Hans Rustad Hvis bistand var så effektivt som størrelsen på hjelpen tilsier, så er det rart at vi hører så lite om utviklingen i landene som mottar mest bistand. Vi snakker om milliarder av kroner, på størrelse med forsvarsbudsjettet. Er det kun avlat, eller er det hjelp av strategisk betydning, dvs. hjelp til en fredeligere verden?
Ett av de mest påfallende ikke-temaer er demografi: befolkningsveksten, til tross for at den spiser opp alt overskudd, og dermed all fremtid. Etiopia er ett av de verste eksempler. Landet er ikke muslimsk, så det er ikke frykten for å fornærme muslimer som avholder pressen. Er det likegyldighet? Er det for å beskytte våre egne illusjoner om å ha gjort noe? Live Aid var en stor suksess, men ikke for etioperne. Situasjonen er like trøsteløs som noen gang, og sulten er konstant.
Hovedårsaken er et korrupt marxistisk regime som ikke tillater privat initiativ og politisk frihet. En ny bok tar hull på alle illusjoner vi måtte ha om at Live Aid forandret noe.
Annegrete Rasmussen i Information:
Det kan man læse om i Peter Gills nye bog, Famine and Foreigners: Ethiopia Since Live Aid, som udkom i sidste måned i USA og nogle måneder tidligere i Storbritannien. Gill er en af britisk journalistiks mange hædersmænd. Han har med mellemrum arbejdet i Etiopien i de seneste 40 år, først som lærer og i de seneste mange år som journalist for bl.a. Daily Telegraph, ITV og BBC, vundet priser og siddet i kommissioner for både den britiske regering og for nødhjælpsorganisationen Oxfam.
Kernen i bogen udgøres af nye rejser rundt i det land, han som journalist dækkede intensivt for 25 år siden i forbindelse med hungersnøden. Og der er ikke meget grund til optimisme. Den regn af penge og nødhjælp, som fulgte i kølvandet på Live Aid, har ikke haft nogen målbar langtidseffekt på landet, konkluderer Gill, som bl.a. vender tilbage til den fattige region i det sydlige Wollo. I 2005 var 800.000 mennesker i regionen dækket af det såkaldte safety net food-for-work program, som på papiret sigtede mod at gøre deltagerne selvhjulpne. Efter tre år, i 2008, da programmet blev evalueret, var resultatet deprimerende. Blot to procent af de fattige etiopiere i programmet kunne klare sig selv. Som Gill skriver:
»Trods milliarder af dollars i nødhjælp er den etiopiske landbrugsøkonomi fortsat i en næsten permanent krisetilstand.«
Marxistisk morads
Gill afholder sig forsigtigt og høfligt klart fra at drage en nærliggende konklusion: At premierminister Zenawi og hans inderkreds af afdankede sen-marxistiske fællers fortsatte insisteren på opretholdelsen af den såkaldte ‘bondeøkonomi’ bl.a. betyder, at de mange små statsejede brug ikke kan opretholde sig selv og er forblevet alt for sårbare over for ændringer i både klima og markedsvilkår, at EPRDF’s afvisning af markedsøkonomien har medført, at en korrupt og ineffektiv statsmagt fortsat både hæmmer og kontrollerer samfundsøkonomien – private virksomheder chikaneres, og følgelig er der stagnation og ingen jobskabelse i den private sektor. Og endelig, at Zenawis afvisning af at diskutere befolkningsvæksten også hæmmer enhver ‘udvikling’, der måtte finde sted i en atmosfære af undertrykkelse og forfølgelse af enhver form for politisk opposition, mens regeringen har haft travlt med at føre krig mod Eritrea.
Konklusionen er lige så trist, som man bliver ved læsningen af Gills bog. Hverken velmenende rockmusikere med imageproblemer eller kinesere med overskud på budgettet kan i det lange køb hjælpe det plagede Etiopien. Etiopierne skal selv gøre op med deres autokratiske herskere.
Live Aid-koncerterne ignorerede dette faktum, og Vestens velmente indsats har været med til at understøtte de autokrater og uduelige politikere, som i årtier har holdt og fortsat holder landet nede i undertrykkelsens og underudviklingens stinkende dynd. Amartya Sens diktum rinder en i hu:
»Sultkatastrofer finder kun sted under tyranner, aldrig i demokratier.«
