Kommentar

I Danmark går debatten om den tiltagende ghettoiseringen i landet, og hva man kan gjøre for å hindre en fortsatt utvikling av paralellsamfunn. Den danske regjeringen har lagt frem en såkalt Ghettoplan, og der som her er det flere som stadig hevder at ghettoiseringen utelukkende skyldes sosio-økonomiske forhold.

I den anledningen har Danmarks Radio intervjuet den danskfødte, 18 år gamle Iman Rabeh fra ghettoen Gellerup, og svarene de får er interessante. Rabeh ser ikke noe problem i den økende segregeringen, snarere er den et ønskverdig mål. Selv sier hun det rett ut:

– Dere kan ikke tvinge meg til å bo sammen med dere, det er forskjell på vår tankegang.

Mikkel Krause, P1: Min gæst er Iman Rabeh, der er 18 år og har boet i Gellerupparken hele sit liv. Fortæl mig engang, hvordan synes du egentligt det har været, at bo i Gellerupparken.

Iman Rabeh, Gellerup: Jamen Gellerupparken, det har været mit liv, det har været – alle mine venner, for alle steder i Gellerupparken, det er både gode minder og dårlige minder, men altså, jeg kan ikke flytte ud fra Gellerup.

Mikkel Krause: Men hvad er det for værdier i det der nu bliver kaldt for en ghetto, som er vigtige for dig?

Iman Rabeh: Jamen værdien er, at selskab, at vi alle sammen kan det samme sprog, som vi alle sammen snakker, at vi holder sammen, altså, min nabo – alle mine naboer er arabere, hvis de ikke er arabere, så er de libanesere, hvis de ikke er libanesere, så er de – vi har den der kærlighed til hinanden, at du er araber – jeg er araber, vi kan snakke sammen, vi kan diskutere det hele, vi kommer fra de andre lande.

Mikkel Krause: Men hvad betyder det for dig, at komme fra netop Gellerupparken, altså at være Iman fra ghettoen, snarere end at være Iman fra Vejlby, eller hvor du ellers kunne komme fra.

Iman Rabeh: Jamen, det betyder alt. Fordi hvis jeg flytter ind i et dansk kvarter, så ville det ikke betyde så meget for mig, fordi det at jeg kan sproget er en ting, men altså, danskere i det hele taget, de er ikke ligesom os, de – i alt, altså vi har forskellige traditioner, vi har forskellige – altså, vi er forskellige, og der er forskel på vores tankegang. Altså naboerne, hvis nu vi skulle låne nogle ting af naboerne, så gør vi det. Det er bare i det hele taget, i det hele, at du er araber, jeg er araber, vi giver nogle ting til hinanden, det er lige meget.

Mikkel Krause: Du har ligefrem sagt, at hvis du en dag flytter ud af Gellerup, og du måske bliver tvunget til at flytte ud af Gellerup, fordi de river en boligblok ned, hvad ved jeg, så flytter du bare til en anden ghetto.

Iman Rabeh: Ja, præcist. Jeg flytter til en anden ghetto.

Mikkel Krause: Men hvorfor egentligt det?

Iman Rabeh: Altså fordi, at jeg kan ikke – jeg har levet hele mit liv med, altså lad os spørge på en anden måde – hvorfor tager vi til Libanon hvert år. Det har jeg ikke gjort, men altså, jeg har været der de sidste to år. Men alle andre, hvorfor bruger de de hundrede tusinder kroner på at tage til Libanon hvert år, hvorfor mon. For den snak, den, sådan som de sidder med hinanden, for at høre sproget, for at høre, for at sige, at det her er mit, man har den der gode følelse, at det her det er mig. Det er mit! Det er her jeg kan sætte mig ind.

Mikkel Krause: Men hvis du nu går på gaden klokken tre om natten, det ved jeg ikke om du nogensinde gør, men hvor ville du så føle dig mest tryg. Inde i Århus eller ude i Gellerupparken?

Iman Rabeh: I ‘Getten’, i Gellerupparken. Fordi alle kender hinanden, der er ingen der tør gøre noget ved hinanden. Men hvis jeg går i et dansk kvarter eller noget, så ville jeg være utryg eller bange.

Mikkel Krause: Nu kunne man sige, at noget af det, der har været talt rigtigt meget om, her i den forløbne tid under ghetto-debatten, det er at ghettoerne fungerer som sådan en slags parallelsamfund, nogle lukkede områder. Det du siger her, det billede du tegner, bekræfter det ikke lidt den påstand.

Iman Rabeh: Det kan godt være, men nej – alle danskerne er velkommen til at komme til Gellerup og bo der, og være sammen med os, men altså, hvis jeg går alene for eksempel der, så vil der ikke, så er jeg 100 procent sikker på, at der ikke ville blive lagt en finger på mig, eller stjålet en taske, eller stjålet en cykel for eksempel, fordi jeg er fra ‘dem’. Altså vi kender alle sammen hinanden, det vil de ikke kunne gøre.

Mikkel Krause: Dine forældre, hvor stor kontakt har dine forældre haft til danskere udenfor ghettoen, eller for den sags skyld til danskere i Gellerupparken, og til det danske samfund op igennem din opvækst.

Iman Rabeh: Ingen kontakter. De har ikke haft, de har ikke nogen danske venner, de har heller ikke nogle fællesskaber så de har kun skolerne, når de bliver inviteret til skolefester, så gør de det for min brors eller min søsters skyld. Altså, whatever. Eller kommunen, de har kontakter med kommunen og det, de har ikke nogen fælles venskab med danskere, som, for eksempel hvis en dansker siger til min mor, ’skal vi ikke gå ud i byen i dag?’, så tænker min mor, ‘du er helt galt på den – skal jeg gå ud i byen om aftenen, og gå ind og spise eller gøre så’en’. Altså det gør jeg med min familie, det gør jeg ikke med mine venner.’ Eller tage i svømmehallen for eksempel, det kunne de aldrig finde på, og tænke. Altså problemet er at forældrene de har den tanke for tusind år, for generationer af år siden, for vores for-for-forfædre. De kører den der tradition, og danskerne de kører selvfølgelig deres kultur.

Mikkel Krause: Men hvad har det betydet for dine forældres forhold til det danske samfund. At de altså ikke har haft den forankring her, og ikke har haft så stor berøring med danskere.

Iman Rabeh: Det har betydet, at de ikke kan forstå os, der er født her, og opvokset her. Jamen, hvis jeg siger til min mor, at jeg skal ud med min veninde klokken seks om aftenen, vi skal bare ind og spise, eller vi skal ind i biografen, så ville de ike forstå det, fordi hun har jo den der tankegang, at det her ville jeg aldrig kunne finde på at gøre, med mindre jeg går ud med min familie og spise, så ville det være noget helt andet. Men når jeg siger det, så forstår hun ikke mig. Altså jeg skal ikke ind og lave noget der er forkert, jeg skal bare ind og spise noget mad, og gå ind i biografen.

Mikkel Krause: Så de er altså meget stor forskel på dine forældres kontakt til det danske samfund, og deres måde at omgås andre mennesker på. Og så din egen kontakt.

Iman Rabeh: Ja, det er der – meget.

Mikkel Krause: En af de løsninger på ghetto-problemet politikerne taler om, det er at opløse ghettoerne ved at tvinge folk til at blande sig mere. Altså at flere danskere skal flytte ind, for eksempel i Gellerupparken, og flere indvandrere ud i samfundet ude omkring. Hvad vil det betyde for dig og din familie?

Iman Rabeh: Det kan vi ikke, ligesom du og jeg og dem ikke kan bestemme hvor vi vil bo henne, så kan vi også bestemme selv. Der er ikke nogen der kan tvinge en anden til at flytte ud.

Mikkel Krause: Hvad vil du gøre hvis de prøver?

Iman Rabeh: Jamen, hvis de prøver, så vil jeg gøre oprør – Hvor er den der ytringsfrihed i snakker om, hvor er det hele i det hele taget. Jeg bestemmer selv hvor jeg skal bo. Som du bestemmer selv. Fint, vil du have mig til at bo, vil du tvinge mig til at bo med danskere, så vil jeg gerne bo sammen med dig Pia Kjærsgaard, for eksempel.

Mikkel Krause: Der er også en anden løsning som der tales meget om, det er at rive nogle af blokkene i Gellerupparken ned. Hvad tænker du om sådan en løsning?

Iman Rabeh: Overhovedet ikke. Det er en forkert løsning. I kan bygge noget op i stedet for at rive noget ned. I kan gøre det til et pænere sted, men hvorfor skulle I rive noget ned. Det er der ingen grund til.

Mikkel Krause: Du skal have mange tak for at du kom her, Iman Rabeh.

Iman Rabeh: Tak for invitationen.

Tusen takk til Uriasposten for lån av transkribering.