Kommentar

Firoozeh%20Bazrafkan%20.jpg

Man skulle tro at innvandrerbarn som begeistret og naturlig omfavner moderne levemåte, ville bli holdt frem som et eksempel, sett på med stolthet og instinktivt beskyttet. Men er det slik?

Idealet er snarere den pene, pyntlige, som følger tradisjonen, med rett til å bære hijab, krever respekt for egne regler, og reagerer hvis følelser krenkes. De vestliggjorte er som været, de kommer og går og får passe seg selv.

Det er påfallende hvor lite slike naturlig moderne unge blir holdt frem av medier og politikere. Man har selv lagt premissene som sier at innvandrerungdom er noen som skal særbehandles. Men dermed ignorerer man dem som med den største letthet tilpasser seg moderne samfunn.

Man roter det til ved å snakke om «norske verdier» og assimilasjon, som om man oppgir sin egentlige identitet til fordel for en påtvunget. Vi snakker om hvilke verdier individet omfavner i egeninteresse når det får mulighet til å realisere seg selv. Derfor er også menneskerettigheter universelle. Man finner også ansatser til menneskerettigheter og frihetslengsel i alle kulturer, ikke bare den vestlige.

Det norske samfunn er bare en variant av det moderne. Når man snakker om en ny norsk identitet: Hvorfor velger man ikke en frihetlig vinkel, som er å ta utgangspunkt i de skapende kreftene i de ulike kulturer med vekt på kamp mot undertrykkelse? Da ville man f.eks. oppdage at et gammelt kulturland som Iran har ting å by på som Norge ikke har. Da ville konflikten Europa vs. Orienten bli langt mer nyansert.

Det er på tid å kaste de venstreorienterte forestillingene om kolonialisme, imperialisme og orientalisme på skraphaugen. De skygger for historien, og det er utrolig at de har fått leve så lenge.

Iran er kanskje det landet som har størst potensial og ville kunne utrette mest hvis det fikk tilbake sin frihet.

Vi er vitne til et forbløffende fenomen: Iranere som kommer til Europa, blomstrer og gjør karriere. Men vi er ikke villig til å lytte til dem. De vet noe som vi ikke vet: hva det vil si å leve i et religiøst diktatur. Men denne innsikten er farlig. Den truer nemlig vår egen tilpasning til den tradisjonsbestemte sunni-kulturen som dominerer i Vesten.

Tragedie

Det er egentlig en tragedie som er under oppseiling. Eliten i Europa insisterer på et splittet samfunn, som de kaller mangfold. At det er splittet vil si at det lever grupper i samfunnet som praktiserer illiberale tradisjoner. Illiberalitet i et liberalt miljø betyr at de illiberale til sist seirer. For det liberale samfunn bygger på tillit: tillit til at grupper og borgere respekterer at fellesskapet går foran og at dets regler må ha forrang. For eksempel kan man ikke utnytte trygdeordninger og tro at andre skal betale skatten med glede i det lange løp. Lojaliteten må primært ligge hos fellesskapet, hvis ikke opphører fellesskapet. Slike grunnleggende mekanismer er viktige i ethvert samfunn, men spesielt i et flerkulturelt samfunn hvor forskjellene er større og sammenbindingskraften mer skjør.

Erkjennelsen av disse motsetningene er i ferd med å bre seg. Det kan få et konstruktivt forløp, eller et destruktivt. Konfliktene er der allerede, synlig for svært mange. Skal de løses fredelig, med åpen debatt, eller på andre måter?

Hvis man turte å høre på innvandrere som trives i et moderne samfunn, ville man kommet langt. Norge trenger desperat slike mennesker, som modeller for borgere av et flerkulturelt samfunn. Også norske nordmenn, preget av provinsialisme, selvgodhet og mangel på dannelse.

Men vinden blåser ikke den veien. I en radiodebatt nylig om hijab -forbudet i Frankrike tre år etter argumenterte en iransk kvinne bosatt i Norge for det franske synet: Hijaben på jenter virker disiplinerende overfor alle kvinner. Men den norske kvinnelige doktoranden, eller var det magistergradstudenten, var ikke enig. Hun hadde forståelse for kvinners rett til å velge hijab, og kritiserte også Frankrikes politikk.

Det er ikke første gang vi registrerer en slik rollefordeling. Moderne innvandrere ser undertrykkelsen og kaller den ved sitt rette navn. Norske akademikere forsvarer ufriheten med mange fine analytiske ord.

Det er politisk farlig. Det er som å avvæpne seg selv. Men det er nesten som det skjer med en viss indre fryd!

Men like ille er det at man forråder de idealene man hevder å forfekte, dvs. det ekte mangfoldet, og samtidig de menneskene fra fjerne land som virkelig har greid spranget, ikke ved å bli «som oss», men ved å bygge videre på elementer i sin opprinnelige kultur.

Historien til iranskfødte Firoozeh Bazrafkan illustrerer hva det handler om:

»Du er ikke en rigtig muslim.« Sådanne tilråb har Firoozeh Bazrafkan pareret, siden hun var barn. Først fra forældre, der ikke ville lade deres børn lege med en pige, der klippede julepynt og hørte popmusik, og siden fra jævnaldrende, der fandt hendes byture og vestlige påklædning anstødelig.

»Men jeg er slet ikke interesseret i at være muslim,« udbryder Firoozeh Bazrafkan.

Den iransk-fødte Firoozeh Bazrafkan kom til Danmark som treårig. Hun har aldrig båret tørklæde. Hun går i det tøj, der passer hende, har en dansk kæreste, studerer på Det Jyske Kunstakademi i Århus og har op til flere gange brugt sin muslimske baggrund i sine værker. Hun har smidt tøjet til tonerne af persisk popmusik, instrueret en gennemcensureret pornofilm, som den ville have set ud, hvis den var indspillet i et muslimsk land, og senest har hun illustreret sit anstrengte forhold til Koranen ved at markere ordet «vantro» med en fluorescerende spritpen de 347 gange, det forekommer på siderne. Derefter har hun med sort spraymaling skrevet ordet lige så mange gange på de hvide vægge i det lille århusianske kældergalleri Artboks, hvor vi mødes. Midt i lokalet ligger Koranen på en gennemsigtig plexiglas-sokkel.

[…]

»Jeg har haft en helt almindelig dansk opvækst,« fortæller hun.

»Jeg fik kristendomsundervisning, gik til svømning, legede med drenge og havde drenge på besøg.«…

Hun havde det fint med de danske børn, men friheden skabte problemer i forhold til andre muslimske børn, som ikke måtte komme med hende hjem og lege efter skole.

»Jeg havde plakater med Boyzone på mit værelse, gik i shorts, cyklede og dyrkede sport. Jeg var simpelt hen for dansk for de andre forældres smag, og det var helt tydeligt, at jeg ikke var god nok til at lege med deres børn. Jeg fik jo kristendomsundervisning, mens deres børn intet anede om de vestlige værdier. De fik bare at vide, at de skulle holde sig fra alt det danske.«

Ifølge Firoozeh Bazrafkan skruer mange muslimer op for de religiøse traditioner, når de forlader Mellemøsten. For at holde fast i kulturen, for ikke at blive for vestlige.

»Se nu bare på alle tørklæderne,« siger hun.

»Mange af dem, der går med tørklæde i Danmark, var jo ikke engang tvunget til at gå med det i deres hjemland. Men lige så snart de kommer hertil, skal kvinderne og deres døtre pludselig skilte med deres religion. Folk klamrer sig til religionen, fordi de ikke vil være for danske, og fordi de ikke har andre holdepunkter i tilværelsen.«

[…]

»Der er mange flere muslimer i Århus end i Randers, men de er til gengæld bedre uddannede. Jeg ved godt, at der er en del ballade ude i Gellerup, men i Randers kan man ikke gå i byen uden at blive udstødt. Da jeg voksede op i Randers, var der kun et par tyrkiske piger, min søster og mig, som gik i byen i weekenden. Resten var danske piger, danske drenge eller muslimske drenge, som var vildt forargede over, at vi satte vores ben i byen i stedet for at være hjemme og passe vores yngre søskende. Jeg drak, røg og havde kærester ligesom danskerne, og jeg havde det vildeste rygte. Hele Randers vidste, hvem jeg var. Jeg var simpelt hen for fri, og da jeg en dag holdt min veninde i hånden, var de andre muslimer overbeviste om, at jeg var lesbisk.«

[…]

»Jeg kendte til bogens budskaber, men blev alligevel rasende, da jeg havde tvunget mig selv til at læse det hele. Jeg er forarget over, at mennesker i 2007 kan tage den bog seriøst. Nu, da jeg har kæmpet mig gennem alle siderne, kan jeg med ro i sindet påstå, at man på ingen måde kan leve efter Koranens regler i 2007. Hvis arbejdsløse muslimer skulle leve efter Koranen, måtte de ikke modtage nogen form for overførselsindkomst, fordi de ikke må modtage gaver fra den danske stat, som er vantro.«

[…]

»Der er talrige regler om, hvordan man behandler de vantro, og hvilke relationer de vantro må indgå i. Troende muslimer må ekempelvis gerne lyve over for en vantro. Man må godt have en vantro som ven, men man skal være opmærksom på, at man ikke kan stole på de vantro. En ganske betydelig del af Koranen består af advarsler mod de vantro. Vi er de utaknemmlige.«

[…]

Firoozeh Bazrafkan ryster på hovedet, når hun hører indvandrerspørgsmål blive diskuteret i medierne. Hun raser over den omstridte imam Ahmed Akkari og har intet tilovers for Enhedslistens folketingskandidat Asmaa Abdol-Hamids retorik.

»Hvordan kan hun på én gang være troende muslim, glødende feminist og medlem af Enhedslisten? Det hænger jo ikke sammen. Partiet bifalder fri hash, fri abort og homoseksualitet. Ting, som jeg har svært ved at finde opbakning til i Koranen. Og hvordan kan hun finde på at sammenligne de irakiske oprørsstyrker med de danske frihedskæmpere under Anden Verdenskrig? Hun taler, før hun tænker.«

Del av et intervju med Bazrafkan som sto i Jyllands-Posten.