærdsstaten er godt på vej til at blive opdelt i en VIP-afdeling for de udsatte og RIP-afdeling for de rige svin. Fra vuggestue til grav.

For at forstå mekanismen, skal det understreges, at de udsatte typisk vil være indvandrere eller efterkommere af indvandrere, og de bliver som bekendt flere og flere, men de udsatte kan også være hvide som mel og bare have bosat sig det forkerte sted. Nok foretrækker mangfoldighedspolitikere som Anne Vang af multikulturelle principper omvendt racisme, men hun og hendes ligesidede kan i visse egne af landet blive nødt til at nøjes med etniske danskere.

Mens de reelle udgifter til fortsat indvandring fra ikke-vestlige lande sløres, undergraves velfærdsstatens almene principper eller målrettes dem med en diagnose eller det rette postnummer, og på denne måde bliver den offentlige sektor en rendyrket offerfabrik.

Jeg behøver næsten ikke tilføje, at opbakningen til denne karikatur af en velfærdsstat vil falde år for år.

Det skal med andre ord blive værre, før det kan blive bedre. Som fjende af al socialdemokratisme i tanke og handling må man ønske vore dages socialkammerater al mulig fremgang. De er vores eneste håb. Kun de kan køre velfærdsstaten i sænk.

Opprinnelig i Jyllands-Posten 4. mai 2012. Document.no takker Jalving for hans generøse tillatelse til republisering.