Mens Norge har vært opptatt av Amelie-saken har danskene vært opptatt av at en ekstrem islamistisk bevegelse får holde møte i landets storstue.

Det er i sannhet stor forskjell på Danmark og Norge. I Norge har nesten samtlige biskoper undertegnet et opprop for amnesti for illegale asylsøkere. En ting er oppropet, som er meget ensidig, noe annet er at nesten samtlige biskoper har et så ensidig syn.

Norge mangler prester som sogneprest og journalist Sørine Gotfredsen, som i Berlingske skriver om den sørgelige situasjonen også i Danmark:

Vi får i disse dage præcist beskrevet problemet med den skarpe frihedstænkning, der af nogen praktiseres i dette land. For i går indtog den islamistiske bevægelse Hizb ut-Tahrir Det Kongelige Bibliotek for at diskutere pligten til at bekæmpe danske soldater i Afghanistan.
Sagen har fyldt meget, og forleden bad kulturminister Per Stig Møller uden effekt Det Kongelige Bibliotek om at afvise muslimerne.
Flere mener, at det primære problem er, at der på mødet blev opfordret til kamp mod danske soldater, hvilket unægtelig også er usmageligt.
Men det egentlige problem er, at mennesker, der vil omstyrte alle danske værdier, forsamles i en bygning, der helt ind i marven repræsenterer den dannelse og visdom, der har bragt os så langt. Arrangementet krænker hele nationen, og det må undre, at direktør Erland Kolding Nielsen i sit hjerte kunne bære at byde islamisterne velkommen på sit ærefulde bibliotek. Men han har sikkert lukket øjnene og hviskende gentaget tidens mantra om ytringsfrihed og så bare satset på, at folk snart glemmer, hvad der foregik i huset ved havnen.

Gotfredsen konstaterer at det store frihetsslippet skjedde etter Murens fall, og siden har ingen villet høre på at også friheten byr på farer. Friheten presenteres som en endimensjonal affære. Det kan bare bli mer av den. Men eksemplet med Hizb ut-Tahrir viser at friheten kan bli sin egen fiende.

Man, skriver Gotfredsen:

ophøjer friheden til øverste sandhed. Alt imens kultur, nationalitet og kristendom bliver sekundært.
Med friheden som ukrænkelig afgud følger uundgåeligt, at man lader en flok som Hizb ut-Tahrir optræde på Det Kongelige Bibliotek, og det er blevet tid at huske, at også friheds ideologien kan udvikle sig til blinde principper og kold rationalitet. Den slags man ikke kan bygge en levende nation på. Endsige bevare den med. Sagen om Hizb ut-Tahrir udstiller således liberalismens potentiale for selvdestruktion, og det er ikke tilfældigt, at det er en konservativ minister, der forsøgte at tale biblioteket til fornuft. For mens en konservativ tænker i konkret virkelighed og vurderer hver sag for sig, tænker den liberale i overordnede principper. Dette er ofte klogt, men den store kunst er at kunne se skridtet længere, når virkeligheden fordrer det.

Gotfredsen er inne på viktige tanker som mange vil være enige i. Men de slipper ikke til på orkesterplass i den norske debatten. Det er en enorm kløft mellom hva vanlige mennesker mener, og hva NGO’er, kulturinstitusjoner, foreninger, og hele ledelsen i Den norske Kirke mener. Når hele kirkeledelsen mener nesten det samme som SV i viktige samfunnsspørsmål, er det da en kirke?

DEN LIBERALE BØLGE EFTER MURENS fald rummer i reaktionen mod socialisme og ublu statsstyring meget godt. Men i en tid, hvor islamismen truer den civiliserede verden, kan liberalismen være en farlig kraft, fordi den i dyrkelsen af individuel frihed glemmer værdien af det fælles og nære. Og det er umådeligt nært, når vi tillader totalitære kræfter at mødes i et af de mest symbolladede hovedkvarterer for dansk identitet. Det er så nært, at det viser, hvordan vi i blind tolkning af frihedsbegrebet kan ende med at trampe på os selv, hvilket ingen profiterer mere af end netop ekstreme islamister.
Og mens liberalister kan tale længe om, hvordan vi i fastholdelsen af åbenhed er andre moralsk overlegne, er kendsgerningen her og nu, at vi er til grin i vores eget land. Og hvad mon det i længden gør ved os? Kan vi leve af golde principper, mens kulturel og national stolthed smuldrer? Kan vi i dyrkelsen af det store frisind miste så meget værdighed, at den frihed, vi slås for, ender med at stå i modsætning til det, vi tror på? Muligheden synes at være der.

GUD OG FANDEN: Til grin i egen frihed sto i Berlingske 22. januar 2010.