Gjesteskribent

Mogens Glistrup er ikke akkurat et navn det bruser av i Norge. Han fremsto i senere år som en eksentriker, og er i Norge en historisk parentes. Men i Danmark har man nytolket hans politiske innsats, og det sier noe om en politisk forskjell på Norge og Danmark. I Danmark man gjort opprør mot en kvelende stat, ikke bare økonomisk og skattemessig, men også ideologisk. I Norge ønsker sosialdemokratiet å fornye seg med en omdefinering av det nasjonale fellesskap og ved en økning av skattene for å finansiere fellesskapet. Ingen av delene har bred oppslutning og derfor har den danske debatten også norsk relevans.

Straffefange Nr. 8817 – RIP

Av Henrik Gade Jensen

Mogens Glistrup (1926-2008) var bølgebryder for et mere frit Danmark. Det vil altid være hans danmarkshistoriske berettigelse. Han brølede imod en stadig mere omsiggribende stat og et hastigt voksende skattetryk på et tidspunkt, hvor det var forbudt og ukorrekt. Og Glistrup havde grundlæggende ret.

Tragedien i den nyere danmarkshistorie er, at Glistrup aldrig fik parlamentarisk indflydelse på trods af en kæmpesejr ved jordskredsvalget i 1973 på 28 mandater. Fremskridtspartiet blev næststørste parti efter et mørbanket Socialdemokrati. De etablerede partier virkede som ringvrag efter 1973-valget. Mogens Glistrup havde ændret den politiske diskurs. Danmark var ikke mere det samme. Det blev i første omgang mere frit, anarkistisk og folkeligt. Glistrup er den vigtigste grund til, at Danmark ikke ligner Sverige i dag, som en nekrolog pointerede.

Med Mogens Glistrups død slutter et stykke underholdende danmarkshistorie. Jeg husker selv som dreng, hvordan han kunne samle tusinder af mennesker i Tåsingehallen på Sydfyn. Èn mand i en sportshal i et oneman show og folk strømmede til. Sådan var det over hele landet. Min far, der var Venstremand, korsede sig og irriteredes over bekendte og kollegaer, der kørte til Tåsinge for at høre fænomenet. Det borgerlige Danmark gik i coma.


Forløste en stemning

Men Glistrup forløste en stemning, som havde ruget i mange. Han kom med et frihedsbudskab, som øjeblikkeligt slog an. Der kom et friskt pust over landet, som tiltrak vælgere fra alle partier.

Det har altid undret mig, at det blev Glistrup, der kom til at være igangsætter eller udløser af protesten mod skattetrykket og velfærdsstaten, fordi hans person på så mange virkede så frastødende. Han lukkede bestandigt grotesk overdrevne udsagn ud af munden. Underholdningsværdien kunne være stor, men det saglige indhold tilsvarende småt.

Men han kunne trænge igennem. Gennem medier og modvilje og lige ud til hver enkelt dansker. Glistrup lærte i 1971 med sin optræden i det berømte TV-klip i en Focus-udsendelse, at voldsomme overdrivelser brænder igennem. Retorik virker. Og den erfaring bar han videre resten af livet, men efter Horserød og fokus havde flyttet sig til indvandrere, kom retorikken kun til at virke kontraproduktiv. Han lærte aldrig at indse, at ord skal vejes på en guldvægt. Bulderbassens tid var forbi.


Tragedien i Glistrups skæbne

Mange har ofte udtalt, at hvis bare Glistrup havde kunnet moderere sig lidt, så kunne ideerne have båret frugt. Lidt mere politisk konduite og lidt mindre bragesnak.

Det er helt forkert og her ligger tragedien i Glistrups skæbne. Og som ikke er unik, men typisk.

Når en konsensus skal gennembrydes, kan det ikke ske med fornuftig argumentation. En konsensus i et samfund er ofte så stærk og dominerende, så bruddet med den fælles enighed sjældent kan ske gennem rationelle og langsomme skridt.

De fleste mennesker er sensitive overfor, hvad andre mennesker siger og mener, så vi bøjer vores holdninger efter hinanden. Derfor bræger mennesker som regel ikke ud med meningstilkendegivelser langt udenfor konsensus. Det er som at ekskommunikere sig selv fra fællesskabet. Og hvem gør det?

Enkelte gør. Glistrup gjorde. Men det kan man kun gøre, hvis man er tilstrækkelig døv og immun overfor indvendinger og modsigelser. Er man, som de fleste mennesker, et almindeligt indfølende menneske, der reagerer på andre menneskers reaktioner, kan man ikke bryde en konsensus.

Glistrup var ikke sensitiv og fra 1971, da han på få minutter opdagede effekten af store ord, lukkede han af overfor omverdenen. Tragedien ligger i, at det var prisen for at bryde konsensus. Det er stort set umuligt at holde den sunde fornuft intakt og samtidig være i radikal opposition til en dominerende offentlig mening.

Valgte oppositionen

Glistrup valgte oppositionen. Han valgte at bryde et tabu. Come what may. Det gjorde ham til bølgebryder og giver ham en fortjent placering som en af efterkrigstidens få danske frihedshelte. Og det er næsten umuligt at forlange af et menneskeligt sind, at det både skal præstere det store symbolske køllesmæk mod papirnusservældet og samtidigt udvise takt og sans i det daglige.

Den, der vil gøre op med en altdominerende konsensus, må pr. automatik lukke sanserne ude og sætte fornuften på standby overfor alternativer. Tabunedbrydere er altid voldsomme mennesker, som du ikke kan snakke fornuftigt med. Glistrup fungerede som dansk politiks Bjørn Nørgaard eller Jens Jørgen Thorsen. De sidste blev hædret, mens Glistrup skulle udryddes. Han blev slettet fra Den Blå Bog i 1983. Skrevet ud af danmarkshistorien.

To Glistrupper

Der er i virkeligheden to Glistrupper. Den første er skattenægteren, der kun tordnede mod skatten og skrankepaverne. Hans ligestilling af skattenægtere med jernbanesabotører skabte hans karriere. Den første Glistrup døde med fængselsdommen i 1983. Tre år i Horserød som fange nr. 8817 omformede personen og den anden Glistrup fødtes, da han kom ud af Horserød i 1986 og begyndte korstoget mod indvandrere. Glistrup troede selv, at samme retoriske metode fra 1971 nu kunne benyttes til at brænde gennem medier. Voldsomme ord og ekstreme sammenligninger. Noget med at indfange indvandrere med lasso osv. Nu var den slags ikke sjovt mere.

Men Glistrup kunne ikke se, at vejen frem med den nye sag ikke var bralrende retorik og skingre begreber. Manden døde politisk i 1983.

At så Mogens Glistrup havde meget ret i at se et problem i indvandringen, er en anden sag, som kun gør tragedien fuldkommen.

Velfærdsstatens dissident

For 15 år siden holdt jeg et foredrag på en højskole om Vaclav Havel. Kort forinden var muren faldet, Tjekkoslovakiet havde fået sin fløjlsrevolution og dissident Havel, der havde siddet i fængsel og husarrest under det gamle regime, blev præsident Havel efter systemskiftet. Havels oppositionelle forfatterskab var fascinerende og beundringsværdigt. Efter foredraget spurgte en ældre tilhører: Hvem er Danmarks Vaclav Havel? Og mens jeg tænkte, svarede spørgeren selv: Kan det være, at det er Glistrup?

Der blev lidt uro i forsamlingen, og tanken var mig aldeles fremmed. Havel var netop eksemplet på en person, så vidt jeg kunne læse mig til, som havde bevaret sin sunde dømmekraft under forfølgelserne, mens Glistrup stik modsat var som en politisk autist med en mistet virkelighedssans. Og alligevel synes jeg, spørgsmålet var modigt og frækt.

For Glistrup var velfærdsstatens dissident, der kastede sin person ind i et opgør på vores alles vegne for et friere Danmark. Uden Glistrup havde Danmark været ildere stedt i dag, og den tanke er næsten ikke til at tænke. RIP.

Henrik Gade Jensen er forsker ved tankesmien Cepos.