Kommentar

Nedlatenhet og spydigheter er det politisk korrekte borgerskaps foretrukne tone overfor forsvarere av ytringsfrihet og andre besværlige friheter. Dissidentene behandles som uoppdragne barn av humørløse foreldre. To som har fått merke de ansvarliges giftige tunge, er Lars Hedegaard og Kurt Westergaard, som har formastet seg til å illustrere samlingen av Hedegaards 100 beste «klummer» fra Berlingske.

Hedegaard har fått sparken i Berlingske. Hans kritikk av islam og hans rolle i Trykkefrihedsselskabet ble for brysom. Boken har avstedkommet voldsom kritikk, og det før den er utgitt. Det skjer først i desember. Imamene har sagt at de ikke lar seg provosere av tegningene. Men andre anstendige borgere hisser seg voldsomt opp. En av dem er historikeren Niels Krause-Kjær, som i sin blogg på Berlingske sammenligner Hedegaard med et barn som promper.

»Når et barn på fem år prutter første gang, griner selskabet. Når barnet – beruset af succesen – prutter igen og igen er det både barnligt, trættende, fantasiløst og uden perspektiv. Man bliver så træt.«

Denne sammenligning griper Niels Lillelund fatt i, og formulerer noen herlige betraktninger om promp som protest. Der er alvor og skjemt på en gang, for det er noe barnslig over protestene mot muslimsk sømmelighet som minner meget om promp. Så må man bare fortsette å prompe, i frihetens navn. For hvis noen kommer og sier det er forbudt, så er det plutselig ikke bare en fjert lenger.

»Jeg kan leve uden at tegne Muhammed,« sagde en medarbejder ved DR2 til mig, dengang debatten stod på sit højeste, og det kan jeg da også. Jeg kan ikke engang tegne, det var ikke faldet mig ind, at Muhammed skulle tegnes, og hvis jeg havde forsøgt, ville ingen have kunnet se, om det var Muhammed eller en sur, skægget smiley.

Så det kan være lige meget med de tegninger, hvis det altså ikke bare var fordi, man forbyder dem. Det gør dem vigtige. Når nogen, med henvisning til deres gud, vil forbyde andre mennesker at gøre bestemte ting, ophøjes sagen eo ipso til nogen principielt. For er det opbyggeligt, som Kierkegaard sagde, at tænke på, at mod Gud har vi altid uret, så er det anderledes nedbrydende at møde nogen, der har gud på deres side og har udlagt hans tekst ganske suverænt.

Hvis prutten pludselig skal ses som en fornærmelse mod Allah og straffes til døden med stening, så bliver prutten principiel. Så må frie mennesker i gang med kødløse dage, så skal der serveres rosenkål i forskellige teksturer flere gange om dagen. Kald det morgenmad til det europæiske aftenland, under alle omstændigheder gælder det om at sætte fut i de underlige aftenlufte, for hvis prutten forbydes af religiøse grunde, så skal der lettes vinde for fuld udblæsning.

Det er sagt i den kierkegaardske ånd: Når noen kommer og sier at man ikke må fjerte fordi det krenker Allah, da handler det plutselig om noe helt annet. Fjert, turban-tegninger, er det noen forskjell? Det er ikke Westergaard som gjør dette til noe infantilt og skremmende.

Det er en hobbitsk visdom i Lillelunds betraktninger. Det er symbol-kamp, som bindersen og topplua under tysk okkupasjon, eller the Boston Tea Party, opprøret mot en ubetydelig skatt på te. Alle de berørte forstår plutselig hva det dreier seg om.

Ved å protestere så kraftig og stemple islam-kritikerne som prompende barn eller svin som velter seg i søla, har man bare bekreftet at det er en kamp og at det står om fundamentale prinsipper. Det korrekte borgerskap biter seg selv i halen.

Les også

-
-
-
-
-