Nytt

Lars Hedegaard har på vegne av Trykkefrihedsselskabet besøkt Lars Vilks i hans hus i Skåne. Det er visst ikke stort å skryte av. Selv en hilbilly ville grint på nesen. Men Vilks er i godt humør. Danskene har med seg 1.000 eks av rondellhunden som selges som spesialtrykk. Vilks sier han overhodet ikke angrer eller vil kaste inn håndkleet.

Han sier han syntes han merker et stemningsskifte blant vanlige folk. De begynner å forstå hva som står på spill. Hos eliten er det like lukket.

Efter at have forladt København tidligt lørdag morgen, kørt mod nord til Helsingør og taget færgen over til Sverige, er vi fortsat mod nord langs den skånske kyst, indtil vi ankommer til en knaldhytte, der ville have fået hillbillyerne i West Virginia og beboerne langs Tobacco Road til at skamme sig.

Kan denne faldefærdige bygning virkelig være hjem for den verdensberømte svenske kunstner Lars Vilks – manden hvis tegning af den rådvilde profet i en rundkørsel skabte så meget raseri, at Jihad-Jane ville rejse hele vejen fra Amerika for at slå han ihjel, mens langskæggede mullaer udlovede $ 150.000 til enhver, der ville skære halsen over på ham?

Men den er god nok, vi er kommet til det rette sted og bliver snart modtaget af Vilks, der har observeret vores ankomst i det fjerne.
Engang boede frihedens og de vestlige værdiers forkæmpere i slotte som Blenheim Castle. Vore dages churchiller må nøjes med mindre, men deres mod og bedrifter står på ingen måde tilbage for det, som fortidens store mænd og kvinder udrettede.

Få dage før vores besøg havde Trykkefrihedsselskabet startet salget af 1000 eksemplarer af Vilks’ Muhammed-tegning, og vores lille delegation har medbragt dem, således at Vilks kan nummerere og signere dem.

Før han kaster sig over arbejdet, fortæller kunstneren os, at han er ved godt mod. Han fortryder intet, og verden skal ikke forvente nogen fortrydelse eller undskyldning fra ham.

Vilks fornemmer, at der er sket en forandring i det svenske samfund, siden profeten i rundkørslen først blev udsendt i 2007. Han får ganske vist truende telefonopkald, men tager dem sjældent alvorligt. Han er stadig persona non grata hos den svenske medie og intellektuelle elite, der hader ham for at have såret muslimernes sensible følelser, men han får masser af støtte fra almindelige svenskere.

Svenskerne er omsider begyndt at forstå værdien af ytringsfriheden. Ideologien om at udbredelsen af islamisk fundamentalisme er en samfundsmæssig berigelse er ved at bryde sammen – det er i hvert fald Vilks’ opfattelse.

Alle forsøg på at lukke munden på ham er mislykkedes, idet han ofte bliver inviteret til at give forelæsninger og deltage i offentlige diskussionsmøder. Netop nu ser ham frem til om tre dage at tale i den Filosofiske Institution ved det berømte universitet i Uppsala.

Besøket fant altså sted tre dager før Vilks ble overfalt. Det har nok gitt ham noe å tenke på, men Vilks er neppe den som forandrer mening. Hva skulle han forandre? Islamistene kommer ikke til å benåde ham noensinne, uansett hva han gjør.

Å legge om kursen ville bare være å gi etter for frykten.

Les resten av art. på sappho.dk

Besøg hos en dødsdømt