Kommentar

Blågårdsgade på Nørrebro mandag 15. april. Foto: Mads Claus Rasmussen/Reuters/Scanpix

Da den danske ambassaden i Damaskus, Syria i februar 2006 ble brent ned på grunn av Kurt Westergårds Muhammed-karikaturer, stod daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen selvsagt opp for ytringsfriheten. Jens Stoltenberg, Jonas Gahr Støre og Bjarne Håkon Hansen gjorde som kjent det stikk motsatte her hjemme, og hang i stedet en drapstruet redaktør Vebjørn Selbekk i Magazinet/Dagen til tørk foran 14 imamer. Selbekk måtte beklage at han brukte sin ytringsfrihet. Definitivt ikke Arbeiderpartiets «finest hour».

For 13 år siden fant det aller meste av voldelige opptøyer på grunn av Westergårds tegning sted i muslimske land, og i liten grad i Danmark eller Europa. (Wikipedia har en interessant, kronologisk oversikt her). Den gang, i 2006, var det i følge Aarhus Universitet ca 115 moskéer i Danmark, i 2017 regnet man med at det var ca 180. Den muslimske befolkningen utgjorde litt over 200.000 personer i 2006, mens den i dag er på over 300.000. Mange bor i storbyer som København, Odense eller Aarhus.

Den subtile Kurt Westergård er i dag erstattet av den langt mer direkte Rasmus Paludan. Han er partileder i mikropartiet Stram Kurs som går aktivt inn for å sende innvandrer og muslimer ut av Danmark (partiet har blant annet laget en Topp 20-liste over personer som bør utvises). Paludans varemerke er blitt å brenne eller grille Koranen, gjerne surret i bacon, på offentlig sted. Hans Koran-brenning er ofte ledsaget av andre stunts, som for eksempel

Vi uddeler tegninger af profeten Muhammad, som bliver analt bollet [knullet] af en hund, mens han selv trænger ind i en gris!

eller

Stram Kurs demonstrerer for forbud mod hijab, hvilket er en naturlig følge af forbuddet mod niqab og burka. Dog vil vi gerne tillade HOMO-Hijab, som betyder, at to kvinder, der er nøgne og har sex med hinanden, gerne må have hijab på, mens de har sex (og i øvrigt er nøgne).

Her er det åpenbart bare fantasien som setter grenser. Paludan hviler heller ikke: Han har holdt 17 demonstrasjoner hittil i 2019, og rakk hele 53 i fjor. Forlaget som selger Koranen har gode dager.

 

Paludan holdt sin egen Pride-marsj på Nørrebro. Den forløp heller ikke rolig.

Så kan man like eller mislike Paludans stunts, og MSM omtaler ham selvsagt som en islamfiendtlig høyreekstremist, provokatør, rasist, islamofob og det som måtte passe deres agenda. Men om man bytter ut Koranen med Bibelen (behold gjerne bacon), obskøne tegninger av Muhammed med ildspåsettelser og tilgrising av kirker (eller – for de ikke-religiøse – hva med et avkappet og blodig dukkehode som skal forestille en død Trump?), og homo-hijab med brenning av et Israel-flagg, så skiller ikke Paludan seg nevneverdig ut i rekken av provokatører. Er det fordi han driver gjøn med nettopp islam at bydelen Nørrebro i København derfor står i brann?

En Stram Kurs-demonstrasjon på Nørrebro 14. april gikk ut av hånd. Berlingske Tidende beretter:

Blot ganske få minutter nåede partilederen for Stram Kurs, Rasmus Paludan, at kaste rundt med koranen på Nørrebro. Efter ti minutter var han væk, men urolighederne bredte sig ud i hovedstaden og varede næsten 12 timer. 23 blev anholdt, der var 70 ildspåsættelser, 30 biler blev sat i brand, og der blev for første gang indført dobbeltstrafzoner i København. For politiet blev angrebet. Både fysisk med brosten og fyrværkeri og i videoer delt på sociale medier.

Velintegrete muslimer er ikke med på slike voldseksesser. De tenker kanskje «dust» om Paludans sirkus, og tar seg rolig en bolle før de fortsetter den daglige dont. Men konsekvensene av ca 50% flere muslimer i Danmark de siste ca 13 årene, med en større konsentrasjon i bydeler som Nørrebro og et større antall som åpenbart ikke er – eller vil – integrere seg i dansk og vestlig kultur, resulterer i at dette voldsomme raseriet over krenkede, religiøse følelser nå får sitt utløp i Danmark i stedet for langt borte i det fjerne Midt-Østen. Brosteinene som flyr gjennom luften er plukket opp av danske gater.

Når man får slike voldsomme opptøyer i eget land, settes ytringsfriheten dessverre på prøve. Paludan, som nå lever med massiv politibeskyttelse, har selvsagt rett til å brenne en Koran eller Bibel, og drive gjøn med all verdens religioner. Han poengterer:

Det er vigtigt at fortsætte, indtil der ikke længere er muslimer eller andre her i landet, der tror, at de kan bestemme, hvad grænsen for ytringsfrihed skal være.

De som brennmerker ham som rasist, islamofob osv. er i praksis forkjempere for en ny blasfemislov.

Det prinsipielle forsvaret av ytringsfriheten viker også raskt når det nærmer seg valg, og det skal sankes goodwill og stemmer fra alle deler av befolkningen. Hittil har få ledende politikere forsvart Paludan, og det er skremmende å se hvor raskt Fogh Rasmussens faste holdning fra 2006 er blitt svekket på relativt få år.

De doble standardene for forsvaret av ytringsfrihet og hvordan uenighet får ulike religiøse og kulturelle uttrykk, oppsummeres godt i denne oversikten fra Lars Aslan Rasmussens FB:

Jeg præsenterer hermed følgende hadprædikanter der har besøgt Nørrebro på det seneste:

Imam Bilal Philips
Går ind for vold mod kvinder og drab på homoseksuelle.
Holdt oplæg for tusindvis af tilhængere på Nørrebro, inviteret af islamisk Trossamfund.

Resultat: Ingen hærværk, ingen vold mod politiet, ingen afbrændte biler, ingen granater, ingen våbenfund.

Sheik Yassin
Prædiker om drab på homoseksuelle
Holdt oplæg på Nørrebro for flere hundrede unge.
Inviteret af VIOMIS(viden om om Islam på gadeplan)

Resultat: Ingen hærværk, ingen vold mod politiet, ingen afbrændte biler, ingen granater, ingen våbenfund.

Kemal Al Mekki
Går ind for slaveri og drab på frafaldne muslimer
Holdt oplæg for flere hindrede unge på Nørrebro
Inviteret af islamisk trossamfund

Resultat: Ingen hærværk, ingen vold mod politiet, ingen afbrændte biler, ingen granater, ingen våbenfund.

Haitham Al Haddad
Går ind for stening af utro kvinder og Sharia
Holdt oplæg for tusind deltagere på Nørrebro
Inviteret af islamisk trossamfund

Resultat: Ingen hærværk, ingen vold mod politiet, ingen afbrændte biler, ingen granater, ingen våbenfund.

Hizb Ut Tahir
Går ind for drab på jøder, og for at afskaffe demokratiet.
Holder ofte møder med tusindvis af deltagere og marcherer på Nørrebro

Resultat: ingen hærværk, ingen vold mod politiet, Ingen afbrændte biler, ingen granater, ingen våbenfund.

Rasmus Paludan
Leder af partiet Stram (kon)Kurs
Der ved sidste valg fik under 100 stemmer.
Render rundt alene på Nørrebro og jonglerer med sin egen koran

Resultat: omfattende hærværk, vold mod politiet, Afbrændte biler, granater og våbenfund….

Og ja, jeg er uenig med Paludan i alt, men har alligevel svært ved at holde hykleriet ud hos de autonome, hos bandemedlemmerne og hos islamisterne.

Problemet er videre at når en voldskultur som den på Nørrebro får befeste seg, så er ytringsfriheten i praksis begrenset av størrelsen på politistyrken. Uten en håndfast politistyrke vil det ikke være mulig for regjeringen å garantere borgerne deres grunnlovsbetemte rettigheter. Som Folketingsmedlem Henrik Dahl treffende poengterer på sin FB:

Vi har i Danmark en politistyrke på knap 12.000 mand. Som den er organiseret, kan den lige akkurat klare en situation som den, der opstod i søndags, over en kortere periode. Det siger både fagforeningsformanden for betjentene og rigspolitichefen.

Hvad kan man forsøgsvis lære af det?

At uden en håndfast politistyrke, ville det slet ikke være muligt for regeringen at garantere borgerne de rettigheder, grundloven giver.

Grænserne for de grundlovgivne, borgerlige rettigheder går altså i dag ved politiets slagkraft. Derfor er indvandring fra Stormellemøsten et eksistentielt problem for Danmark.

Politiet har ikke slagkraft til på vegne af regeringen at garantere borgernes rettigheder, hvis modstanden bliver dobbelt så stor.

Når regjeringen mangler evne og vilje til å forsvare befolkningen, gjelder ikke dette bare etniske dansker med lang fartstid i landet. Det gjelder også alle dem som flyktet vekk fra islamistene og ekstremistene og til et nytt og trygt liv i Vesten, men som i sitt nye hjemland i stedet blir møtt av islamister og ekstremister som får herje fritt for å angripe den ytringsfrihet de selv nyter godt av. Nima Zamani er etterkommer av iranske flyktninger, og pakker ikke budskapet inn:

Den 14. april 2019 er en skamplet i danmarkshistorien. I hjertet af København blev der kæmpet for alt dét, mine forældre flygtede fra i begyndelsen af 80erne.

De flygtede fra et islamistisk Iran, hvor målet stadig er censur og midlet stadig er vold. De sagde farvel til deres venner og familie, og risikerede over flere omgange livet, for at komme til et land, hvor jeg kunne nyde en fremtid med frihed. Derfor går der heller ikke en dag, hvor jeg tager min grundlovssikrede ret til at ytre mig for givet.

Helt omvendt er det med gruppen af selvudråbte muslimer, der stod bag ildspåsættelser, flyvende brosten og voldelige sammenstød med politiet.

De forsøger at gøre demokratiske Danmark til islamistiske Iran. De aner ikke, hvor privilegerede de er. De har, modsat mine forældre, aldrig skullet kæmpe for ytringsfrihed. De har fået den foræret. Sådan opfører de sig.

Dette viser hvor viktig det er å være kategorisk i forsvaret av ytringsfrihet. De doble standardene, hykleriet og knefallet for de sårede følelsers tyranni er derfor noe som må bekjempes hver dag. Selv om lukten av bacon-grillet koran river i nesa.

 

 

Kjøp «Den islamske fascismen» av Hamed Abdel-Samad fra Document Forlag her.