Sakset/Fra hofta

Det kan stundom være lettere å se konturene av et fenomen på avstand. Dansk sosialdemokratis holde-seg-for-nesen når de stemmer sammen med Dansk Folkeparti illustrerer et poeng som går igjen i Norge: man skyver et folkelig parti fra seg, selv om man er enig.

Folketinget har nylig debattert forslaget til lov som forbyr hijab i rettsapparatet. Men sosialdemokratiets Karen Hækkerup sa det lige ut: hun ville få problemer på hjemmebane med rosen fra Dansk Folkeparti, til tross for at de var enige. Det får en sosialdemokrat til å steile av indignasjon. Dette doble bokholderiet er ikke bra for moralen og gangsynet.

Noe av den samme schizofrenien går igjen både i Arbeiderpartiet og i Høyre. Man kan si at Høyres avslag til Frp var en slags selv-amputasjon. Man skar av de lemmene som naturlig søkte seg til Frp.

Under sidste fredags folketingsdebat om tørklædeforbud for dommere redegjorde Karen Hækkerup (S) for den socialdemokratiske opbakning til regeringen og DF’s forslag. Det blev til et kort indblik i dele af den socialdemokratiske folketingsgruppes selvforståelse. For da Søren Krarup (DF) undervejs erklærer sin glæde over Hækkerups klare tale, er hendes reaktion et tydeligt ubehag. Som hun siger: »Det kan jeg nok få problemer med i mit bagland«. Det virker ikke som en humoristisk bemærkning. I hvert fald smiler hun ikke.
Situationen er heller ikke sjov, men grotesk i sit hykleri. For den socialdemokratiske retsordfører er ikke i stand til at opponere på et indholdsmæssigt plan – S og DF skal jo trykke på den samme knap i folketingssalen om lidt. Til gengæld formulerer hun helt åbent, at hendes største problem med opbakning fra DF er, hvordan det kan se ud.
Som insisterende, men udfordret medlem af Socialdemokraterne er jeg vel en del af baglandet. Og jeg skulle hilse og sige, at det ikke ser spor grimt ud, at Krarup roser Hækkerup. Hvorfor skulle han ikke det, når hun utvetydigt støtter hans mærkesag?
Derimod ser det grimt ud, at man ikke vil stå ved det værdifællesskab, som lever i bedste velgående. Og det ser utroværdigt ud, at man i kampen om de samme vælgergrupper lægger sig i den realpolitiske slipstrøm af DF, men væmmes ved deres udstrakte hånd.
Rationalet synes at være: Så længe vi siger, at vi er i opposition, er der nok ingen, der opdager det.
I dele af folketingsgruppen lever den antagelse, at S jo vil integrationen, hvorimod DF er hadsk og skader integrationen. Underforstået: Forskellen ligger i motiverne, og vi bærer det gode i hjertet. Det er vel også derfor, Karen Hækkerup bliver så befippet over Krarups ros. For hvordan kan de onde tale pænt om de gode, uden at de gode kommer til at lugte lidt?
O.k. – på spørgsmål om asylcentre, starthjælp og kontanthjælpsloft er der lidt mere hjerte i den socialdemokratiske politik.
Men hvad hjælper det, når man ikke kan få det gennemført og i stedet gennemfører DF’s mærkesager en efter en; 24-års regel, administrative udvisninger, tørklædeforbud. Og håber, at ingen opdager alliancen undervejs?
Centrale socialdemokrater bør træffe et valg: Vil vi stå ved højredrejningen? Eller vil vi fortsat hykle og forsøge at vaske den grimme DF-lugt af?
Ikke på grund af realpolitiske forskelle, men på grund af en vrangforestilling om stuerenhed, som – mens politikken er skiftet – tilsyneladende ikke har ændret sig siden Nyrups tid.

Socialdemokraterne: Den grimme lugt af DF
Centrale social- demokrater bør træffe et valg: Vil vi stå ved højredrejningen?
Af Andreas Gylling æbelø , Cand.mag., Medlem Af Socialdemokraterne

Politiken 29. januar