Den tyske forfatter og nobelpristager Günter Grass’ digt Hvad der må siges deler vandene, men har fået en hel verden til at læse med.

I begyndelsen af april fik den tyske forfatter Günter Grass trykt digtet Hvad der må siges i spanske El Pais, italienske Repubblica og Süddeutsche Zeitung. Digtet er kritisk overfor Israel, som Grass mener, er på nippet til at udrydde det iranske folk med et forebyggende atomangreb. Et sådant angreb vil ifølge Grass ende i en global katastrofe, der vil gøre selv de, der måtte overleve angrebet, til “fodnoter”.

Repubblica gav digtet denne kommentar med på vejen:

“Følgen af hans digt bliver alene at sprede larm og forvirring, foretage en umulig sammenligning mellem Israel og Iran og på utroværdig vis fortrænge enhver trussel, som regimet i Iran udgør for Jerusalem.”

Avisen skriver videre, at Günter Grass vender historien på hovedet, når han ser Israel og ikke Iran som en trussel mod verdensfreden. Avisen konkluderer, at poesi ikke bringer konflikten i Mellemøsten ud af verden “og med sikkerhed ikke Grass’ poesi.”

I hjemlandet Tyskland vækker digtet også opsigt. I Die Welt skriver Henryk M. Broder, at “Grass altid har haft en hang til storhedsvanvid, men nu er han helt gået fra forstanden – Grass er prototypen på den dannede antisemit, der vil jøderne det godt.”

I Frankfurter Rundschau skriver en kommentator, at “den tidligere socialdemokratiske medkæmper med sin beklemte omgang med sin fortid i Waffen-SS (i 2006 afslørede Günter Grass, at han i krigens sidste halve år havde været frivilligt medlem af Waffen-SS, red.) allerede har mistet sin glorie. Alligevel slår han stadig på bliktromme. Men nu klinger det sælsomt hult.”

Micha Brumlik, der er professor ved Goethe-Universität i Frankfurt, mener, at Grass’ digt er udtryk for antisemitisme:

“Dette digt antyder, at staten Israel muligvis kan og vil udslette det iranske folk. Det har ikke på nogen måde bund i nogen politisk virkelighed. Derfor betragter jeg det som udtryk for dæmonisering og dermed antisemitisme.”

I Iran er regimets kulturminister Javadi Shamaqdari til gengæld begejstret for digtet:

“I have read your literary work, highly responsible both from a human and historical point of view, and I found it extremely timely. Telling the truth in such a way may truly awaken the west’s silent and dormant conscience” (http://www.agi.it/english-version/world/elenco-notizie/201204071522-cro-ren1030-iran_congratulates_gunter_grass_over_anti_israel_poem)

For to uger siden benægtede Irans præsident Ahmadinejad i tysk tv holocaust og kaldte Israel “et kunstigt land”. Irans åndelige leder Ayatollah Ali Khamenei kalder Israel en “kræftbyld”.

Det helligste i verden

I Danmark er digtet også blevet genstand for politisk polemik. Pensionist og oversætter Mary Bille skriver i et læserbrev i Information (27/4 2012), at “det har været og er stadigvæk umuligt at rejse kritik og inspirere til åben diskussion vedrørende Israels besiddelse af atomvåben, som Grass forsøger at gøre det, uden alle disse hysteriske reaktioner, fordi hele verden lader, som om de er ikke-eksisterende.”

Hun toppes af historiker, etnograf, cand. mag. Maria Rytter, der under overskriften Vestens helligste skriver følgende i Weekendavisen (27/4 2012):

“De mange vesterlændinge, som ikke fatter muslimers verdensomspændende vrede, når deres Gud krænkes, bør nøje iagttage den vestlige verdens reaktioner på Günter Grass’ modige digt om det atombevæbende Israels trussel mod verdensfreden.

I alle vestlige lande raser politikere, kunstnere og menigmand mod nobelpristagerens digt. Mange endda uden at have læst det. Staten Israel er blevet den vestlige verdens Muhammed, krænker man Israel, krænker man det helligste i verden.”

Endnu er der ingen, der har prøvet at slå Günter Grass ihjel, og at digtet skulle være tabu er decideret løgn.

Torsdag aften slog poesifestivalen Copenhagen International Poetry Festival (http://da-dk.facebook.com/pages/Copenhagen-International-Poetry-Festival-2011/119908258083560) dørene op med en oplæsning af Günter Grass’ digt.

Lederen af poesifestivalen, Poul Opstrup, siger til TV2/ Lorry:

“Tænk at der kan skrives et digt der går hele verden rundt. To regeringer må kommentere det. I alle lande bliver det diskuteret. Det synes jeg da er en styrke ved poesien.”

Poul Opstrup betegner digtoplæsningen som en støtteerklæring til Günther Grass:

“Israel er et demokrati. I et demokrati må man gerne kritisere regeringen, og det gør han, og stadig væk er han en ven af Israel.”

Forfatteren Knud Romer kalder digtet for dårlig poesi og kritiserer oplæsningen ved poesifestivalen:

“Når man indleder en festival med at læse det her digt op, så kommer hele festivalen til at stå i det her digts billede. Og der bliver man måske taget til indtægt for nogle holdninger og udsagn der ikke er lige heldige,” siger Knud Romer til TV2/ Lorry og fortsætter:

“Hvis man støtter en hvilken som helst person, i hvad som helst han siger, så synes jeg, det er et problem.”

Günter Grass slog internationalt igennem med romanen Bliktrommen i 1959. I 1960 lykkedes det Grass at finde og offentliggøre den beretning, som Jürgen Stoop fra Waffen SS sendte til Berlin, om udslettelsen af den jødiske ghetto i Warszawa i 1943 – et massemord på mere end 300.000 mennesker.

I 1967 var Grass første gang i Israel, som han “er og bliver forbundet med”, som han skriver i sit digt. Günter Grass modtog Nobelprisen i 1999.

Hvad der må siges

Dagbladet Information har oversat et uddrag af Grass’ digt Hvad der må siges:

“Hvorfor tier jeg, fortier for længe, hvad der er åbenlyst og blev øvet i scenarier, ved hvis slutning vi alle kan være fodnoter.

(…) Men hvorfor forbyder jeg mig selv, at nævne dette andet land ved navn, i hvilket i årevis – om end hemmeligholdt – et voksende atomart potentiale står til rådighed men uden for kontrol, da det ikke er tilgængeligt for undersøgelse? Den almene fortielse af disse faktiske forhold, som min tavshed har underordnet sig, føler jeg som en belastende løgn og tvang, der inviterer til straf, så snart man ikke respekterer den; dommen “antisemitisme” følger af sig selv.

(…) Men hvorfor tav jeg indtil nu? Fordi jeg mente, at min herkomst, der er befængt med uafvaskelige pletter, forbyder mig at præsentere denne kendsgerning som udtalt sandhed om landet Israel, hvormed jeg er og bliver forbundet.

Hvorfor siger jeg først nu, ældet og med mit sidste blæk: Atommagten Israel truer den i forvejen skrøbelige verdensfred? Fordi det skal siges, som allerede i morgen kunne være for sent; også fordi vi – som tyskere belastet nok i forvejen – kunne blive leverandører til en forbrydelse, der er forudsigelig, hvorfor vores medskyld ikke ville kunne bringes ud af verden med de sædvanlige bortforklaringer.

Og indrømmet: Jeg tier ikke mere, fordi jeg er led og ked af Vestens hykleri; desuden må man håbe, at mange vil befri sig fra tavsheden, (…) Kun sådan kan man hjælpe alle israelere og palæstinensere, ja ydermere alle mennesker, der i denne vanvidsbesatte region lever tæt sammen i fjendskab, og i sidste ende også os selv.”

Günter Grass’ originale digt kan læses i fuld længde på tysk påwww.sueddeutsche.de eller på engelsk på www.guardian.co.uk.

Opprinnelig på

http://www.denfri.dk/2012/04/bliktrommen-klinger-saelsomt-hul/