Kommentar

Danske Uriasposten har vært på valgvake i Malmø og oppsummerer presist: Sverige har nå fått et parti som representerer det nye høyre, liksom Danmark, Nederland og Norge. Det er en normalisering, men den svenske eliten greier ikke se det slik og går amok. Den burde lytte til de sindige ord fra Jyllands-Posten: slapp av, dette er en styrkelse for demokratiet. Hvis eliten hadde våget å ta debatten ville det ikke vært behov for Sverigedemokratene. Men det ville de ikke, og de vil fortsatt ikke.

Det vil heller ikke NRK som hadde invitert Ali Esbati av alle til å kommentere det svenske valget; Esbati som for et år utmerket seg nettopp ved å foreslå at man ikke skulle ta debatten. Hvis NRK ville demonstrere at Sverige er flerkulturelt så bekreftet valget av Esbati kritikken: han er venstreekstrem og dogmatisk. Det var nesten så man kunne få følelsen av at NRK drev gjøn med seg selv.

Men det gjorde Ole Torp og NRK neppe, for Dagbladets Marie Simonsen avbrøt Per-Willy Amundsens argumenter om at SD er årsak-virkning: det offisielle Sverige har lagt lokk på debatten, nå får de svar. Dette var helt feil, sa Simonsen. Sannheten var at Sverige har tatt debatten, men ut fra et annet virkelighetsbilde. Sverige er nemlig et flerkulturelt samfunn og har kommet mye lenger enn Norge, ifølge Simonsen.

Hvordan kunne Torp mene at det skulle bli meningsfull debatt av denne sammensetningen? For å gjøre samtalen helt umulig hadde han invitert Anders Granås Kjøstvedt, medredaktør av boken om høyrepopulisme i Europa. Kjøstvedt er en av disse unge menn med behov for pondus. De er oppblåste, besserwissere. Det de sier er som bestilt av NRK og programleder. På Marienlyst ønsker man å høre at ytre høyre går frem, at de har satt naziuniformen i skapet og byttet den ut med dress. Men at de er de samme over hele Europa: fra Jobbik i Ungarn til Frihetspartiet i Nederland. At disse to står helt fremmed for hverandre, greier ikke hverken Kjøstvedt eller NRK ta inn over seg. Da bryter deres virkelighetsbilde sammen. For faktum er at de etablerte medier og partier har tatt opp i seg noen av kriteriene på ekstremisme: systematisk fiendtlighet til USA og Israel, og sympati for arabere og muslimer. Det er dette som gjør debatten så irrasjonell og hysterisk. Debattører som Simonsen, Esbati og Kjøstvedt er som nevrotiske pasienter som monomant projiserer sine egne problemer på andre.

Det er mer nyttig å ta inn noe av det Uriasposten opplevde i Malmø. Det er råere, mer direkte. Det gir sanseinntrykk fra et land vi etterhvert vet lite om. Nordmenn får kun høre om hytteprisene langs kysten.

Som den fremgik af den oprindelige postering, så var jeg i Sverige for at følge det mest spændende rigsdagsvalg i årtier. Jeg tog sammen med et par venner og bloggere (herunder Snaphanen) til Malmø, hvor vi skulle bo hos en svensk blogger.

Kulturchokket ramte mig allerede lørdag aften. Værten ville ikke fotograferes, og det blev ikke vel modtaget, da jeg antydede jeg ville blogge et par stemningsbilleder fra lokalområdet. Sikkerhedsniveauet var højt, og åben identitet kunne meget vel medføre fyreseddel og chikane på privatadressen. Det var set tidligere, og han tog ingen chancer, hvad jeg selvfølgelig måtte respektere. Selvom Antifascistisk Aktion med den meta-politiske opbakning, stod stærkt i Sverige, så var det først og fremmest byens mange muslimer de var bange for. De var mere voldsparate, og selvom byen blot var på størrelse med Århus, så var det noget helt andet derovre – værre.

Efter en lang nat med kaffe og pilsnere, var de 5.668 valgsteder åben, og vi tog en længere tur rundt i Malmø by.

Som blogger var jeg selvfølgelig interesseret i valgplakaterne. Hvad gik partierne til valg på? Snaphanen havde fortalt mig, at selve valgprocessen var et cirkus, der skulle bevare status quo om alt væsentligt. Det første der slog mig, var det, at jeg ikke kunne finde en eneste reklame for Sverigedemokraterna. Skåne var SD’s højborg, men alligevel var de helt usynlige i gadebilledet. Jeg så talrige plakater for rigsdagspartierne der næsten alle gik til valg på tomme plus-ord. Ikke mindst et stort parti som Mona Sahlins Socialdemokraterna, der ikke gik til valg på holdninger – for dem var det en afstemning om magt, og kun sekundært politik.
..
Modstand mod indvandring er i dagens Sverige ‘hetz mod folkegruppe’. Når den suveræne partileder Jimmi Åkesson taler om at færre skal ind i Sverige, så taler medierne om, at partiet vil smide svenske statsborgere ud. Glem alt om fair play – det her er konsensus-Sverige.

Les resten av artikkelen på uriasposten.net.

Sverige er blitt et annet land.

En mer edruelig tilnærming ville være at SD er et sunnhetstegn snarere enn et sykdomstegn. Folkeviljen finner det utløp den kan.

Uriasposten gjorde noen stikkprøver i løpet av natten på unge han var sammen med. De var helt OK:

En bekendt har engang fortalt mig, at han for en del år siden oplevede højreekstremister i Sverigedemokraterna, og selvom jeg udmærket vidste, at der var sket meget siden da, så stod det hurtigt klart, at SD i dag var på niveau med Dansk Folkeparti. Det nye højre, på svensk. Medlemmerne var gennemsnitligt lidt yngre, men det var samme segment – folk der ikke mente multikultur var løsningen, nogle af dem med let venstreorienterede holdninger, andre med mere konservative – sund-fornuft-nationale, så at sige. Enkelte ikke-muslimske udlændinge.

Sverigedemokraterna kom ind i Rigsdagen med 5,7 pct, og blev tungen på vægtskålen, hvad blev fejret behørigt med champagne. Da festen var slut ventede politiet i baggrunden, mens vi kom afsted i taxier. Jeg valgte at tage til en lille spontan efterfest med yngre SD’ere. Her benyttede jeg lejligheden til at screene dem lidt, sådan i al venskabelighed. Jeg spurgte for eksempel, hvad de mente om Le Pen i Frankrig og Geert Wilders i Holland. Ingen svarede ‘forkert’, og på mange måder kunne selskabet ligeså godt have bestået af medlemmer af Konservativ Ungdom i Århus. De var dog en tættere og mere lukket subkultur, velsagtens fordi de fleste havde haft negative oplevelser i forhold til sit politiske virke. Overfald, chikane, ødelagte venskaber og den slags. Det havde sin pris at være SD’er.