Sakset/Fra hofta

En del forskere mener at Iran allerede de facto er en atommakt. Summen av teknologisk utvikling og langtrekkende raketter gjør det bare til et spørsmål om tid, og ingen drømmer om å gå til krig for å stanse Iran.

En iransk atombombe representerer en spesiell trussel mot Israel, som president Ahmadinejad flere ganger har sagt burde fjernes fra kartet. Men den oppfattes også som en trussel i regionen. Iran har stormaktsambisjoner. Det er gammel rivalisering mellom Iran/Persia og den arabiske verden. Shia-revolusjonen kjennes fremmed og er en trussel mot sunni-autokratiene.

Et mektigere Iran utfordrer sunni-statene. Det så vi under krigen i Libanon i 2006 og spesielt under Gaza-krigen i januar: Egypt, Jordan og Saudi-Arabia ville ikke at Hamas skulle kunne vinne for noen pris og del. De ble dermed de facto allierte med Israel. Den stengte grensen til Gaza var et synlig bevis på dette, og skapte stor bitterhet blant mange. Men mange forsto også de realpolitiske hensyn.

Man kan dermed se for seg en situasjon der en iransk bombe vil øke Israels handlingsrom, fordi Hamas og Hizbollah oppfattes som Irans allierte.

En konferanse i Herzliya i Israel nylig tok for seg de ulike scenarier for en iransk bombe. Hvem vil kontrollere bomben? Vil regimet våge å bruke bomben til politisk utpressing? Det store skrekkscenario vil være om militser eller terrorgrupper får tak i anriket uran.

Skulle iranerne alligevel sætte sig for at konstruere en bombe, ville det tage dem mellem to og fem år, fortæller den iransk-fødte israeler.

Det var også det estimat, en række internationale forskere gav ved en stor international konference på universitetet i den israelske kystby Herzliya for nylig. Til gengæld var talerne dér i langt højere mentalt alarmberedskab end Javendanfar.

»Vi må anerkende, at Iran er en atommagt i dag,« sagde Dr. Bruno Tertrais, forsker ved det franske Fondation pour la recherche stratégique. »De har uran, og de har ballistiske missiler, som kan bære atomvåben, og vores historiske erfaringer tilsiger os, at stater, der er kommet så langt, vil gå hele vejen. Det iranske regime forventer, at det internationale samfund vil acceptere bomben, ligesom det accepterede, at Indien og Pakistan fik en bombe.«

Hvordan kan det forhindres? Man kan gå ad diplomatiets besværlige vej, men ifølge Bruno Tertrais er det næppe sandsynligt, at Barack Obamas nye regering vil have heldet med sig, hvis den agter at lave »en stor forkromet aftale« med iranerne.

Den nye amerikanske præsident har således bekendtgjort, at han agter at gå i dialog med det iranske regime. Han har foreslået at indlede forhandlinger med iranerne om Irak; at indgå i en fælles kamp mod talebanerne i Afghanistan; at acceptere Irans regionale position og at afhjælpe det hårdt ramte land økonomisk. Desuden vil han foreslå, at russerne holder inde med at indvie iranerne i deres atomteknologiske viden, mod at amerikanerne dropper de storstilede planer om et missilskjold i Europa.

»Den slags store aftaler kommer sjældent i stand, og når de gør, virker de ikke,« sagde Bruno Tertrais.

»Det virkede for eksempel ikke i Nordkorea. Og den eneste til grund til, at den amerikanske strategi fungerede i Libyen, var, at det land allerede havde besluttet sig for at give op.«

Bruno Tertrais mener desuden, at modstanden mod Vesten er indskrevet i det iranske regimes dna. »Jeg tror ikke, det kan overleve at forsone sig med USA.«

Ender diplomatiets rute blindt, kan det internationale samfund forsøge sig med sanktioner. »De virkede mod Libyen og mod Sydafrika, men sanktioner tager tid, og tid har vi ikke.«

Og så er der selvfølgelig endnu en vej, nemlig at tillade at iranerne laver deres bombe og håbe på, at de ikke er selvmorderiske nok til at afprøve den. Den metode har med held virket i gamle dage.

Men koldskrigsafskrækkelse vil ikke virke i det her tilfælde, fastslog den amerikanske professor Scott Sagan, med-direktør for Stanfords Center for International Sikkerhed og Samarbejde. Han talte også ved konferencen i Herzliya:

»Sammenligningen med situationen under Den Kolde Krig holder ikke. Dengang virkede afskrækkelsen, fordi vi var oppe mod et centraliseret land. Men i Pakistan kan vi se, at hæren og efterretningstjenesten står splittede, og det er uklart, hvem der egentlig råder over bomben. Det samme vil blive tilfældet i Iran. Vi står også over for det problem, at iranerne kunne være interesserede i at lade mellemstatslige militser få fingrene i en bombe. Det er ikke bare et problem for Israel, men for hele verden.«

Ifølge Scott Sagan betyder Obamas udstrakte hånd, at præsidenten har affundet sig med at måtte leve med den iranske trussel – skønt han tidligere har sagt, at et Iran med atomvåben var uacceptabelt.

Det skyldes måske, at den amerikanske præsident har erkendt, at en militær konfrontation er en meget dårlig ide: »Et militært angreb kan forsinke processen, men ikke forhindre den. Man risikerer ikke at ramme anlægget ordentligt, og at iranerne gør gengæld. For det internationale samfund ville konsekvenserne af endnu en konflikt i Mellemøsten være enorme,« sagde Scott Sagan.

Hvor efterlader det Israel? Alene, kunne det lyde som om? Ikke underligt kom det mest følelsesladede indlæg i Herzliya fra den israelske professor Uzi Arad, den tidligere leder af Mossads forskningsafdeling.

»Jeg ligger vågen om natten,« sagde han, »urolig over Israels fejlhåndtering af den iranske fare. Vi har spildt dyrebare år; talrige af vores politikere vil ikke vide af, hvad der foregår, og er blevet kynikere. De har ladet sig vildlede af den falske messias-inderlighed i en amerikansk præsidents irrationale stræben efter fred. Det forhindrer dem i at gribe ind over for den virkelige fare, vi står over for.«

Uran i Iran: Dagen før
Klaus Wivel i Weekendavisen 13. februar 2009