Nytt

25 år etter at de vedtok den liberale utlendingsloven i 1983, sier danske politikere at de ikke forutså lovens konsekvenser. En lang rekke av de mest betydningsfulle politikerne bak utlendingsloven innrømmer at de verken forutså den etterfølgende og stigende innvandringen som fulgte i den liberale lovens kjølvann, eller den altoppslukende innvandringsdebatten som har preget dansk politikk i de senere år.

«Egentlig troede jeg ikke, der ville komme særlig meget debat om det. Det handlede om, at der skulle være helt klare regler for, hvordan vi behandlede udlændinge, og jeg havde ikke forestillet mig, at det skulle blive det helt store problem,» siger Torben Lund, der senere blev sundhedsminister, men som dengang var helt grønt medlem af Folketinget og Socialdemokratiets ordfører på udlændingeloven.

Utlendingsloven av 1983 omfattet de første egentlige rettskrav for innvandrere, dels på oppholdstillatelse hvis de var flyktninger og dels på familiegjenforening hvis de allerede bodde i Danmark. Rettskravene ble spesifikt innført i loven etter krav fra venstrefløyen i Folketinget (den gangen Venstre, Socialdemokratiet og det Radikale Venstre). Lovens primære hensikt var å styrke innvandrernes rettssikkerhet, men ikke med det formål å øke innvandringen til Danmark.

Derfor kom da også stigningen av antallet innvandrere – spesielt ved familiegjenforening – i løpet av 80-årene overraskende på Socialdemokraterne, forteller tidligere justisminister og rettsordfører for partiet, Ole Espersen:

«Vi blev nok overraskede over, hvor mange der blev her. Det hang selvfølgelig en del sammen med, at det blev nemmere og nemmere at rejse fra land til land, og efterhånden som uroen rundt omkring voksede, så kom der flere flygtninge – men efterhånden, som fremmedarbejderne blev i landet, kom der altså også flere familiesammenføringer,» siger han.

De borgerlige partiene som nettopp hadde oppnådd regjeringsmakt da utlendingsloven ble vedtatt, var opprinnelig i mot å gi utlendingene egentlige rettsgarantier, og justisminister Erik Ninn-Hansen fra De Konservative advarte allerede i 1983 om en kraftig innvandring. Imidlertid oppga både Venstre og De Konservative raskt motstanden, og endte med å stemmer for utlendingsloven uten større intern debatt.

Det var en feil, mener tidligere innenriksminister Britta Schall Holberg, i dag folketingsmedlem for Venstre. Befolkningen var uforberedt, og integrasjonen politikerne trodde ville skje av seg selv, skjedde ikke:

«Jeg tror ikke, vi var klar over konsekvenserne. Vi syntes, at man ideelt set burde vise åbenhed over for andre mennesker, men i bagklogskabens lys kan man sige, at vi har brugt en række år på at reparere på nogle af de problemer, vi kom ud i, fordi det gav alt for meget tilstrømning,» siger hun og fortsætter:

«Befolkningen var ikke forberedt, og det betød, at Danmark på et tidspunkt i slutningen af 80’erne faktisk var ved at blive et fremmedfjendsk land. Den integration, vi troede ville ske af sig selv, den skete ikke.»

Partifellen Bertel Haarder, i 1983 som i dag undervisningsminister, ble senere den integrasjonsministeren som utarbeidet den drastiske innstramningen av utlendingsloven i 2002. Flere av aktørene bak den liberale utlendingsloven husker Haarder som en av dem som hadde flest innvendinger mot loven som ble vedtatt i 1983. Men det var bare vage forutanelser, medgir han i dag. Men han husker at han var bekymret for utstedelsen av grenseløse rettigheter til borgere fra hele verden:

«Jeg kunne jo ikke ane, hvad det ville føre til. Men jeg kan tydeligt huske, at jeg var bekymret. Det var naivt pludselig at udstede en grænseløs rettighed til borgere i hele verden til indløsning ved den danske grænse. Jeg havde på fornemmelsen, at det ikke kunne holde,» siger han.

Bertel Haarder mener, at firkløverregeringen (K, V, CD og Kristeligt Folkeparti)i sidste ende stemte for udlændingeloven uden megen modstand, primært fordi man som regering ikke kunne tåle at ødelægge forholdet til Det Radikale Venstre, der dengang var parlamentarisk grundlag for den borgerlige regering.

Først i begyndelsen af 90’erne, da Venstre og De Konservative igen var i opposition, kunne de to partier åbent arbejde for en grundig revision af udlændingeloven, siger han – den revision, der blev gennemført sammen med Dansk Folkeparti.

Til tross for at utviklingen i innvandringsdebatten kom overraskende på både socialdemokraten Torben Lund og partifellen Ole Espersen, angrer de ikke på sin kamp for loven i 1983. Den var god nok som den var, og selv om det var nødvendig med enkelte endringer av loven senere i 80-årene, mener de at innstramningene har gått alt for langt under VK-regjeringen:

«Jeg synes bestemt, det var en god lov. Den gav rettigheder og pligter – men i dag lever vi jo i en situation, hvor asylansøgere stort set ikke har en chance for at få deres sag behandlet. Vi lever slet ikke op til vores forpligtelser over for de udlændinge, som for 99 pct.s vedkommende jo er en berigelse og tilfører vores samfund noget positivt,» siger Torben Lund.

Han suppleres af det tidligere folketingsmedlem Bjørn Elmquist, der var Venstres ordfører på udlændingeloven i 1983, men senere blev radikal og en af de mest indædte forsvarere af en liberal udlændingepolitik:

«Jeg mener ikke, det er rigtigt, at mange af de uheldige ting i dagens Danmark skyldes den liberale udlændingelov. Jeg mener, fejlen var, at man blev bange for sin egen skygge. V og K skulle ikke være løbet fra deres synspunkter, og man kunne godt have fået tingene til at fungere, hvis man havde været tilstrækkelig tolerant og åben.»

I dag forutser Bertel Haarder at innvandringsdebatten vil prege dansk politikk i mange år fremover, til tross for den nå innstrammede utlendingsloven. Han mener problemene fortsatt vil være massive:

«Det var danmarkshistorisk, hvad vi gjorde i 2002. Men jeg tror ikke, det vil få debatten til at dø ud. Problemerne vil fortsat være massive. Det skyldes også, at verden bliver mere og mere åben – og derfor kan vi ikke igen rulle udviklingen tilbage fra før 1983,» siger han.

Børsen: Politikere 25 år efter: Vi så ikke indvandrerne komme