Gjesteskribent

Rembrandt Nightwatch 1642

I weekenden besøgte jeg Rijksmuseum i Amsterdam og blev bang, bombet tilbage til en stærk oplevelse af heroisme og kulturelt selvforsvar ved at betragte Rembrandts og Frans Hals’ malerier af borgerværn og militiamænd fra de store politiske, religiøse og militære omvæltninger i 1500- og 1600-tallet. Dvs. dengang, hvor hollænderne havde held med at smide de spanske habsburgere ud af området og etablere en republik af syv nordlige og hovedsagelig protestantiske provinser.

I 1568 udgjorde Nederlandene et kompliceret kludetæppe af fyrstedømmer og bystater; sytten flamsktalende og/eller fransktalende provinser formelt underlagt den spanske konge Filip II og den katolske kirke i spidsen for samtidens største supermagt, hvis besiddelser strakte sig fra de frisiske øer ved Nordsøen til Filippinerne i Fjernøsten.

Firs år senere blev Nederlandene anerkendt som en suveræn stat med indgåelsen af Den Westfalske Fred i 1648. Forinden havde der udspillet sig en langstrakt revolte og uafhængighedskrig på land og vand med alle til rådighed stående midler. Det var mildest talt ikke for børn.

Jeg skal ikke kunne sige, hvorvidt de andre besøgende tænkte videre over bagtæppet og dets alvor, det så ærligt talt ikke sådan ud.

Tilsyneladende uanfægtede gik de rundt og smilede til hinanden og rodede med deres mobiltelefoner, indenfor såvel som udenfor og bekræftede den fordom, at digitaliteten forstærker vores medfødte hang til det glade idioti, mens det tikker ind med opdateringer, smileys og fake news på Tinder. Det er i hvert fald ingen overdrivelse, at mobilepidemien efterhånden har nået et niveau, hvor det for mange mennesker ikke længere lader til at være nødvendigt at forholde sig til den skinbarlige verden, bortset fra når der skal proppes noget i hovedet, kneppes eller skides.

Men indenfor, bag rigsmuseets tykke mure, i selskab med Rembrandt og de andre store mestre, var alting sitrende nærværende, historien, alvoren, ofrene, modstandsviljen, modet, tilværelsens morbide hårdhed og skønhed, glæden, udmattelsen og belønningen. Det svimlede for mig. Så lidt jeg vidste om den nederlandske guldalder. Så vild den havde været. Så meget eftertiden stod og står i gæld. Hos malerne blev det alt sammen levende. Krigen. Kapitalismen. Kristendommen.

Vi skyllede erkendelsen ned i mørkt øl og passerede senere VOC’s hovedkontor, det stedlige østasiatiske handelskompagni i centrum for det maritime nederlandske imperium 1600-1800. Den arkitektoniske kontrast til den oversøiske ekspansion var sigende. Små, præcise bygninger. Som en slank bankbog fra gamle, et beskedent bogholderi. Nydeligt, bestemt, men på ingen måde prangende og næppe udrustet med en HR-afdeling eller fradragsberettigede terapitimer. Det vigtige foregik på vandet. I verden, ikke i arkivet, ikke i egoet.

Og slet ikke på mobiltelefonen.

 

Jyllands-Posten mandag 6. november