Gjesteskribent

Sørsudanesiske asylsøkere som er utvist fra Israel etter å ha blitt funnet å være økonomiske migranter, går av et deportasjonsfly i Juba den 18. juni 2012. Foto: Adriane Ohanesian / Reuters / Scanpix.

 

Hvad angår forståelsen af udlændingepolitikkens konsekvenser, er der stort set ingen forskel på liberale og socialister. Seneste syn for sagn står at læse hos min medblogger her på siden, Christina Egelund fra Liberal Alliance. I et indlæg med titlen ”To fluer med ét smæk” (Vi må løse integrationsproblemerne” over mest læste blogs) skriver Christina Egelund bl.a. følgende:

”Derfor skal vi løse udfordringerne, slå to fluer med et smæk og samtidig skabe fundamentet for et fællesskab for alle, så det ikke bliver dem og os…Næste skridt er at handle. Skabe en fremtid uanset fortid. Skabe et bedre samfund for alle os, der er her. Jeg tror på, at vi kan. Hvis vi vil.”

Det er ikke engang de helt fraværende løsningsforslag, der springer i øjnene. Det er tyrkertroen på, at problemet med de ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres voldsomme belastning af danskerens tegnebøger overhovedet kan løses. I det stykke er liberale præcis ligeså grænseløst naive som de socialister, de ellers ofte skælder ud på.

En stærk tidsånd er ikke nødvendigvis korrekt. Og det er notorisk forkert at bilde sig ind, at noget som helst håndtag – hvad enten det er mere marked (de liberale) eller mere social ingeniørkunst (socialisterne) – kan drejes på en måde, der vil fikse de store og uafladeligt voksende problemer med gruppen af ikke-vestlige. Den er nu på over 500.000, heraf mere end 300.000 med muslimsk baggrund.

36 milliarder er, hvad dette vanvittige eksperiment kostede i 2015. Og ja, det er korrekt, som Berlingske skriver i dag, at de 19 milliarder skyldes, at den store gruppe af efterkommere naturligt nok giver underskud, fordi størstedelen af den går i skole.

Det hjælper bare ikke en døjt. Også efterkommere er i markant lavere beskæftigelse i forhold til danskere (side 42-43). Selv efterkommernes børn – tredje generation – klarer sig umådelig dårligt i skolen (side 122-123). Og kan end ikke tredje generation magte det, er der absolut intet, der tyder på, at det vil komme til at ske nogensinde.

Hvordan det er muligt at tro som Christina Egelund, er svært begribeligt. Ingen europæiske lande med stor indvandring fra den tredje verden har gode eller bare rimelige erfaringer. Hvorfor i alverden skulle vi så hoppe på liberalistens limpind om, at ”Jeg tror på, at vi kan. Hvis vi vil.” Det er rent vrøvl.

Om muligt endnu mere tåbeligt blev det formuleret i Ekstra Bladets leder for et par dage siden, hvor det oven på TV2’s afdækning af, at det danske sprog ikke har høj status blandt somaliske kvinder, lød således:

”Men det var jeres [politikernes] ansvar at få det til at fungere.”

Det bliver ikke meget mere fladpandet. Dette problem kan ikke løses. Det er uløseligt.

Og nej, det er det så heldigvis ikke alligevel. Problemets løsning består ganske vist i at konstatere, at den nuværende kurs er uholdbar og derpå at indse det eneste nødvendige, som er massive hjemsendelser på retsstatens grund. Det har jeg skrevet om før.

Formentlig mindst 400.000 af de mere end 500.000 med baggrund i den tredje verden skal forlade Danmark. Det vil ikke blive billigt, men det vil samtidig blive den bedste investering, siden de ældste dele af Dannevirke blev opført i 400-500 tallet.

Og fri os dog fremover for naivister som liberalisten Christina Egelund, som er akkurat lige så blåøjet på den kedelige måde som en ditto fra Enhedslisten.

 

Opprinnelig i Jyllands-Posten den 23. februar 2018.

 

Bestill Douglas Murrays bok fra Document Forlag her!