Gjesteskribent

Af JAKOB LEVINSEN

Det er længe siden, at dansk debat har været så giftig som i disse måneder. Men det kan også være et indirekte sundhedstegn.

Odenses borgmester, Jan Boye, afbildet med Hitler-overskæg. Dansk Folkeparti omtalt som »landsbytosser«, hvad der dårligt kan kaldes dækkende regeringens magtfulde og mediesmarte støtteparti, hvis forkvinde i øvrigt er fra Gentofte.

For slet ikke at tale om hele den nye bølge af skamfølelse og demonstrativ lede ved Danmark. Skamfølelse vel at mærke ikke over egne gerninger og egen eventuel kulturløshed, men over andres.

Er der nogen, der kan huske diskussionen om den gode tone? Den fyldte dog for ganske få år siden særdeles meget i debatten herhjemme.

Men det var dengang. Og selv for os uden bekymringsgén kan det, hvad omgangstone angår, godt nok se stygt ud for tiden.

I fredagens Weekendavisen langede Martin Krasnik ud efter den bølge af godhedserklæringer, der er boblet op siden rydningen af Brorsons Kirke. Man skal da heller ikke undervurdere politiske ytringers betydning som modefænomen.

En radikal vits ved forrige folketingsvalg lød således, at man kunne kende partiets mange nye vælgere på, at de tog en veninde og to skimmed latte med ind i valglokalet. Og så i øvrigt brugte de næste tre timer på at drøfte, hvilken af de mandlige kandidater der havde den lækreste røv.

Varmen ved at være med, hvor de rigtige mennesker kommer, er sikkert den samme, når man står på Rådhuspladsen med fakkel i hånd og hører Mikael Simpson synge for asyl. For så vidt adskiller det sig ikke fra, når andre befolkningsgrupper har selvbrunet sex i reality-shows, blot her med pastor Per Ramsdal som venstrefløjens svar på Sidney Lee.

Det samme gælder de hyppige sammenligninger med Nazityskland – hvor kirkebesættelser dog næppe havde fået lov at trække så længe ud, politiets handlemåde vist ikke var til intens offentlig diskussion, og man næppe heller havde hørt meget til besætterne og deres fortalere bagefter.

Naziretorikken er ikke nær så meget en kritik af andres fremfærd, som det er et signal til ligesindede om, at man er én af deres.

Så filmelskere er lovlig undskyldt, hvis de mindes de bodssøgende munke i «Monty Python og de skøre riddere», der vandrer angerfuldt gennem landsbyerne og med jævne mellemrum banker sig selv i hovedet med et bræt. De grasserende fjendebilleder er der til gengæld ikke noget morsomt ved.

For modsat Martin Krasnik mener jeg ikke, at det kun handler om at føle sig god på den gratis måde og i øvrigt hævet over den lovgivning, man forventer, at andre efterlever. Det handler også i høj grad om at fremhæve andre som principielt mindreværdige, alene i kraft af deres holdninger og livsstil.

Det er dette menneskesyn, der kan siges for alvor at skille den demokratiske debat fra det modsatte, og det adskiller i hvert fald dele af venstrefløjen fra endog de mest rabiate grupper på den anden side. For selv når angrebene på islam bliver mest brutale, generaliserende og nogle gange paranoide, er det så godt som altid selve religionen og dens kulturelle udtryk, der er til debat.

Det er ikke, at den enkelte muslim pr. definition skulle være et ringere menneske end andre. Og selv hvor der tales mest højlydt for at sende i hvert fald nogle af de herværende muslimer hen, hvor burkaerne gror, tales der ikke om, at de skal klappe i.

Der er retorikken en ganske anden hos for eksempel et parti, der ellers bærer både borgerlighed og centrum i sit navn.

I forbindelse med Dansk Folkepartis grovkornede stormoské-annoncer i sidste uge skrev én af partiets ledere således offentligt på sin Facebook-profil, og jeg citerer ordret:

»ER DER VENLIGST NOGEN DER VIL LUKKE DEN UINTELLIGENTE KÆFT på Dansk Folkeparti omgående?!?!?!! – Annoncerne i dag er en præcis kopi af den kommunikations-form, Hitler brugte. FØJ for et hadsk lorteparti!«

I det perspektiv tager Ekstra Bladets internetdebattører sig ud som franske hoffolk i pudderparykker.

I en lidt mere føntørret udgave kunne menneskesynet i torsdags ses formuleret på Politikens hovedsider, hvor »fornuft, fremskridt og frisind« blev stillet over for »populisme, bjærgsomhed og intolerance«. Og det i en avis, hvis lønninger ellers ikke er kendt for at være de ringeste, og hvorfra en ledende medarbejder for nylig til en demonstration på Rådhuspladsen gav den som rocksanger.

»Hvad sker der for dig, Danmark!?« er også et tilbagevendende udbrud. Og det er faktisk rigtig interessant.

Det viser nemlig, at de råbende dybest set godt er klar over, hvor lidt de har andre end hinanden med sig. Frustrationen over at de angiveligt så tilbagestående og talentløse borgerlige nu på foreløbig niende år er væsentligt mere i kontakt med hovedparten af befolkningens virkelighed, er tydeligvis på kogepunktet, og så bliver café latten jo bitter.

Men det er jo så netop lige det. Der er som bekendt ingen grund til at græde over spildt mælk.

Den skingre debattone kan nemlig også ses som tegn på, hvor meget det nedladende, forlorent frisindede menneskesyn er på retur, vist nok i øvrigt også et godt stykke ind i Socialdemokratiet og SF. Og dermed også det, man frit efter Politikens chefredaktør, Tøger Seidenfaden, kunne kalde et kæmpe mindreværdskompleks forklædt som herrefolksmentalitet.

At med andre ord populismen, bjærgsomheden og intolerancen i det, der fejlagtigt har døbt sig selv den kreative klasse, kan være ved at blive afløst af ægte fornuft, fremskridt og frisind. Hvor man til en start taler ordentligt og med respekt, også om dem, hvis holdninger man er uenig i og finder farlige.

Jyllands-Posten: Kulturkampen: Den onde tone