Sakset/Fra hofta

Weekendavisens journalister David Jacobsen Turner og Søren K. Villemoes har gjennom fire måneder besøkt innvandrertette Mjølnerparken på Nørrebro, og snakket med flere enn 30 personer bosatt i det som omtales som Danmarks mest utsatte boligområde.

Mjølnerparkens gamle makthavere er i ferd med å miste kontrollen, og området åpner seg langsomt mot omverdenen, skriver Turner og Villemoes.

Til tross for tegn i positiv retning, beskriver de to journalistene flere bekymringsfulle hendelser: I 2010 fikk en afrikansk flyktning sin dør sparket inn flere ganger og ble truet av en gruppe unge som beskyldte ham for å være både «svart og kristen». Han fikk en uke på seg til å betale gjengen 10.000 kroner hvis han ville bli boende og politiet meddelte ham at de ikke kunne garantere hans sikkerhet i Mjølnerparken. Da boligselskapet Lejerbo fant frem til ham, var han følelsesmessig utkjørt og hadde sovet på gaten. Samme måned ble Lejerbo kontaktet av en arabisk mann som var blitt truet med kniv og skytevåpen. Hans kone våget ikke å forlate parets leilighet, da en gjeng unge mislikte at hun gikk uten hijab.

Gårdmændene i Mjølnerparken, som Weekendavisen møder i en skurvogn, fortæller hovedrystende om en ambulanceudrykning, der gik helt galt. Mens ambulancen holdt foran opgangen, og redningsfolkene var oppe i lejligheden, kom en gruppe drenge og stjal alt fra vognen – selv hjertestarteren. Bag flere af disse episoder står en mindre, men hård gruppe af drenge, som er tilknyttet den lokale bande Brothas and Soldiers.

Politiet vurderer, at banden består af 15-20 kernemedlemmer samt et større antal medløbere.

Men Mjølnerparken er også kontrasternes sted. På en hverdagseftermiddag ligner de fire gårdmiljøer mellem de røde murstensbyggerier en idyllisk, flerkulturel landsby. Unge pakistanske mænd i lange hvide kjortler passerer somaliske kvinder med store børneflokke. Velklædte palæstinensiske mænd hilser på ældre danske kvinder fra seniorbofællesskabet. Småpiger med og uden tørklæde hænger i klatrestativerne og leger tagfat. Og trods problemerne udtrykker mange af beboerne en stor ømhed.

»Som H. C. Andersen skriver: Det er herfra min verden går,« siger Jawad Ahmad Zahid, en ung mand med pakistansk baggrund. Flere af hans klassekammerater på Niels Brocks elitelinje må slet ikke komme på Nørrebro, men selv holder han af sit hjem. »Man kan sagtens være en stræber og bo i Mjølnerparken. Banderne og vi andre lever hvert vores
liv,« siger han.

Gåturen fra de velplejede legepladser og bedene med krydderurter og ned i kældrene er også en rejse ned i Mjølnerparkens dårlige samvittighed. I kælderskakterne ligger affald og jointskodder.

De unge fra bandemiljøet har igen markeret sig ved at vælte en hel væg i en af kældrene. Årsagen er angiveligt, at de ikke har fået stillet et kælderlokale til rådighed. Der hænger en massiv stank af urin i luften dernede, og overalt er der graffiti med stavefejl. På en af de afskallede grå vægge finder man en kongekrone med navnet på en lokal familie, der er tilknyttet bandemiljøet.

På en anden væg står der ‘fuck politiet og Lejerbo’. Overvågningskameraerne er sprayet til, så ingen kan se det liv, der udspiller sig hernede.

For noen år siden var Mjølnerparken avskåret fra nabotomtene av store gjerder og fikk lov til å passe seg selv, skriver Turner og Villemoes. Tusenvis av innvandrere på trygd ble plassert i et boligområde som i realiteten var en lukket liten landsby med lite kontakt med det omgivende samfunn. Kommunen har igangsatt flere tiltak i millionklassen, men hver gang har ansvaret og pengene havnet hos en liten gruppe utvalgte personer i Mjølnerparken.

De fleste av kommunens initiativer har gått gjennom beboerformann og partiet Socialdemokratenes representant Muhammed Aslam, og ansvaret for kvinner og unge har vært overlatt til såkalte kjellerklubber som drives av en liten gruppe beboere. Resultatene har vært særdeles sparsomme, og det er grunn til å tro at Aslam helt eller delvis har motarbeidet flere av kommunens integreringstiltak for områdets kvinner. Boligselskapets formann, Jan Hyttel, sier i dag at selskapets og kommunens tilnærming har vært kontraproduktiv:

Fremover skal forandringerne komme nedefra og op, fortæller Lejerbo Københavns formand Jan Hyttel: »Det har været let for Lejerbo og kommunen at understøtte de eksisterende magtstrukturer derude. Og det har været kontraproduktivt. Man har fundet en høvding og støttet sig til ham.

Den tid er forbi nu.« Han pointerer, at man nu forsøger at skabe forandringer, der ikke sker med omdrejningspunkt i afdelingsbestyrelsen og dens formand alene.

»Vi sætter især vores lid til de unge kvinder. De er unge og intelligente, og de gider ikke finde sig i det, deres mødre er blevet udsat for.«

Det er kvinnene og de unge som er Mjølnerparkens håp. Av de cirka 2000 innbyggerne er halvparten under 18 år. 48 prosent av beboerne lever av offentlige trygdeytelser, og det er avgjørende hva slags rollemodeller de unge får. Mjølnerparken har derfor begynt å holde en årlig feiring av områdets studenter, hvis antall er i stadig økning. Under kommunens nåværende helhetsplan har over 100 beboere, hvorav halvparten er kvinner, også tatt i mot tilbud om beskjeftigelse, og antallet beboere på trygdeytelser er gått ned med 10,4 prosentpoeng siden 2007.

»Den største sejr, vi har haft herude, er, at vi har fået vendt stemningen i forhold til arbejde,« fortæller den boligsociale konsulent Eskild Dahl Pedersen, der er ansat under helhedsplanen, der skal løfte området.

»Da jeg kom herude første gang, var der mange, som så ned på det at arbejde. For mange, selv helt unge, var det højeste ønske at få en førtidspension, og det var anset for helt normalt at snyde sig til offentlige ydelser. Men det er heldigvis ved at ændre sig.« Socialt bedrageri er et stort problem i Mjølnerparken. Det er alment kendt, at
prisen for en falsk adresse uden for bebyggelsen er op til 1000 kroner om måneden. En sådan adresse kan bruges til mange ting. Man kan få udeboende SU, selvom man bor hjemme, eller ekstra børnebidrag, selvom man stadig bor sammen med det, der officielt er ens ekskone, og man bliver ikke trukket i boligsikring.

Kvinnekafèen Nora er et av flere nye tiltak som ikke administreres av områdets beboere. Kafèen drives av sosialforvaltningen, og skal hjelpe barnefamilier ut av isolasjon og språkvanskeligheter gjennom rådgiving, aktiviteter, turer ut av huset og informasjon om kosthold og helse, fortsetter de to journalistene:

»Der er mange kvinder herude, som har det skidt. Både fysisk og psykisk,« siger Rikke Senius Clausen, der til daglig driver cafeen med sin kollega Anna-Sofie. »De har siddet i en lejlighed i 20 år omgivet af børn, uden at samfundet har vist interesse for dem. Hele deres liv udspiller sig i arealet mellem Mjølnerparken, apoteket, Føtex og den praktiserende læge på Nørrebrogade.

Flere af dem kommer stort set ikke uden for Mjølnerparken.« Det har dog været op ad bakke at komme i kontakt med kvinderne uden om de traditionelle kanaler. Fra starten mødte klubben modstand hos afdelingsbestyrelsen og de allerede eksisterende kvindeklubber. Rygtet gik, at kommunen ville komme og fjerne ens børn, hvis man bevægede sig
derned. Men de ansatte blev stædigt ved, og i dag kommer flere og flere kvinder i cafeen på fast basis.

»Mange af kvinderne lider af en latent stresstilstand, og ‘ Kommunen’ er altid noget dårligt for dem. De er hundeangste for breve fra jobcentret og henvendelser fra det offentlige system. Deres største ambition har været at komme på førtidspension, men det kommer man ikke længere. Man vil have dem på arbejdsmarkedet, men tilbuddene er
fuldstændig håbløse. Jeg har mødt kvinder, der ikke kan dansk og som aldrig har brugt en computer før, som fortæller, at de er blevet sat foran en computer for at skrive jobansøgninger,« supplerer Anna-Sofie K. Andersen.

Utenom kvinnekafèen og flere arbeidstiltak er det særlig beboerformann Muhammed Aslam og kjellerklubbene som har mottatt offentlige midler, uten at man har kunnet dokumentere noen effekt av deres arbeid. Flere beskriver Mjølnerparken som en flyktningeleir, hvor den som får utlevert den største posen med ris bestemmer:

Det er netop problemet, mener Aisha [pseudonym], der er vokset op i Mjølnerparken: Jo flere penge de prominente beboere modtager, desto større interesse har de i at holde stedet lukket for omverdenen.

»Jeg er så træt af at se Mjølnerparkens ‘ talsmænd’ sidde passivt og rage kommunens penge til sig, mens vi andre arbejder hårdt og betaler vores skat. Der er folk herude, som er på kontanthjælp, men rejser tre gange om året, bor i nyistandsatte lejligheder og har sommerhus.

Hvor mon pengene kommer fra? Nu er der endelig nogle projekter i gang, som ikke bliver styret af korrupte beboere. Det tog 20 år, men der er ved at ske noget nu.« Weekendavisen møder Aisha i en lejlighed midt inde i Mjølnerparken. Da snakken falder på klubberne i kældrene, har hun svært ved at holde hænderne i ro.

Aisha mener det er kjellerklubbenes skyld at området plages av bander. – Når de ikke får viljen sin eller blir fratatt en pose penger, sender de grasrøttene på gaten for å lage ballade. Så får de en ny bevilling og så blir det artig nok rolig igjen. Hun forteller at hun selv gikk i de forskjellige klubbene da hun var yngre, og er av den formening at de så langt fra utgjør en del av løsningen. I stedet innstilte klubbledelsen de lokale ungdommene på fiendtlighet mot etniske dansker og det danske samfunn:

Dem, der skal holde de unge på ret køl, sidder og siger ‘ fucking danskere’. Hele min opvækst lærte jeg, at alle danskere er racister, og politiet var onde. Det var ren hjernevask.

Det var først, da jeg startede på en ungdomsuddannelse, at jeg opdagede, at I er gode nok, og det er dem selv, der er forkert på den.« Aisha står ikke alene med betragtningerne.

Tilliten til Mjølnerparkens talsmenn er kraftig tynnslitt, både i boligselskapet Lejerbo og i kommunen. Men de som har skaffet seg en lokal maktstilling gjennom kommunens og selskapets tidligere tilnærming gir ikke slipp på privilegiene sine uten kamp. Beboerformann Muhammed Aslam har i mange portrettintervjuer rost Mjølnerparken for å være «landets best fungerende beboerdemokrati», men det David Jacobsen Turner og Søren K. Villemoes skildrer vitner om noe helt annet.

Det skal velges ny beboerformann. Fremmøtet stort, men stemningen minner ikke om de fleste generalforsamlinger i Danmark, skriver Turner og Villemoes:

»Stemmer du på Aslam, eller stemmer du på mere politi?« bliver de ankommende beboere udspurgt af en gruppe unge mænd i dynejakker, der står ved indgangen.

Mødet starter, og de unge mænd tager plads bagest i salen sammen med en voksen mand iført en jakke med logo fra en af ungdomsklubberne i kældrene.

Han lader til at have et godt greb om de unge. Særligt under formandens beretning, som er ét langt udfald mod Lejerbo og især den boligsociale konsulent med kontor i Mjølnerparken.

»Han siger til de kommunale medarbejdere, at 20 procent af kriminaliteten på Nørrebro kan henføres til Mjølnerparken.« Muhammed Aslam mønstrer forsamlingen og holder en kunstpause. »Han siger altså, at hver femte af jer er kriminel!« Der simultantolkes flittigt blandt tilhørerne, og en vred mumlen breder sig.

Aslam fortsætter med hævet stemme: »Selvsamme medarbejder har skrevet et notat, som jeg nu vil læse op af: ‘ Det bør overvejes at knytte en psykolog til den boligsociale indsats’ – så vi er altså skøre!?« En ung mand får øje på konsulenten i forsamlingen og råber: »Det er dig, der skal til psykolog!« »Han skal ud!« råber en anden.

Efter et kvarters udfald mod konsulenten og Lejerbo åbner dirigenten for kommentarer fra forsamlingen, og en ældre dansk kvinde får ordet.

»Jeg mødte op i dag med et åbent sind, og jeg havde sådan glædet mig til at opleve et beboermøde. Men det gør jeg ikke længere. Du kan ikke være bekendt at sidde og bagtale de ansatte på den måde,« siger hun, men bliver afbrudt, da en ophidset somalisk kvinde korporligt langer ud efter hende. »Du er racist,« råber hun, inden en anden somalier får holdt hende tilbage.

Når Jan Hyttel fra Lejerbo ber om ordet for å tilbakevise Aslams kritikk, gir mannen fra kjellerklubben tegn til guttene han er i følge med. Disse begynner straks å rope og skrike, og Hyttel gir til slutt opp.

Så er det tid for selve valget: Aslam stiller til gjenvalg, er det noen motkandidater? NEI, roper en ung mann som sitter i salen og kikker rundt på forsamlingen. Dermed er Aslam gjenvalgt, og kort etter kommer tre politibetjenter for å eskortere boligselskapets representant Hyttel og den boligsosiale konsulenten ut av Mjølnerparken.

Et par dager etter beboermøtet er palestinske Jamilla stadig like rystet:

Aslam beholdt sin krone, men hans og klubbernes magt er ikke, hvad den har været. Heller ikke over Jamilla.

»Han talte kun om alt det, de andre gør galt. Han sagde intet om sine egne visioner. Men jeg har boet herude i mange år nu, og jeg kan godt se, hvem der gør noget for Mjølnerparken, og hvem der ikke gør.« Jamilla har boet i Danmark i over 20 år, men taler ikke dansk. Efter alle gængse kriterier er hun dårligt integreret, men i de senere år er der sket noget.

»For fem år siden ville jeg aldrig kunne have siddet her med to fremmede mænd som jer,« siger hun og ler.

»Jeg har altid hadet sagsbehandlerne, jobcentret og alle de andre.« Forandringen kom, da hun begyndte at komme i Café Nora og fik kontakt til danskere.

»Jeg begyndte at tænke over nogle ting. Jeg får gratis lægehjælp, mine børn kommer gratis i skole, og jeg bor i en god lejlighed. Det kommer jo ikke af sig selv, men fordi Danmark er dejligt land, hvor man arbejder sammen. Jeg er ked af, at vi lever så opdelt. Alle vi, der bor i Danmark, burde blande os mere med hinanden.«.

Mjølnerparkens gjenvalgte formanns videre karriere i partiet Socialdemokraterne kan imidlertid være over. Bare seks dager etter Turner og Villemoes` artikkel besluttet styret i Socialdemokraterne 3. krets at Aslam ikke lenger bør representere partiet i Københavns borgerrepresentasjon. En partifelle stiller spørsmål om Aslam i det hele tatt er demokrat:

»Et stort flertal i bestyrelsen har valgt ikke at indstille Muhammed Aslam til genopstilling. Det handler om, at bestyrelsen har mistet tilliden til Muhammed Aslam,« siger kredsformand Michael Johnson, som ikke ønsker at uddybe beslutningen yderligere.

Det gør til gengæld Karen West, S-bestyrelsesmedlem og initiativtager til kvindebevægelsen Q Freedom. Hun sætter spørgsmålstegn ved, om Muhammed Aslam overhovedet er demokrat.

»Jeg er glad for, at demokratiet har vundet. Jeg har aldrig oplevet, at Muhammed Aslam har været interesseret i at arbejde for integration og kvinders selvbestemmelse. Vi ved ellers, at mange kvinder i de udsatte boligområder har ringe kontakt til det omkringliggende samfund,« siger hun.

Selv mener han at Socialdemokraternes beslutning skyldes hets og en negativ kampanje:

»Jeg tager beslutningen til efterretning – takket være dig (Berlingskes journalist, red.), Lejerbo og en mand, som både sidder som næstformand i 3. kreds’ bestyrelse og er projektleder i Mjølnerparken (Eskild Dahl Pedersen, red.). I har kørt en heftig hetz mod mig og bestyrelsen i Mjølnerparken. Det er de ting, som unægteligt har gjort det,« siger Muhammed Aslam.

Du mener, at bestyrelsen i kreds 3 har ladet sig manipulere af forkerte avisartikler?

»Jeg mener helt klart, at den hetz, som I har kørt sammen med projektlederen og boligselskabet, har været med til at give et negativt billede af mig, der har været med til, at de har truffet den beslutning.«

Muhammed Aslam afviser at gå ind i substansen af den kritik, som er blevet rettet mod ham. Han har fra Singapore begrænset tid til at tale i telefon, begrunder han.

David Jacobsen Turner og Søren K. Villemoes artikkel «På den anden side af hegnet» sto på trykk i Weekendavisen 2. mars 2012, og finnes ikke på nett.