Kultur

En meget ung Rued Langgaard (1893-1952) ved orglet i Helligaandskirken, København

Disse tre korsangene, komponert i tiden 1916-18, er visstnok ikke tenkt som et samlet opus. Men felles for dem er at tekstene er norsk-relaterte, den første og siste etter norske dikt av henholdsvis Welhaven og Wildenvey – og Erik Bøghs frue var norsk (at han lar Hængebirken stå på det gamle Fjeld, får vi ta som en poetisk frihet, selv om vi vet at lavlandsbjerk, fjellbjerk og dvergbjerk ikke er helt det samme).

I alle fall ble disse tre sanger utgitt samlet av Wilhelm Hansens Musikforlag, København, i 2000.

Alle fremførelser er ved Ars Nova, København, dirigent er Tamás Vetö.

Lokkende Toner, tekst Johan Sebastian Welhaven (1807-1873)

Der fløj en Fugl over Granehej,
som synger forglemte Sange;
den lokked mig bort fra slagen Vej
og ind på de skyggede Gange.
Jeg kom til skjulte kilder og Kjern,
hvor Elgene Tørsten slukke;
men Fuglesangen lød endnu fjern
som nyn mellem Vindens Sukke:
Tirilil Tove,
Langt, langt bort i Skove!

Jeg stod i Birkenes høje Sal,
mens Midsommerdagen helded;
der tindrede Dug i dyben Dal,
det skinned som Guld af Fjeldet.
Da bæved Lunden, da lød det nær
som af en susende Vinge,
og grant jeg hørte fra Fjeld og Træ’r
de lokkende Toner klinge:
Tirilil Tove,
langt, langt bort i Skove.

Der fører en sti saa langt af led
til Lien, hvor Fuglen bygger;
der stemmer den op hver Sang, den ved,
i dunkleste Graneskygger.
men om jeg aldrig kan vinde did,
jeg kender dog Lokkesangen,
hvor sødt den kalder ved Sommertid
naar Kvelden har dugget Vangen:
Tirilil Tove,
langt, langt bort i Skove.

Sæterjenten, tekst Erik Bøgh (1822-1899)

Deroppe på det gamle Fjæld,
Hvor Hængebirken staar,
Jeg blæste i min Lur en Kvæld-
Jeg var vel sytten Aar!-
Da klang der over Søen klar
Fra fjærne Fjæld et Svar.

Fra fjærne Fjæld for første Gang
Der svared mig en Ven,
Og Kvæld paa Kvæld med Lurens Klang
Jeg sendte Svar igjen
Til Vennen hist bag Søen blaa,
Til ham jeg aldrig saa.

Saa fage svandt det fagre Aar,
Ej mer det kom igjen.
Da Luren lød den næste Vaar-
Der svared ingen Ven,
Og mange lange Aaar der gik,
Men aldrig Svar jeg fik.

Deroppe paa det høje Fjæld,
Hvor Hængebirken staar,
Der klinger end min Lur i Kvæld
For Vennen fra min Vaar-
Den eneste, som gav mig Svar,
Den eneste, jeg har.

Høstfuglen, tekst Herman Wildenvey (1885-1959)

Det stilner i sommerens blandede kor,
sangen har søkt av lande.
Det stilner i skogen. Og langt mot nord
mørkner de mange vande.
Det er, som en stum og forstemt kondor
svæver på solens strande.

Det skygger i sommerens rike og land
deroppe fra høstfuglens sfærer.
De rødgyldne strimer fra solens rand
er straaler, som vingerne spjærer.
Ak, solen den gløtter saa godt den kan
igjennem kondorens fjærer.

Og nu under høstfuglens skystumme tegn
drukner de sangfugles glæder.
De søker et sangland, en lykkelig egn,
som findes slet ingen steder.
Mens rindende, raslende regn og regn
river i grus deres reder.

Og høstfuglen stemmer til høstlige kvad
om verdner, som venter paa hvile.
Man tænker paa somrenes sunkne rad
og vet, hvordan nye vil ile.
Det er, som om sorgen vil gjøre en glad,
det er, som ens tungsind maa smile.

Wildenveys tekst avviker her en del fra den som presenteres i Mine sangers bok (1950).