Den som hørte Hans-Wilhelm Steinfeld lovprise Vladimir Putin før parlamentsvalget, ville ha vansker med å tro at dette var samme journalist som var Mr. Glasnost himself da Mikhail Gorbatsjov skapte historie. Sier det noe om en tidsånd at det nå er makten som utløser beundring, der det før var idealisme?

Sier det også noe om vår tid at vi meget motvillig vil erkjenne at det sitter en ny tsar i Kreml? Det er en merkelig og dyp kløft mellom våre høye menneskeretts-idealer og ønsket om å forstå og samarbeide med Putins Russland. Vi skulle så gjerne gjort noe for Anna Politkovskaja, selvfølgelig skulle vi det, men hun er jo død. Akkurat som Aleksandr Litvinenko. Det nytter jo ikke likevel. Realpolitikken seirer.

Anders Åslund, den svenske økonomen som var statsminister Jegor Gajdars og president Boris Jeltsins økonomiske rådgiver under omstruktureringen på 90-tallet, har noen interessante opplysninger om Russland og Putin. At det hersker korrupsjon, er kjent. Akkurat som det at journalister blir drept. Men skylden plasseres sjelden direkte hos Putin.

Men høyst sannsynlig er Putin en av verdens rikeste menn. Han har sørget for en «cut» av kaken hele tiden, skriver Åslund.

I et sensationelt interview i Die Welt 12. november fremfører Stanislav Belkovskij, en centralt placeret insider, som indledte Kreml-kampagnen imod Yukos i 2003, en række specifikke påstande om Putins formue. Han hævder her, at Putin ejer 37 procent af Surgutneftegaz (svarende til 18. mia. dollar), 4,5 procent af Gazprom (svarende til 13. mia. dollar) og halvdelen af Timsjenkos selskab (svarende til formentlig 10. mia. dollar). Holder disse oplysninger stik, vil Putins samlede formue beløbe sig til intet mindre end 41 mia. dollar, hvad der vil placere ham blandt verdens 10 rigeste.

Ganske vist har sådanne rygter cirkuleret i årevis, men nu har en almindeligvis højt respekteret international avis altså offentliggjort disse påstande fra en velinformeret kilde. Er disse tal bare tilnærmelsesvist sande, vil Putin være intet mindre end verdenshistoriens mest korrupte leder med et komfortabelt forspring til Fillippinernes Ferdinand Marcos og Zaires Mobutu.

Putins langsomme kvelertak på mediene handler om makt, og det handler om penger. En korrupt stat kan ikke ha en fri presse:

Sidste år fastslog en privat arbitragedomstol i Zürich i Schweiz, at Putins nære Skt. Petersborg-ven fra tiden i efterretningstjenesten, IT- og telekommunikationsminister Leonid Reiman, har aktiver i den russiske telekommunikationssektor til en værdi af 6 mia. dollar. Putins eneste reaktion var at blokere denne information fra at nå frem til russiske medier.

Såvel Verdensbanken som den internationale korruptionsvagthund Transparency International anslår, at korruptionen er vokset i Rusland siden 2004, samtidig med at den er aftaget i de fleste andre post-sovjetiske stater. For nylig er der ganske vist foretaget anholdelser af nogle få højtstående russiske embedsmænd, der anklages for at være impliceret i organiseret kriminalitet. Den almindelige holdning er dog, at disse arrestationer er del af en rivaliserende fejde mellem Putins KGB-mænd fra Skt. Petersborg.

Steinfeld og flere med ham har rost Putin for å ha skapt stabilitet og vekst. Stabiliteten er en kimære, skriver Åslund.

At Putin ikke har bragt lov og orden til Rusland fremgår også af en fremragende analyse foretaget af politilogi-professor Brian Taylor fra Syracuse University. Trods kraftigt stigende udgifter til lovhåndhævelse er den gennemsnitlige mordrate i Rusland højere under Putin end under Jeltsin. Ifølge Taylors rapport har intet andet land i verden, bortset fra Irak og Afghanistan efter 11. september 2001 oplevet så mange terrorangreb som Rusland (endda når man fraregner tallet for Tjetjenien).

Heller ikke veksten er hva den utgir seg for.

Putins mest markante bedrift er angiveligt, at det er lykkedes at seksdoble Ruslands bruttonationalprodukt fra 200 mia. dollar i 1999 til 1,200 mia. dollar i år. Denne fremgang er imidlertid primært et resultat af de markedsreformer, som gennemførtes op igennem 1990’erne.

Hertil kommer, at den reelle vækstrate er knap så markant endda. Hele den eurasiske region fra Kina til Baltikum har præsteret vækstrater på mellem 7 og 11 procent om året siden 2000, men Ruslands vækstrate har kun været på de mere beskedne 6,7 procent. Og trods sin overflod af olie og gas indtager Rusland kun en niendeplads blandt de 15 forhenværende Sovjet-republikker på listen over vækstrater for denne periode. Grunden til dette er, at de fleste økonomiske reformer i Rusland halter slemt bagefter.

Den finansielle stabilisering er stadig et langt stykke fra at være fuldført. Sidste år stoppede inflationen ved 9 procent, nu stiger den atter. Før valget til statsdumaen har den russiske regering kastet al makroøkonomisk omtanke over bord. Skønt inflationen stiger, har regeringen kraftigt øget de offentlige udgifter. Samtidig har den indført uformel priskontrol på benzin og madvarer, hvilket har ført til enkelte knaphedssituationer. På denne måde er Sovjet-tidens destruktive økonomiske tænkning atter genoplivet.

I Steinfelds versjon har Putin rettet opp alle feilene fra «igår», dvs. kaoset under Jeltsin. Mens Åslund sier at Putin tvertimot har høstet fruktene av reformene på 90-tallet og selv ikke skapt noenting. Han er tvert imot i ferd med å gjeninnføre kommando-økonomien.

Det heller ingen politisk stabilitet i det systemet Putin har skapt. Det bygger på autoritær styreform, maktkonsentrasjon og personkultus, noe russerne kjenner altfor vel. Det er styre gjennom frykt, og det gir dårlig vekst og bare utenpå-stabilitet.

Putin har opbygget et personkultlignende og autoritært system, hvori han træffer alle væsentlige beslutninger egenhændigt. Denne overcentralisering af magten betyder, at beslutningstagere på alle niveauer under Putin er ilde informerede om grundlaget for alle deres afgørelser. Hertil kommer, at de regeringskontrollerede medier har kvalt al politisk diskussion. Som følge heraf vokser frygten i takt med den tiltagende repression.

Konsekvensen er, at de centrale beslutninger er få og af ringe kvalitet. I sin anden periode har Putin praktisk taget ikke iværksat nogen økonomiske reformer, og han har derfor ikke selv leveret noget bidrag til den økonomiske vækst. Samtlige hans bestræbelser har gået ud på at forstærke sit styres autoritære magtapparat og lade sine KGB-venner fra Skt. Petersborg svælge i lovløse renationaliseringer og rapserier, hvilket har hindret investeringer og produktion, navnlig inden for energisektoren.

Autoritære systemer, der bygger på en personkult, er sjældent stabile, i og med at de hviler på en eneste hersker. Når herskeren forlader systemet, bryder det i reglen sammen. Eftersom Putin bevidst og målrettet har undermineret mange af Ruslands statsinstitutioner, er det åbenlyst hans intention at fremture og fastholde sin absolutte magtposition på det lange sigt.

Det er utrolig å kontrastere dette bildet merd Steinfelds: Putin er mannen som har fått Russland på fote, som har fått den jevne russer til å kjenne seg stolt. Steinfeld tegnet en karikatur av 90-tallet og en idyll av dagens Russland.

Åslunds bilde er grelt, men langt mer overbevisende enn Steinfelds, fordi det langt bedre forklarer hva vi ser: vilkårligheten, konfiskasjonen, konspirasjonene, drapene.

Det er like dystert som det bildet menneskerettsforkjemperen Sergej Kovaljov tegnet i en artikkel.

Men spørsmålet vi må stille er: Hva gjør at Norges beste Russlands-journalist har falt for en glattslikket idyll?

Myten om Putin Den Store
Billedet af Ruslands præsident som en godartet despot, der har indført lov og orden, sat økonomien på ret kurs og genrejst nationen som supermagt, holder ikke for en nøjere granskning
3. december 2007
Af: Anders Aslund

Innslaget til Steinfeld det vises til var særlig et intervju med Marit Kolberg i NRK2 fredag før valget, der Steinfeld kritiserte OSSE for å ha droppet valgobservatører og sammenlignet mediepåvirkningen ved valget i 1996, der Berezovskij & co brukte mediene for hva de var verdt til å snu stemningen til Jeltsins fordel. Er det noe verre det Putin gjør, spurte Steinfeld.