Gjesteskribent

Det forlyder, at medarbejderne i Skat flygter fra Skat som rotter fra en synkende skude. Det kan umiddelbart undre. Skatter og udgifter stiger lystigt derudad i foregangslandet, uanset om røde eller blå regeringer regerer, hvorfor medarbejderne får stadig flere af andre folks gysser mellem hænderne. Det burde varme deres professionelle selvestimation: Aldrig har så mange haft så meget at dele ud af til så mange, der mangler og får og får alt for lidt, hvis man spørger dem selv.

Alligevel har op mod 250 fastansatte skatteopkrævere og papirnussere søgt om frivillig fratrædelsesordning i forbindelse med den igangværende omstrukturering i skattevæsenet med omkring 7.000 ansatte.

7.000! Holy Moroney.

Læg hertil tallet 179 plus det løse i kommune og region, og du har en forklaring på, hvem det er, der stjæler dine penge.

”Pas på lommetyve”, står der i bus og metro. Advarslen burde været trykt på enhver danskeres fødselsattest.

Det gør den bare ikke.

Vi elsker kun én ting, og det er staten, velfærdsstaten. Hele min barndom og ungdom har jeg hørt refrænet om, at ”jeg betaler skam min skat med glæde”. Fra brugsuddeleren. Klasselæreren. Ekskæresten. Kollegaen. Fra dem i tv. Mens de arbejdede sort eller snød, hvor de kunne.

Jeg forstod det aldrig, men jeg er naturligvis også bare et asocialt, racistisk, højreorienteret svin.

Sådan er det så meget. Nu er et lille mindretal af danskere dog så småt ved at forstå, at det ikke kan blive ved på denne måde. At man ikke bare kan beskatte alting til døde og give kunstigt åndedræt til resten. At vi ikke alle kan leve af staten. At det ikke er velfærd at være på velfærd for evigt.

Og det er dette mindretal, der begynder at se sig om efter andre steder og lande at bo, fordi de godt kan se, at de ikke får råd til at finansiere andre folks liv i det uendelige.

TV-serien med Asger og de langtidsledige er anskuelsesundervisning i, hvad vi har drevet det til, og hvor vi risikerer at ende.

Det var ægteskabet mellem grundtvigianismen og socialdemokratismen, der knæsatte dogmet om et Danmark, hvor få har for meget og færre for lidt. Det lød fedt, så fedt, at det blev den bærende nationalfortælling i godt 100 år.

Men det viste sig at være politisk lyrik, som skulle vinde stemmer og håndtryk og bilde befolkningen ind, at politikerne – blå som rød – ville os det godt. I virkeligheden har vi drevet det gode så vidt, at den skrumpende andel, der arbejder, får for lidt ud af anstrengelsen, mens dem, der ikke behøver, får for meget. Det er, hvad TV-serien viser i sin stilfærdige tragedie.

Se disse ansigter, hør deres historie. Mærk, hvor lav deres motivation for at finde et rigtigt arbejde er. De er vant til at sno sig med en passende mimik, de er på sæt og vis overlevere.

Man kan godt sidde og blive provokeret over, at Hanne Pommer f.eks. har været langtidsledig i 240 måneder, og jeg må indrømme, at jeg i min naivitet ikke troede, det var muligt.

Men tragedien er ikke blot individuel, den er kollektiv. Danmark har i næstekærlighedens navn udviklet sig til en tabernation i dobbelt forstand, eftersom både dem, der yder, og dem, der nyder, bliver tabere.

Tilbage til Skat, hvor de svømmer i penge, men hvor folk tilsyneladende ikke længere vil være ansat.

Entré professor og arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet, landets rødeste læreanstalt. Han kan en lille vise, hør ham synge den i Politiken, når han skal forklare paradokset:

”Det er i høj grad stoltheden over at tjene velfærdssamfundet, der motiverer mange offentligt ansatte, og skal de dagligt høre politikere profilere sig på at forulempe deres faglighed, vil de hellere finde et andet job.”

Tjene velfærdssamfundet?

Jeg håber sgutte, manden har ret. Jeg håber, at folk mest af alt arbejder, fordi det er et menneskeligt grundvilkår, at det giver dem mening i hverdagen, og at de måske dermed kan få råd til at betale for en hvid håndværker. Det sidste er som bekendt kun de dygtigste beskåret.

Arbejdsmarkedsforskeren, der lige så godt kunne have gjort karriere i politik som i akademi, er ikke færdig. Han fortsætter:

”Alle de politikere, der bruger Skat til at profilere sig selv, burde holde deres mund, for jo mere de sår tvivl om Skats faglighed, jo mere fratager de befolkningens tillid til Skat og dermed deres tilskyndelse til at betale de skatter, vi lever af.”

Læg venligst mærke til det personlige pronomen ”vi” i professorens tirade.

Professoren må kende det fra sig selv. For det er kun ham, de offentligt ansatte og de mange hundrede tusinder på sociale ydelser, der lever af skatter. Vi andre lever af, at folk gider og evner at bestille noget. Det er faktisk arbejde, produktivitet og konkurrenceevne, der skaber velstand og i det hele taget gør det muligt for politikere og myndigheder at inddrive skatter og afgifter.

Fortalelsen er sigende. Arbejdsmarkedsforskeren har brugt det meste af sit liv på at studere arbejdsmarkedet, men aner ikke, hvor velfærd kommer fra. Med den karakteristiske tilføjelse, at dem, der mener noget andet, skal ”holde mund”, fordi de ødelægger tilliden til systemet.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Henning Jørgensen er et stort geni.

Så stort, at han formentlig passer langt bedre ind i et helt andet system, hvis også han skulle søge om en fratrædelsesordning og få den. Der går fly både til Moskva og Cuba.

Men professoren har en allieret i skatteminister Holger K. Nielsen, der i samme ombæring pudser sin lille socialistiske glorie og siger om virakken om Skat:

”En stor del af forklaringen skal desværre findes i min verden, hvor politikere helt uanstændigt og på baggrund af enkeltsager anklager hårdtarbejdende skattefolk for at bruge Stasi-metoder.”

Gid det dog var folk som Holger og Henning, der ville udvandre.

 

Første gang i Jyllands-Posten 16. september.