Gjesteskribent

I den multikulturelle utopi er alle kulturer og grupper like mye verd. Men man er på kollisjonskurs: hva hvis den ene kulturen vil utrydde en annen gruppe? Den nye nøytrale ekteskapsloven er en rød klut for både kristne og muslimer. Prinsippet om toleranse fungerer ikke hvis ikke alle aksepterer det.

Det er en av det flerkulturelle prosjekts store svakheter at det tar utgangspunkt i gruppen og ikke individet, sier Flemming Rose.

Muslimer reagerede på muhammedtegningerne, fordi deres profet blev fremstillet med en bombe i turbanen, og de mente, der dermed fandt en krænkelse af deres tro sted …

»Det handler ikke bare om islam. Det handler generelt og over hele verden om flertal i forhold til mindretal. Grunden til at jeg kan blive ved med at snakke om de tegninger, er jo ikke tegningerne i sig selv. Dem er der ingen grund til at diskutere længere. Men de diskussioner, der fulgte i kølvandet er helt centrale – og ikke bare i Danmark. Det handler om, hvordan man forholder sig til hinanden. Minoriteter i forhold til majoriteter, kvinder i forhold til mænd, bøsser i forhold til heteroseksuelle og individer i forhold til grupper og så videre. Hele det dér multikulturalistiske projekt, om du vil, med at alt er lige fedt, og at vi skal acceptere alt på dets egne præmisser, det er slået fejl. Men det har betydet, at der er opstået grupperettigheder, hvilket pisser mig af«.

Hvordan det?

»Abu Laban (nu afdød imam, red.) kunne stille sig op og sige, at fordi vi er muslimer, påberåber vi os ret til at blive behandlet på en særlig måde af hensyn til vores tro. Det var for mig helt utroligt. At en gruppe kan gøre krav på rettigheder og ikke individet, at gruppen kommer før individet, det er den forestilling der driver etnisk udrensning og konflikt. Det er en trussel mod demokratiet, synes jeg. Men vi er kommet foran i Danmark i denne diskussion«.

Det er nettopp det. Danmark har kommet i første rekke. De sto opp for individet, mens Norge og Sverige bøyer seg for gruppen og stammen. Det er en farlig retribalisering av samfunnet. Hvordan vil de innfødte stammer reagerer på at de nye vinner så mye på å opptre som stammer?

Når historien skrives

En målestokk på hva man har lært er hvordan karikaturstriden omtales i lærebøker. Vi vet at en erfaren og kunnskapsrik mann som Henry Notaker kunne levere en lærebok for skolen hvor det het at en av tegningene viste Mohammed med grisehode. Rose ønsker at det skal være en sakelig, nøktern fremstilling. Det vil være en seier.

Hvordan tror du, muhammedkrisen kommer til at stå i historiebøgerne?

»Det skal du nok ikke spørge mig om. Men jeg mener også, det er for tidligt at sige. Et vigtigt parameter for mig er, at tegningerne en dag er trykt i en skolebog, eller at avissiden er at finde i en dansk skolebog. Og det handler ikke om, at det vil statuere, at det var rigtigt at trykke tegningerne. Men det vil signalere, at man kan sidde i en neutral situation og diskutere de problemer, offentliggørelsen rejste, hvad enten du hedder Niels, Muhammed eller Ivan. Så indgår tegningerne som en fælles erfaring. Som jeg plejer at sige, så skabte de jo ikke en ny virkelighed. De afdækkede blot en virkelighed, der var der i forvejen, men som kun få var opmærksom på«.