Tavle

Dag ut og dag inn går unge afrikanske menn i land i et Europa hvor de for de aller flestes vedkommende simpelthen søker et bedre liv, men hvor det sjelden finnes sosialt konstruktive muligheter for dem. Noen klarer seg brukbart, andre blir utnyttet, atter andre lager problemer for vertssamfunnet som forsørger dem. Unge menn har visse drifter, og mange vil energisk søke kvinnelig selskap. Man leter forgjeves etter konsekvensanalyser av trafikken. Det er som om verdensdelen er falt i et åndelig koma. Disse båtreisende er derimot sterkt fokusert. Foto: Ciro De Luca / Reuters / Scanpix.

 

Den danske avisen Berlingske har søndag en bredt anlagt reportasje om mennesketrafikken til Italia via Middelhavet, som imponerer både med sin detaljrikdom og web-tekniske finesse.

I Ole Damkjærs tekst «Flugten til Europa» får vi en oversikt over trafikkens omfang og dramaer, reiserutene, stoppestedene, det politiske bakteppet, dødsfallene til havs og i ørkenen, og vi blir kjent med personer som på en eller annen måte er involvert – migranter, NGO-aktivister, innvnadringsmotstandere, helsepersonell, politi – og politikere («vi kan ikke stenge fattigdommen ute»).

Noen scener er overraskende, som når en kvinnelig aktivist på et NGO-skip kaster seg inn i en festdans som migranter fra Bangladesh og Pakistan spontant bryter ut i ombord. Mer interessante er likevel migrantenes historier:

Stort set alle de, Berlingske har talt med undervejs, er på jagt efter et arbejde, så der kan sendes penge hjem til familien.

De drømmer om en fremtid i Europa, og de peker på at det bare er problemer hjemme. Men er det Europas plikt å oppfylle andres drømmer? Eller frita dem for problemer? Selvsagt ikke. Europa er fullt av innfødte ungdommer som også drømmer om en fremtid. De ser at deres førstefødselsrett ikke lenger gir dem all verdens fortrinn. På Sicilia er arbeidsledigheten på over tjue prosent. En mann fra Liberia forklarer:

Er italienerne blevet mere fjendtlige over for flygtninge og migranter, nu hvor der kommer flere og flere?

«Ja, og det hænger nok sammen med, at rigtig mange italienere nu også selv er arbejdsløse og oplever, hvordan deres levestandard falder og falder på grund af den økonomiske krise i Italien.»

I Danmark er situasjonen bedre, men historien som en migrant i vårt sydlige naboland forteller, vitner likevel om et skamløst misbruk av asylinstituttet. 29 år gamle Solomon Mehari fra Eritrea har fått asyl i Danmark. Han bodde sammen med familien i Asmara.

Efter gymnasiet og universitetet fik jeg arbejde i et IT-firma. IT var min hobby, så jeg var meget glad. Men i 2014 besluttede jeg, at jeg skulle væk. Jeg var igen blevet tvangsindkaldt til værnepligt, og byen var fuld af rygter om en ny krig med Etiopien. Det var dråben … I forvejen er livet i Eritrea uden perspektiv. Det er shit. Mangel på el, benzin og vand. Økonomisk er det hårdt, og de fleste overlever på den støtte, de får fra familiemedlemmer, der er udvandret.

Jeg flygtede uden nogen plan. Men jeg tænkte, at jeg kunne finde på noget i Sudan, som var det første land, jeg flygtede til.

Jeg søgte job på nettet i Dubai og andre lande, men uden succes. Så fik jeg kortvarigt et job i et hotel med at opgradere deres IT. Sådan overlevede jeg Sudan, men det er ikke er sikkert land for folk fra Eritrea. Vi er overvejende kristne, og Sudan har sharia-lov. Vi er bliver forfulgt, og mange er blevet deporteret tilbage til Eritrea.

Jeg skaffede penge til menneskesmuglere, der kunne hjælpe mig gennem Libyen, og derfra kom jeg med en gummibåd og endte i Italien. Der mødte jeg gamle bekendte fra Eritrea, og de sagde, at der var flest muligheder i Sverige, Norge og Danmark.

Det er ingen som helst rettferdighet i at Solomon nå er gjenstand for danske velferdsgarantier. Det er en hån både mot reelle flyktninger og langt fattigere personer enn ham selv, som ikke engang kan drømme om å iverksette noe lignende prosjekt. Ikke desto mindre tillater han seg å klage:

Er jeg skuffet? Det har jeg det lidt blandet med. Jeg føler mig sikker her. Danmark er et meget smukt land med venlige mennesker, men samtidig savner jeg, at mit liv udvikler sig – bevæger sig fremad. Jeg har intet arbejde, og det er også meget vigtigt i livet. Så på den måde er jeg skuffet.

Fortryder jeg, jeg flygtede? Det er også blandede følelser. Det er svært at bo i Eritrea lige nu. Men samtidig er det også svært at leve væk fra min familie, venner og hjemby.

Det er vanskelig å mobilisere all verdens sympati med 29-åringen. Historien kommer da heller ikke til å bli nådig med dem som gav Solomon et liv i Danmark. Han hører ikke hjemme der, skulle aldri fått opphold der, og burde reise hjem til familien han lot i stikken, for å ta fatt på livets utfordringer sammen med den. I likhet med de fleste som stiger i land i Italia er han kort og godt en inkarnasjon av asylmisbruket.

Les også

-
-
-
-
-

Les også