Nina Hjerpset-Østlie Anholdelsen av den saudiarabiske journalisten Hamza Kashgari og Muhammed-krisen er to sider av samme sak. Saken viser også at argumentet om at begrensning av ytringsfriheten når det gjelder religion sikrer den sosiale freden er uten empirisk forankring: hverken i muslimske land eller i Vesten har blasfemi- eller lover mot såkalt hatefull tale lagt noen demper på fundamentalisme eller fundamentalisters ønske om å komme blasfemikere til livs, skriver sjefjurist i den borgelige tenketanken Cepos, Jacob Mchangama.
Er det noen vits i å skrive enda et innlegg i den endeløse debatten om islam og ytringsfrihet, som danskene har ført siden 2005? Har ikke alle parter sagt det som er å si om saken? Nei, mener Mchangama, som påpeker at Malaysias utlevering av Kashgari til Saudi-Arabia gjør det høyst nødvendig å fortsette diskusjonen:
Kashgari havde på profeten Muhammeds fødselsdag tweetet sin tvivl om Muhammeds status som profet. Det udløste en sand orkan af had og religiøs intolerance med både statslige, religiøse og folkelige krav om dødsstraf.
Kashgari flygtede til Malaysia, der dog valgte at udlevere ham til Saudi-Arabien, hvor han næppe kan regne med en retfærdig rettergang. Kashgaris sag er dog blot det seneste i en strøm af eksempler, der viser, at ytringsfriheden er under både juridisk og folkeligt pres i en række lande med muslimsk befolkningsflertal.
I Egypten blev den populære skuespiller Adel Imam idømt tre måneders fængsel for at krænke islam tidligere på året. Da en egyptisk kristen lagde en tegning af Muhammed på internettet, medførte det voldelige angreb på kristne landsbyer, og politiet valgte at anholde den kristne ”blasfemiker”. I Pakistan sidder en kristen kvinde stadig fængslet på dødsgangen, efter hendes muslimske naboer beskyldte hende for blasfemi. Det fik en række liberale pakistanske politikere til at kritisere landets blasfemilovgivning, hvilket kostede dem livet som følge af islamisters attentater. Pakistan oplever også omfattende vold mod Ahmadiya-muslimer, hvilken minoritet også er udsat for intimidering i Indonesien.
Mens vi i Vesten i mildere grad opplever et juridisk press mot ytringsfriheten i form av hatespeech-lover, er det fysiske og psykiske presset fra islamister blitt intensivert. I november 2011 ble det franske satiremagasinet Charlie Hebdo utsatt for et brannattentat etter å ha publisert en Muhammed-karikatur på forsiden, mens utallige islamister har truet eller forsøkt å begå terror mot Jyllands-posten, fortsetter Mchangama:
I London blev ateistiske studentergrupper på University College og London School of Economics for nylig truet med eksklusion, efter de valgte at vise karikaturtegninger af Jesus og Muhammed på Facebook-grupper. Disse langt fra udtømmende eksempler på juridiske og civile angreb mod folk, der ytrer sig om islam, udstiller med al tydelighed svagheden af to af de argumenter, som de, der tog afstand fra Muhammed-tegningerne i den danske debat, ofte fremfører.
Først og fremmest er det Henning Koch’ske argument om, at begrænsninger af ytringer om religion sikrer den ”sociale fred”, blevet blotlagt som uden empirisk forankring. Hverken i muslimske lande eller i Vesten har blasfemi- eller hat-speech-love lagt en dæmper på fundamentalisme eller fundamentalisters ønske om at komme blasfemikere til livs. Det burde ikke overraske.
Imidlertid er nåtidens argument om opprettholdelse av den sosiale freden nøyaktig det samme som ble brukt på 1800- og 1900-tallet til å rettferdiggjøre blasfemilovgivinger i vestlige land. Logikken bak var at da kristendommen utgjorde sammenhengskraften i kristne land, ville det undergrave samfunnsfreden og de samfunnsbærende dersom man tillot forhånelse av kristnes religiøse følelser. Da det kom til stykket viste det seg at vestlige samfunn utmerket tålte at kristendommen ble kritisert sønder og sammen av personer som Nietzsche og Tom Paine, uten å bli oppløst i ufred. Rent faktisk banet kritikken veien for andre friheter og innga etterhvert toleranse blandt alminnelige kristne og kristne institusjoner, skriver Mchangama.
Så når man ser på det som foregår i land som Saudi-Arabia, Nigeria, Jemen, Iran og Egypt, må man stille spørsmålet om det ikke er en god idè å utsette islam for den samme behandlingen som kristendommen har vært igjennom, istedet for å skåne religiøse liktær:
Det er også helt misvisende, at kampen mod ”islamofobi” handler om at beskytte et sårbart og marginaliseret mindretal mod forhånelse og udstødelse. En række muslimske organisationer – bistået af en række partier og debattører på centrum-venstrefløjen – var ellers dygtige til at fremstille Muhammed-krisen som et spørgsmål om en majoritets mobning af en minoritet. Men dette argument er i virkeligheden dybt navlebeskuende uden øje for internationale tendenser. Det insisterer på at gøre Muhammed-krisen til et stykke dansk indenrigspolitik, hvor man vælger positioner alt efter afsenderen af en ytring.
Løfter man blikket fra Danmark og kigger på den internationale udvikling, vil man se, at langt de fleste ofre for drakoniske blasfemilove og fysiske overgreb tilhører religiøse mindretal eller skeptiske og fritænkende muslimer, der afviger fra den officielle version af islam i deres hjemlande. Og hvis det ikke er nok, behøver man kun at se på reaktionerne i lande som Egypten, Saudi-Arabien og Iran for at forsikre sig om, at principielle betragtninger om minoritetsbeskyttelse og ligebehandling var det sidste, som de krænkede havde i tankerne. Tror man virkeligt, at disse lande, der brutalt og systematisk undertrykker etniske og religiøse minoriteter, går op i værdier som ikke-diskrimination? Selv i en snæver vestlig kontekst er majoritetsminoritetstankegangen udtryk for en intellektuel falliterklæring. Som den fremragende egyptiske (og muslimske) debattør Mona Eltahawy udtrykker det, er ønsket om at beskytte minoriteter fra ytringer, som majoriteten må tåle, udtryk for, ”de lavere forventningers racisme”.
Hvis vi virkelig mener, at der bør gælde lighed for loven, skal muslimer ikke beskyttes, men tåle den samme kritik og satire, som vi efter hundreder af år er nået frem til, at kristne må tåle.
I tillegg styrker begrensninger av ytringsfriheten de mest reaksjonære kreftene blant minoritetsgrupper og isolerer andre strømninger. Mchangama skriver at det ikke finnes èn homogen gruppe muslimer eller dansker med samme holdninger eller toleransegrense, og viser til hvem som alltid roper høyest om krenkede religiøse følelser: det er praktisk talt alltid de minst liberale, slik f.eks. så det under Muhammed-krisen, og slik vi ser det i Egypt, hvor det er salafistene som fører blasfemisaker mot kunstnere og fysisk går til angrep på kritikere av islam, fortsetter han.
Det er trods alt nok de færreste danskere, der havde problemer med Muhammed-tegningerne, der også støtter den groteske udvikling i Saudi-Arabien, Egypten, Iran og mange andre muslimske lande.
Men i bund og grund er Muhammed-krisen og anholdelsen af Hamza Kashgari to sider af samme sag. Må man have lov til at krænke religiøse dogmer ved at lave grin med eller skarpt kritisere en religiøs skikkelse som profeten Muhammed? Hvis man mener, at ytringsfriheden indebærer retten til sådan kritik og satire, der ofte vil krænke troende, kan man ikke kræve, at Saudi-Arabien og Egypten tillader kritik og satire af islam samtidig med, at man fordømmer folk, der gør det her i Vesten.
At skabe et samfund, hvor alle muslimer, kristne, ateister og agnostikere kan leve sammen i fred, er et vigtigt mål. Men forudsætningen for et sådant samfund kan aldrig baseres på at give én trosretning ret til at definere rammerne for andres ytringsfrihed.
Grundpræmissen må derimod være respekt for det enkelte menneskes ytrings- og samvittighedsfrihed. For dermed styrker man de stemmer, der som Kashgari udfordrer den kvælende religiøse konformitet, der håndhæves i visse muslimske lande, og som islamister også prøver at håndhæve her i Vesten. Som Kashgari udtrykte det i et interview i The Daily Beast:
»Jeg ser mine handlinger som led i en proces mod frihed. Jeg krævede retten til at udøve mine mest basale menneskerettigheder – ytrings- og tankefrihed – så intet var forgæves. Jeg er blot en syndebuk i en større konflikt. Der er mange mennesker i Saudi-Arabien, der ligesom mig kæmper for deres rettigheder«.
