Nytt

Den 7. september 2010 kom tsjetsjeneren Lors Doukajev til Danmark. Med seg hadde han en ferdig TATP-bombe, som han planla å bruke mot Jyllands-Posten.

Men tsjetsjeneren var ikke kulturelt bevandret. Han var ikke klar over at avisen hadde flyttet København-kontoret fra Kongens Nytorv til Rådhusplassen.

Men innsatsviljen manglet ikke. Han fikk låne en laptop av en japansk turist, og der googlet han Jyllands-Postens hovedkvarter i Århus.

Men før han rakk å gjøre noe eksploderte deler av bomben i ansiktet på ham på hotellet hvor han bodde. Blødende flyktet Doukajev ut i Ørsted-parken hvor han ble lagt i håndjern.

Doukajev står nå for retten. Det har tatt lang tid å trevle opp saken. Doukajev la stor flid i å skjule sine spor og innrømmer ingenting. Han påstår at han aldri hadde hørt om karikaturtegningene, og bomben var noe han hadde med fra Belgia, hvor han bor, fordi han bruker den til sin personlige beskyttelse.

Hvordan kan samfunnet beskytte seg mot slik?

Hvordan er det mulig å forestille seg at det kommer reisende til byen bærende på bomber, og med medbrakte stålkuler som skal pakkes sammen med bomben for maksimal skade.

Denne innretning var tiltenkt journalister og ansatte i en dansk avis, fem år etter at noen tegninger sto på trykk. Hvem har fantasi til å forestille seg noe slikt?

Da Doukajev oppdaget at avisen hadde flyttet, bestemte han seg i stedet for å lage en brevbombe. Før han rakk å sende den, eksploderte deler av den.

Men han var flink til å skjule sine spor.

Han ankom med bus under falsk navn, skrev sig ind på Hotel Jørgensen under et andet og købte returbillet under et tredje alias.
Billetten skulle have bragt ham tilbage til Belgien 10.
september klokken 16.10, men cirka tre timer før ramte planen Doukaev selv, da dele af bomben gik af på toilettet på Hotel Jørgensen og eksploderede i hans ansigt, så han måtte flygte blødende til den nærliggende Ørstedspark.
Her blev han kort efter lagt i håndjern af en hundepatrulje.
I de tre dage forud havde han gjort meget for at sløre sin identitet, så han ikke kunne spores.

Han gik på Østerbro Postkontor, hvor han indkøbte pakketape, papæsker og forede kuverter. Under alle indkøbene kunne anklagerne ved hjælp af overvågningsvideoer dokumentere, at Doukaev pertentligt sørgede for ikke at sætte fingeraftryk på de indkøbte varer.

Det havde Doukaev svært ved at forklare, ligesom han heller ikke kunne anskueliggøre, hvorfor han havde slettet id-numrene på den benprotese, han har haft, siden han som 10-årig mistede det ene underben, da han trådte på en russisk mine i hjemlandet Tjetjenien.

Historien er instruktiv og skremmende. Hvem har man til nabo? Doukajev bor med kone, søster og mor i Liège i Belgia siden 2000. Selv de nærmeste hevder de ikke visste noe om hans ekstreme planer.

kilde: B.T 17.mai 2011

GJORDE ALT FOR AT SLETTE SPOR