Hvad sker der, når landets største mediehus, JP/Politikens Hus, med hjælp fra TV 2 News bruger befrielsesdagen den 4. maj til at fejre en ukrainsk præsident via storskærme på Rådhuspladsen og Bispetorv i Aarhus? Ja, der sker flere ting.

For det første er det tyveri af befrielsesdagen.

Det kan man måske leve med – med tanke på det ukrainske folks lidelser under den forsvarskrig, de heroisk fører, og som jeg håber, de vinder på en eller anden måde, men det er stadig tyveri.

For det andet gør de tre erklæret uafhængige medier – Jyllands-Posten, Politiken og TV 2 News – sig med deres Zelenskyj-stunt til aktører for et andet lands præsident. Mediehuset havde angiveligt selv kontaktet den ukrainske ambassade og foreslået, at Volodymyr Zelenskyj talte netop den 4. maj, hvor danskerne markerer befrielsen i 1945.

Det er rendyrket journalistisk aktivisme, uanset om de ansvarlige vil stå ved det eller ej. Nyheder? Det er da noget, vi selv laver!

Kan man stole på mediernes dækning af krigen i Ukraine? Måske. Måske ikke. I krig er sandheden som bekendt det første offer, og den aktivistiske gestus hjælper naturligvis ikke på troværdigheden.

Nej, det er ikke noget med, at jeg holder med russerne eller Putin og Kreml. Jeg stoler bare ikke på medier, der hepper på den ene part i en konflikt eller krig, og det bliver ikke bedre af, at man dækker sig ind under, at man skam kæmper for det gode, for demokrati eller FN’s 917 verdensmål.

Nyd f.eks. denne eksemplariske passage fra JP’s leder, der lige så godt kunne have stået i Politiken og sovser helt til i lyrik og lommefilosofi: »At erfaringerne fra Anden Verdenskrig ikke én gang for alle har sat en stopper for at se krig som et middel til noget som helst, er deprimerende. At vi godt inde i det 21. århundrede skal finde os i, at Putin påtvinger hele den frie verden en fremtid på fortidens præmisser, er utilgiveligt.«

Hey, erfaringerne fra Første og Anden Verdenskrig er ikke begravet, vi europæere er børn af krig og konflikt – ikke kun af blød velfærdsstat og venstrefløj. Fortiden er sprællevende, bare spørg i Israel eller Eksjugoslavien.

Desuden findes krig fortsat mange steder, åbn jeres egne aviser! Europæerne er verdensmestre i krig, og russerne har været i området mange gange før, senest i Afghanistan, Transnistrien, Georgien, Krim og sikkert også steder, jeg ikke er bekendt med.

Ja, tænk, at vi moderne mennesker, som arbejder i glashuse, krystalpalæer med hæve-sænke-borde, madordninger, fede pensioner, firmabil og friværdi skal finde os i, at krig fortsat er politik med andre midler.

Sæt jer ned og læs noget Clausewitz! En mundfuld Machiavelli eller et par strofer fra Søren Fauths forliste ægteskab. Eller besøg Vestbredden.

At krig burde være afskaffet på linje med fastnettelefoner, tuberkulose og højrefløj, kan være nok så moralsk, men det er også illusorisk i en verden af mennesker og andre rovdyr.

Biskop over Aalborg Stift Thomas Reinholdt Rasmussen – den enlige biskop, som udmærker sig ved ikke at have kaldt regeringens asylpolitik ”ukristelig” – fremhæver det så glimrende i et interview med Kristeligt Dagblad: Politiske spørgsmål skal afgøres politisk, dvs. ikke kirkeligt eller ved hjælp af journalistisk aktivisme. Derfor skal vi ikke som flokdyr gå rundt og forsimple politiske problemstillinger med moral og fakler.

Som præsten udtrykker det med et skjult citat af Løgstrup, er politik ikke valget mellem det gode og det onde, men snarere en diskussion om begrænsede ressourcer og kompromiser. Hvis vi kunne gøre alt, var der end ikke brug for politik – eller for journalistik. Men det kan vi ikke. Ergo må en avis nøjes med at lave avis og være forankret i virkeligheden.

Det er således ikke nok at ønske sig krigen væk »godt inde i det 21. århundrede«, som om det er en garanti for noget som helst, ikke engang på lederplads.

Verden er styg, og jorden er for øvrigt ingen stjerne. Langt bedre er det for en avis at dække realiteterne så nøgternt og illusionsløst som muligt uden moralske falbelader, skåltaler og fakkeloptog. Lad dog Politiken om det! Det er de så gode til. Det er deres scene, deres show. Lad JP være en avis, ikke et missionshus.

Og lad så befrielsesdagen være en dansk mærkedag. Den ene gang om året.

 

Takk til Jalving for tillatelse til republisering.

 

Vi i Document ønsker å legge til rette for en interessant og høvisk debatt om sakene som vi skriver om. Vennligst les våre retningslinjer for debattskikk før du deltar.