Interlude

Mona Sahlin 1972, den samme narcissistiske selvflørt, og fremhevelse av seg selv, som kommer ved hele tiden å snakke om seg selv som «man». Hva var det hun egentlig ville? Hun fremfører et dobbeltbudskap: hun klager, som vanlig, over tingenes tilstand. Men hva ville hun? Snaphanen er Sverige-venn og har fulgt landet over mange år. Kan idyllen ha vært så overveldende og kvelende at man lenget etter «hærværk, skibskatastrofer og pludselig død»? Sikkert er at Sverige har gjennomgått så store forandringer på 35 år at det ikke er til å kjenne igjen.

I 1972 var Sverige en enestående succeshistorie, et af verdens rigeste, bedst fungerende lande. Et sandslot, der var bygget færdigt. Jeg kendte det, for jeg kom der selv siden 1960. Det rige land med de store biler og de mange nye huse, selv lokumspapiret var finerere og blødere end det i Danmark. Det eneste man kunne gøre yderligere, var at ødelægge det. Når der ikke er flere problemer at løse, er der kun tilbage at skabe dem. Det sørger politikerne også for.
..
Idag er Sverige nordens fattigste land med voldsomme indre spændinger. Arbejdsløsheden er importeret og høj, moralen og kronen er lav. Et destabiliseret land, der får borgerkrigsadvarsler fra sine militærfolk ( se nedenfor og her ) , nu det går mod lavkonjunktur. Et land hvor over 20 % har rødder i fjerne udlande, hvor de udgør et flertal fra midten af århundredet, et land der møder shariakrav, når det går til Riksdagsvalg.
..
Det forunderlige og fascinerende er, at hendes parti stadig kan samle små 40 % af stemmerne. Ja, at 81 % stadig vil stemme på Riksdagspartierne overhovedet…
..
Men selv i Danmark ser man, hvor psykologisk uoverkommeligt det kan være for voksne, informerede mennesker, at flytte deres kryds to centimenter på en stemmeseddel. Vi hader forandring, selv når den er nødvendig for at undgå ulykker. Og man kan frygte, at den dag hvor svenskerne endelig flytter deres kryds massivt, vil det være så sent at spændingerne i landet kun øges.

snaphanen.dk