david.grossman.jpg

Hva kan man si når man mister et barn? David Grossman mistet sin sønn Uri i en stridsvogn, rett før våpenhvilen trådte i kraft i Libanon. Tapet er uersattelig. Uri fikk utvikle seg til en mann, men fikk aldri levd livet. David takker ham for alt de har hatt sammen. For at han fikk være hans venn. De andre i familien kalte Uri for Neshumeh, min lille sjel. Det er også en tale som sier mye om hva det er å være israeler.

Min kære Uri. I de sidste tre dage er næsten hver eneste af vores tanker begyndt med en benægtelse. Han kommer ikke mere, vi vil ikke snakke mere, vi vil ikke mere le. Han, denne dreng med det ironiske blik og en utrolig sans for humor, vil ikke længere være her. Han, den unge mand med en visdom langt over sin alder, med sit hjertelige smil, med sin livsappetit, vil ikke længere være her. Den sjældne kombination af beslutsomhed og finfølelse vil ikke længere være her. Hans sunde fornuft og hans gode hjerte vil ikke længere være her. Vi vil ikke længere eje Uris endeløse kærlighed og den sindsro, som han stilnede alle storme med. Vi vil ikke længere se Simpsons eller Seinfeld sammen, vi vil ikke længere høre Johnny Cash sammen med dig, og vi vil ikke længere mærke din stærke omfavnelse. Vi vil ikke længere se dig gå og snakke med din ældste bror Yonatan, mens du gestikulerer ivrigt, og vi vil ikke se dig kysse din lillesøster Ruti, som du holdt så meget af.

Min elskede Uri, i dit korte liv har vi lært alt af dig. Af din styrke og beslutsomhed om at følge din vej. Lamslåede fulgte vi din kamp for at blive uddannet til kampvognskommandør. Du gav ikke efter for dine foresattes råd, for du vidste, at du kunne blive en god kampvognskommandør, og du var ikke indstillet på at give mindre, end du var i stand til. Og da det lykkedes for dig, tænkte jeg: han er en dreng, der så enkelt og klarsynet kender sine muligheder. Uden indbildskhed og arrogance. Som ikke lader sig påvirke af, hvad de andre siger om ham. Som finder styrken i sig selv.

Sådan var du allerede i din barndom. Du levede i harmoni med dig selv og med dine omgivelser. Du kendte din plads, du vidste, at du var elsket, du kendte dine begrænsninger og dine dyder. Og efter at du havde fået hele hæren til at bøje sig og var blevet udnævnt til kampvognskommandør, har du sandelig vist klart, hvilken slags leder og mand du var. Og i dag hører vi dine venner og dine soldater tale om lederen og vennen, ham, der stod først op for at organisere alt og som først gik i seng, når de andre allerede sov.

Og i går klokken tolv om natten kiggede jeg på hjemmet, der var temmelig rodet, efter at hundredvis af mennesker havde besøgt os for at kondolere, og jeg sagde: bare Uri var her for at hjælpe os med at rydde op.

Uri, du har oplyst vore liv. Din mor og jeg har opdraget dig med kærlighed. Det var så let at elske dig af hele vort hjerte, og jeg ved, at du også selv havde det godt. At dit korte liv har været smukt. Jeg håber, at jeg som far har været værdig til en søn som dig. Men jeg ved, at det at være søn af Michal (Grossmans hustru, red.) vil sige at vokse op med en generøsitet, en ynde og en endeløs kærlighed, og du har modtaget alt dette. Du har modtaget det til overflod og har vidst at værdsætte det, du har vidst at sige tak, og intet af hvad du modtog, var efter din mening noget, man skyldte dig.

I dette øjeblik vil jeg ikke sige noget om den krig, du blev dræbt i. Vi selv, vores familie, har allerede tabt den. Nu skal Israel foretage sin samvittighedsransagelse, og vi vil lukke os om vores smerte, omgivet af gode venner, beskyttet af kærligheden fra så mange mennesker, der for de flestes vedkommende ikke kendte os, og som jeg takker for deres ubegrænsede støtte.

Jeg ville sådan ønske, at vi også evnede at give hinanden denne kærlighed og denne solidaritet i andre øjeblikke. Det er måske vores mest specielle nationale ressource. Det er vores store rigdom som nation. Jeg ville sådan ønske, at vi kunne vise mere følsomhed over for hinanden. At vi kunne befri os fra den vold og det fjendskab, der har indsneget sig så dybt i alle forhold i vores liv. At vi kunne besinde os og redde os selv nu, i allersidste øjeblik, for der ligger hårde tider forude.

Vores familie har tabt krigen
Weekendavisen. (sub only)

Les også

-
-
-
-
-
-