Nytt

I en av Nordeuropas største moskèer prediker direktøren for Islamic Center, Bejzat Becitov, for integrasjon og mot parabolantenner som henter kanaler fra innvandreres hjemland til svenske stuer. Stormoskèen – der politiske utfall under fredagsbønnen er forbudt – har skaffet seg mange fiender i det islamistiske miljøet i Sverige, og har vært utsatt for flere brannattentater:

– Vi har omkring 100.000 besøgende her om året. Hvis bare de 80.000 har en god oplevelse, vil de måske tænke på en anden måde, næste gang de møder en muslim, og det vil lette integrationen, siger han.

Bejzat Becitov nøjes ikke med at sige det rigtige, han praktiserer det også til stor irritation for Malmøs hardcore islamister – dem, som blander religionen med storpolitik og håndfaste leveregler.

Samtidig arbejder han også hårdt den anden vej i systemet – på at skabe forståelse for islam blandt almindelige svenskere.

En svensk moske

Under Muhammed-krisen stemplede den kendte københavnske imam Abu Laban irriteret Bejzat Becitov og hans moske Islamic Center for «Islam Light».

Imamene i stormoskeen har forbud mot å snakke om politikk under fredagsbønnen og har ikke lov til å komme med hatske utfall mot USA eller Israel – eller Muhammedkarikaturer. De blander seg heller ikke hvordan den muslimske familier skal leve – eller hva som er tillatt og forbudt i følge koranen. Likevel er tilslutningen stigende, og på en typisk fredag deltar rundt 1000 og 1500 tilhørere:

– Der kommer 90 nationaliteter til fredagsbøn her i moskeen. Vi har brugt tid på at få dem integreret som en gruppe – først derfra kunne vi komme videre.

– Dem, som kommer her, kan være sorte, gule og hvide, sunni- eller shiamuslimer, men vi er alle en del af det svenske samfund, og derfor snakker vi svensk. Vi er en svensk moske for alle. Og folk, som kommer her, skal være stolte af at være svenske – og muslimer. De skal tænke som svenskere, ikke som i deres hjemlande. Og derfor vil vi ikke forholde os til alt muligt, som folk har taget med sig, siger Bejzat.

Fjende nummer et

Ligesom i Vollsmose er Rosengården også fyldt med parabolmodtagere på altanerne, så beboerne kan følge med i udviklingen i hjemlandet. Men det kæmper Bejzat Becitov hårdt på at få ændret, for han mener, at mange af programmerne er ensidige, hadske og skaber fjendebilleder.

– Parabolerne er integrationens fjende nummer et, siger han.

– Når fjernsynet kører hjemme i stuen hele tiden, så lærer børnene af det had, de ser i tv. Jeg kommer fra Balkan – hele min familie på nær min mor blev dræbt eller henrettet under 2. Verdenskrig, men det hjælper ikke noget at være bitter. Det gør bare, at du har svært ved at bryde dig løs fra det had. Nu lever vi i en ny tid med nye muligheder. Så min største opgave er at bekæmpe parabolerne, og jeg siger igen og igen: Se nu svensk fjernsyn i stedet. Hvis I vil følge med i, hvordan det går med familien i hjemlandet, så brug internettet eller ring på telefonen, siger Bejzat.

– Hvis man hele tiden skal tænke på noget andet, som ligger væk fra ens hverdag, så forstyrrer det. De unge skal lære, at deres far og mor og bedsteforældre kom fra et andet land, men at de selv er svenske. Akkurat som i USA, hvor mange også er indvandrere fra andre lande – og er stolte af deres rødder – men føler sig som amerikanere.

Det er slett ikke alle som bryr seg om Bejzats tolkning av islam eller moskèen han bestyrer. Det vitner de svidde kantene i et område av moskèen om. Det er rester etter 1 av i alt 3 brannattentater. Moskèens «prekestol» brant da noen kastet et par molotovcocktails gjennom vinduene. Ingen har så langt blitt arrestert for angrepene:

– Moskeen har været brændt helt ned en gang, og vi havde to brandattentater med kort mellemrum i 2005. Det var hårdt for økonomien – vi har haft skader for 13 millioner kroner, fortæller Bejzat Becirov og peger rundt i moskeen.

– Jeg vil ikke udtale mig om, hvem der kan have gjort det, for der er mange muligheder. Vi må bare videre, siger han.

I området der Islamic Center har sitt virke finnes der motstandere fra både høyre-ekstremistiske og islamistiske miljøer. I Rosengårds mange kjeller-moskèer deltar arabere som er motstandere av en svensk form for islam. Her preker blant andre islamister fra Islamsk Kulturforening om den eneste rette tro, og fredagsbønnene er fylt med politiske utfall og regler for hvordan den enkelte skal leve. I all hovedsak er islamistenes budskap segregerende:

Piger skal ikke deltage i skolernes svømmeundervisning. Manden er familiens overhoved. Musik, som opmuntrer til seksuel omgang med det andet køn, er haram – uren og forbudt i følge islamisk lov. Det samme gælder studielån, fordi renter er haram. Sex før ægteskabet er forbudt – og det er utænkeligt at en datter gifter sig med en ikke-muslim. USA og Israel fordømmes for at føre krig i Irak og Palæstina.

Her taler skiftende imamer for op til 200 mænd i små kældre – og vil hellere end gerne have en rigtig og større moske for at trække flere til.

Wahabbister fra Saudi Arabia har ved en anledning forsøkt å overta den svenske stormoskèen. I 2000 fikk Becitov besøk av arabiske menn som representerte stiftelsen al-Haramain fra Saudi Arabia. Stiftelsen er anerkjent av islamistene i Rosengård. Mennene tilbød Becitov 5 millioner dollar for å overlate styringen av stormoskèen til dem. Han sa nei. Becitov styrer moskèen og Islamic Center så godt som eneveldig, hvilket har vist seg å være nødvendig for å hindre kuppforsøk fra grupper som er motstandere av senterets svenske islam-tolkning:

Året efter fløj to fly ind i tvillingetårnene i New York, og lederen af besøgsdelegationen blev kort efter opført på både USA’s og FN’s terrorliste, som financier for al-Qaida.

Ud af enklaven

Bejzat Becitov arbejdede i næsten 20 år på at realisere sin drøm om en moske.

I dag er han noget så modsætningsfyldt som en demokrat, der styrer sit center næsten enerådigt. Det er nødvendigt for ikke at blive kuppet af de grupper, som er imod centerets svenske udlægning af islam.

Han er umiddelbart ikke så bange for parallelsamfundet i Rosengården, for hans erfaring er, at folk kun lever i en enklave for en tid.

– Jeg kom til Sverige, før Rosengården blev bygget. Jeg har set folk komme – og flytte igen. De bor måske højst 10-15 år i en enklave, så søger de væk – flytter efter et arbejde, skifter skole eller noget tredje. Og blander sig så med andre. Det sker, når de har set nok af verden udenfor enklaven og fået styr på det, siger Bejzat med en typisk positiv indstilling.

Fyens Stiftstidende: Moskeen som islamisterne hader