Alain Finkelkraut ble nylig beskyldt for rasisme etter han dristet seg til å si på tv at respekten for innfødte franskmenns røtter og identitet også burde være en del av debatten. Intervju med den franske essayist og intellektuelle i danske Weekendavisen – Republikken kapitulerer (av Aske Munck, ikke på nett. Via Uriasposten).

“Der er ingen tvivl. Det er denne vinters mest omdiskuterede bog i Frankrig: den franske filosof Alain Finkielkrauts seneste værk, L’identité malheureuse, den ulykkelige identitet. … I det lille flammende værk på et par hundrede sider advarer Finkielkraut om, at den franske identitet og kultur er blevet trængt op i en krog af en farlig og krybende segregation mellem oprindelige franskmænd og nytilkomne immigranter og deres efterkommere.

… ‘Ængstelsen blandt de franske borgere er reel og stigende. De er bange, ikke for de fremmede, men bange for at blive fremmede der, hvor de bor.‘ Indtil videre er det stort set kun det ekstreme højreparti Front National, der har taget deres ængstelse alvorligt, og derfor stiger partiets tilslutning i befolkningen, vurderer Finkielkraut, der samtidig konstaterer, at mange af de indfødte franskmænd forlader de kvarterer, hvor de er i mindretal, hvorved ghettoiseringen forstærkes, fordi indvandrerne bliver alene tilbage.

‘Når en befolkningsgruppe på denne måde efterhånden udgør flertallet, hvad er da incitamentet til at blive integreret?’, spørger han retorisk.

[…]

Skolen var tidligere assimileringsmekanismen, der sikrede, at folk fik det samme republikanske udgangspunkt og sindelag uanset herkomst, religion eller etnicitet. Men sådan er det ikke længere. Eleverne sætter ikke blot spørgsmålstegn ved lærernes autoritet, men ved selve undervisningens funktion og værdi, og lærergerningen er – skriver Finkielkraut – ‘nærmest blevet en kontaktsport’. ‘Sådan er virkeligheden. Det kan enhver med øjne i hovedet se. Helt almindelige fag kan der ikke undervises i, fordi eleverne siger, det strider imod deres religiøse eller politiske overbevisning. …

I bogen spiller nederdelen (skjørtet, red.anm.), la jupe, en overraskende stor rolle. For fra at have været den obligate kvindelige uniform og symbolet på det mandschauvinistiske galliske samfund i 1970erne – da Jacques Chirac som premierminister irettesatte sin kollega Alice Saunier-Seité, fordi hun bar bukser i Nationalforsamlingen – er nederdelen nu blevet et symbol på præcis det modsatte: en ny kvindefrigørelse.

I landets socialt belastede forstæder har en tiltagende religiøs fundamentalisme nemlig tvunget nederdelen tilbage i klædeskabet, fordi – som de unge derude siger – ‘kun ludere går i nederdel’. Og uanset om man er enig eller ej, er det lettere for pigerne at trække i joggingbukser. For at undgå tilråb eller i værste fald overfald. …

Udover nederdelen optager en anden beklædningsgenstand en del plads i Finkielkrauts bog: hovedtørklædet. … Venstrefløjen har længe haft le métissage eller raceblandingen som sit mantra, men hovedtørklædet er mere eller mindre ved at gøre det til en myte. ‘Med hovedtørklædet signalerer den muslimske kvinde klart, at hun kun kan blive gift med en muslimsk mand, og derved lukker gruppen sig om sig selv,’ vurderer Finkielkraut.

En udvikling, der forstærkes af hykleriet fra les bobos, de borgerlige bohemer eller halal-hippier, som man kalder dem i Danmark, der taler varmt for raceblanding og åbenhed, mens de selv bor i etnisk homogene enklaver og aldrig kunne drømme om at sætte deres børn i en skole, hvor 60-80 procent er af udenlandsk herkomst.

‘De nøjes med at spise thai, marokkansk eller kinesisk og slår sig måske sammen i kampen for at få deres barnepiges immigrationspapirer i orden. Men de bor selv i de rene befæstninger med koder på opgangene og dørtelefonerne,’ siger han hånligt.”