Nytt

Marie Hvidt beskriver hvordan det er å bo på Nørrebro. Det er en stadig prøvelse. Man går i angst og endrer umerkelig atferd. Hvor lenge greier man stå imot? Det er et ganske lite antall unge menn som står for «terroren», men de får herje fritt og dermed må særlig piker enten tilpasse seg eller flytte.

Marie Hvidt:»Arhhh! Din fucking luder!« var svaret, da jeg en lørdag nat for nylig bad en ung Mjølnerpark-beboer flytte sig fra cykelstien, så jeg kunne komme hjem og sove.

Denne lørdag eftermiddag får jeg fornøjelsen af at blive kaldt en dansk møgso af en lignende ungersvend, da jeg venligt beder ham om ikke at køre frontalt ind i mig og min 12årige kusine på sin damecykel. »Herligt! Nu igen,« tænker jeg, »skulle jeg aldrig se at få skrevet det speciale færdigt, så jeg med min første løn kan rekvirere den lejlighed på Fredhvilevej i danskerghettoen Frederiksberg?«

Så ville det være slut ved at hyperventilere, når jeg skal ind og ud af min opgang. Så vil det være slut med alternative seksuelle tilbud fra knægtene, der hænger på hjørnet og slut med bekymringer om mine gæsters sikkerhed på vej hjem fra rødvins aftener. Ja, tit har tanken om en peberspray i tasken virket tillokkende som et middel til sikkerhed en mørk aften – efter at jeg selv har prøvet den pacificerende ubekvemmelighed, som nærkontakt med sådan en himstregims skaber. Det er kun tanken om en karriere i Udenrigsministeriet og dermed kravet om en helt uplettet straffeattest, der afholder mig fra det.

Kald mig paranoid eller sippet, men det, jeg oplever på Nørrebro, er, hvad man kunne kalde for omvendt racisme og kvindefjendskhed i sådan en grad, at den er adfærdsændrende og angstprovokerende. Det er ment på den måde, at der i verbale sammenstød med drengene henvises til min etnicitet og mit køn, der dermed retfærdiggør deres aggression.

»Undgå aggression og konfrontation,« siger sagkundskaben, når utrygheden mod drengene i North Face-jakker bliver for stor. Ja den er fin! Men hvis volden kommer umotiveret den anden vej fra? Hvad skal jeg så gøre? Skal jeg acceptere, at det er da OK at være en danskerluder og en fucking so? Det er ikke et frit, tolerant og liberalt Nørrebro, som vi alle drømmer om, holder af og tænker tilbage på. Der er en lille gruppe af udfordrende og udfordrede unge (mænd), som Behandlerdanmark kalder »utilpassede«, der skal behandles og integreres. Men mon de vil integreres i et land, beboet af dem, de kalder grisedanskere? Nej, det tror jeg ikke. Vi skal acceptere og respektere dem og hjælpe med integration. Dette er argumenter, jeg går stærkt ind for! Og bare man dog kunne. Men gang på gang oplever jeg, at min frihed begrænses af en marginaliseret gruppe, der intet tilhørsforhold føler til samfundet og de folk, de skal dele det med.

Mit forslag er derfor, at gaderne skal være så oplyste, at man kan skelne ansigtstræk fra den ene side af gaden til den anden. Dette ville kunne forbedre beboernes mulighed for at kunne vidne i bandekonflikten. Skal vi undgå, at hele ydre Nørrebro affolkes af ressourcestærke folk, er det vigtigt, at vi føler os trygge og sikre og i tilfælde af ubehagelige episoder kan ty til ordensmagten og rettergang. Jeg vil derfor opfordre til, at bydelen bliver overvåget af CCTV, så man i tilfælde af ubehageligheder og umotiverede overfald i det mindste kan få mulighed en retfærdig proces. Det vil mindske aktiviteten på kvarterets vagtholderpladser og højne min tryghed og sikkerhed som ung kvinde, der færdes på Nørrebro.

2200 Hopelessness

Les også

-
-
-
-
-