Forleden læste jeg en svensk artikel. Forfatteren sidder i en tunnelbanevogn i Stockholm på vej til Kista, hjem fra arbejde, eller hvad man nu skal kalde svensk journalistik. Han opdager at han er den eneste hvide svensker i hele vognen. Det gør ham helt lyrisk og han spinder nogle ender over tråden «hele verden i en tunnelbanevogn» , «Seid Umschlungen» og alt det der. Hvis nogen har læst den, må de meget gerne sende mig den, for nu kan jeg ikke hitte den.
– Nu er det nok et temperamentspørgsmål om en sådan situation gør en lyrisk eller skeptisk, måske ligefrem urolig. Lundgren og Enzensbergers tunnelbanvogn har i al fald ingen beroligende effekt på mig.
Føler nogen sig opløftede – tag til Rabat,Tanger, Tripoli, Algier, Cairo – Beirut. I Beirut oplevede jeg selv for første gang rovdyrene omkring mig, i mig selv, den ubestemmelige angst og livets korte skrøbelighed i luften, selv på den roligste, mest solrige dag: Knitren af automatvåben det fjerne, en tilkæmpet ro, altid på vagt.
Jeg har aldrig glemt Mellemøsten, og jeg har aldrig ønsket mig tilbage. Til Malta, ikke en meter længere. Mellemøsten har skønhed, men det har et Requiem også. Den er farverig, men det er den lukkede afdeling også.
Dengang var København og Stockholm lysår fra Beirut. Nu er det vores sydlige forstad, og den vokser.

foto: Malteser, Valetta , juli 1970 © Snaphanen.