Kommentar

Intervjuet med Alain Finkielkraut i Information er trist og vemodig lesning. En klok mann konstaterer at han er ved å tape sitt land, og denne mannen er barn av foreldre som overlevde Auschwitz.

Slik ser det nye Europa ut. Det kunne like gjerne vært Storbritannia, Tyskland, Sverige eller Norge som ble beskrevet. Prosessen er den samme over alt.

Alain-Finkielkraut

Finkielkraut ble intervjuet av Niels Ivar Larsen som ikke kan unnlate å nevne at Finkielkraut er nevnt i Manifest 2083. Regnes det som et vesentlig faktum som skal ligge en filosof til last?

Hvis man tenker langs en bestemt akse, tydeligvis. Le Monde mente at Finkielkraut «leker med ilden» i sin siste bok «Den ulykkelige identitet».

En diagnose av republikkens tilstand er altså ensbetydende med å flørte med noe farlig?

Når ble det å tenke farlig?

Den som hører Finkielkrauts kloke svar vil raskt forstå at det er Le Monde som er ute på ville veier. Han sier hva ethvert oppegående menneske fornemmer. Det er en følelse av Stefan Zweig over det Finkielkraut sier.

Dagens krise er en språklig krise. Når man ikke lenger tør å benevne fenomenene ved deres rette navn, blir offentligheten uopplyst, den slutter å fungere. På spørsmål om hva den franske identitetskrise består i, svarer Finkielkraut:

 

»Dens kendetegn er en kulturel og territorial separatisme, der har nået et kritisk niveau. Fænomenet White flight er udbredt i mit land. Krisens andet kendetegn, som øger og forværrer separatismen, er, at den slet ikke nævnes, ja, slet ikke  nævnes. En ideologisk blykappe har lagt sig over den offentlige samtale. I stedet for at tale om parallelsamfund taler man om’folkelige kvarterer’. Alle ved, at det er en eufemisme, der bekræfter en løgn. For i disse folkelige kvarterer bor folket – det oprindelige folk – netop ikke. De er flyttet ud. Det er kvarterer med især arabisk-afrikansk-muslimsk majoritet. Territorier, der er som tabt for republikken. Når der finder optøjer og bilafbrændinger sted, siger man, at der står ’unge’ bag – absurd. Det er ikke ’unge’. Det er stort set altid arabiske, afrikanske, muslimske unge mænd.«

Man må ikke diskutere innvandringen med åpent visir i Frankrike. Da blir man erklært som rasist. Landet mottar 200.000 om året. De styrende fører en strutsepolitikk, sier Finkielkraut. Han frykter alvorlige konfrontasjoner og «det ønsker jeg ikke for mitt land». Det er derfor han skriver. Men for dette blir han hengt ut, og det «piner ham», sier han.

Finkielkraut går til roten. Han sier dagens europeere lider under «romantiseringen av den andre». Dermed avnasjonaliserer man seg selv. Vanlige mennesker som ikke er representanter for den nye ideologi føler tap.

Det filosofiske fundament gjør at Finkielkraut tør å si dette rett ut.

 

»I Frankrig har alle identiteter borgerret – kun ikke de oprindelige franskmænds. Er man marokkaner, algerier, afrikaner eller russer, polak etc., kan man tilkendegive og dyrke sin identitet. Det er anerkendt og legitimt. At dyrke en traditionel franske nationalidentitet bliver derimod mødt med mistillid. Det virker pinligt og beskæmmende. Situationen er således vendt på hovedet: For generationer tilbage var visse franskmænd så stolte af deres identitet og rødder, at de vovede at stille spørgsmålstegn ved franskheden hos nyankommere. Kunne den nogensinde blive ægte? I dag er det derimod franskmændene ’af ny dato’, som anspores til stolt at hævde deres identitet. Mens franskmænd af fransk oprindelse må bestræbe sig på at blive et usynligt folk – et folk, der ikke nævnes«.

Skyld og kompensasjon

Europa ble rammet i sin selvtillit av to fenomen. På den ene siden Opplysningstanken, på den annen romantikken.

Opplysningstanken ga europeerne overbevisningen om at man skulle bære fornuftens lys ut til andre folkeslag. Teknologi og vitenskap skulle forandre Afrika, Midtøsten og Asia. Slik ble oppdagelsene og kolonialiseringen rasjonalisert.

Man mente verdiene var universelle: alle vil i bunn og grunn det samme. Dette var fremskrittsoptimisme med en ubendig trang og rett til å forandre.

Samfunnet består av borgere, som når de har lært «leksen», dvs blitt opplyst kan være hvem som helst, uavhengig av kultur, i prinsippet.

Romantikken hadde helt andre forestillinger om et organisk folk, med et mytisk opphav og mystiske bånd som ekskluderte fremmede.

»På den ene side blev Romantikken spændt for racetænkningens vogn med nazistiske udryddelseslejre som apokalyptisk konsekvens. På den anden side legitimerede Oplysningen, at de europæiske nationer kastede sig ud i kolonieventyr. Man ville udbrede Fornuften til verden, missionere for en universel civilisation. Den dystre arv fra kolonialismen, og Holocaust nødvendiggjorde en dobbelt kritik af identitet og universalisme.«

Men det dobbelte traume ramte europæerne med »en identitetssvækkelses svimmelhed«. Europæisk identitet i dag »består i at stille sig til disposition for alle mulige andre«.

Det er ingen enkel prosess Finkielkraut beskriver. Man kan forstå at nazismen var en tung byrde for den europeiske psyke. Men at kolonialismen skal veie så tungt lenge etter at det er dokumentert at korrupsjon og vanstyre ikke bare skyldes europeerne, er vanskeligere å forstå.

Her tar den multikulturelle ideologi et kvantesprang og «letter» fra jorden. Den lever sitt eget liv uaktet realitetene. Det er undergang over dens utvikling.

»Multikulturalismen går ud på at benægte enhver dissymmetri mellem modtagerlandets oprindelige kultur og nytilkommernes kultur. Vi ser det i sproglige glidninger. Det ikke nok at have miskrediteret ’assimilation’. Staten og den toneangivende elite kaster sig nu også over ordet ’integration’, der skønnes at for normativt og unilateralt. Det nye paradigme hedder ’inklusion’. Alle kulturer sættes som lige og som lige gode. På den måde bliver Frankrig til det, vi på mit modersmål kalder une auberge espagnole – altså en kro, der der kun serverer det, man selv har med«.

Samtalen er ikke blitt mer opplyst. Avstanden til virkeligheten er blitt enda større enn den var for noen år siden, ikke minst fordi utviklingen går raskere og raskere.

Språket detronisert

Et synlig tegn på at tilliten i samfunnet er ved å forsvinne er at landets språk ikke lenger er enerådende. Fransk er ikke lenger det selvsagte middel til kommunikasjon, til læring, omgang og administrasjon.

Man avstår både fysisk og mentalt suverenitet.

»En nation som Frankrig kan ikke være flersproglig. Fransk er det konstituerende sprog, det primære sociale bånd. Men den franske kulturarv og det franske sprogs forrang streges nu ud i den egalitære multikulturalismes navn. Man håber derved at kunne forsone de forskellige samfundsgrupper. Men reelt fastholder man et nag hos dem, der stammer fra lande, hvor deres bedsteforældre var tynget af kolonialismen. Man forstærker følelsen af, at de ikke har forpligtelser over for deres nye land – at de ikke skylder det noget. Det er tværtimod alene Frankrig, der har forpligtelser over for dem. Man har vænnet vores indvandrere fra Afrika og Mahgreb til rollen som evige kreditorer. Den holdning dæmper ikke spændingerne, tværtimod. Den opretholder dem og forstærker naget.«

Intet er irreversibelt

Så sier Finkielkraut noe som skaker journalisten. På spørsmål om ikke innvanringen er irreversibel, svarer Finkielkraut:

»Intet er irreversibelt. Kun hvis man beslutter sig for, at politik ikke længere findes. Politik kan kun føres, hvis vi har et samfund, vi kan kende ved at skelne mellem dem, der hører til det, og dem, der ikke hører til. Beslutter man først, at en sådan forskel ikke længere findes og erklærer alle grænser åbne, afskaffer man ikke bare den nationale politik. Så afskaffer man politik i det hele taget «.

Det er å bryte det absolutte tabu, for hvordan skulle prosessen reverseres? Et slikt scenario fremkaller de verste minner i europeerens hode, eller er det minner han bruker for å paralysere seg selv og late som om det ikke finnes alternativer til dagens politikk?

Hva er det som skal til for å komme inn på et annet spor? Simpelthen å stå opp for skillet mellom politikk og religion, å fastholde sekularitetens prinsipper. Disse ble vunnet til en høy pris. Den katolske kirke f.eks. måtte tåle å bli trengt tilbake. Til sammenligning er det ikke mye man krever av muslimer i Europa. Men man vil ikke formulere spørsmålsstillingen en gang.

I stedet velger man tausheten.

»Jeg læste en artikel i Le Monde om en kvinde fra La Courneuve (forstad nord for Paris, red.). Hun var af fransk oprindelse, i 40’erne. Fysisk nedslidt, mor til flere børn, en søn var konverteret til islam. Hun kunne ikke leve i La Courneuve uden at møde foragt, hvis hun røg cigaretter under Ramadanen eller gik uden slør. Hun følte, at hun var blevet en minoritet i sit eget land. Hvis Frankrig var et land i god helbredstilstand ville journalister, politikere, intellektuelle lytte til denne kvinde. Men kun den ekstreme højrefløj lytter. Og deri består katastrofen! At det kun er det ekstreme højre, der tager sådanne menneskers bekymringer alvorligt. De burde angå os alle. Hvis min bog får politisk effekt, så håber jeg, at den kan bidrage til at restituere legitimiteten og den dybe mening i de oprindelige franskmænds identitetsangst«.

Finkielkrauts underliggende desperasjon kan minne om den stemning man finner hos forfattere som Stefan Zweig og Klaus Mann i tredveårene.

Tittelen sier noe om denne tilstand:

Visjonær eller reaksjonær?

Erkjennelsen av tingenes tilstand er ved å modnes, men intet skjer i den offisielle politikken.