Gjesteskribent

Da min datter kom hjem fra 2. klasse og fortalte, at de havde haft om rettigheder hele dagen, blev jeg både overrasket og skeptisk. Hun medgav, at det havde været trættende til sidst, men konkluderede, at det var rart at slippe for matematik i første time. Vi landede den der.

Rettigheder? Begrebet står selvsagt centralt i vores civilisation, men misforstår, hvad skolen handler om, herunder faglige pligter og muligheder, frikvarter, karakterdannelse og kammeratskab i modsætning til politisk indoktrinering.

Men jeg ved det jo godt: Den mere eller mindre erklærede multikulturalisme, som har angrebet Vestens civilsamfund, vinder til trods for kritik og udbredt modstand fortsat frem ved at kidnappe de klassisk liberale rettigheder og forære dem til kræfter, der vil islamisere de vestlige normer, sædvaner og institutioner.

Fra Unicefs kontor i FN-Byen i København udgår en lind strøm af aktiviteter, der skal fremme rettigheder, respekt og tolerance over for alle uanset religion, hudfarve eller kultur. Desværre tjener aktiviteterne andre interesser end de noble og abstrakte hensigter.

Tag nu f.eks. Unicefs Rettighedsskole. Ideen kommer fra det multikulturelle Storbritannien og har spredt sig til bl.a. Canada og Sverige med afsæt i FN’s Børnekonvention.

For et par år siden kom rettighedsskolerne så til Danmark, efter at en gruppe københavnske lærere havde været på besøg på Pinner Park Junior School udenfor London; en af tusindvis af rettighedsskoler i England med bederum til alle religioner, tæppebombet med cyanblå plancher og læresætninger om alverdens rettigheder, der med en lokal lærers formulering skal gøre eleverne til »ansvarsbevidste verdensborgere«.

»Der skal være plads til alle børn, uanset hvilken hudfarve eller religion de har«, belærte tiårige Zia en journalist fra fagbladet Folkeskolen, der var rejst med lærerne, som var pigen et importeret fossil fra de nationalsocialistiske eller kommunistiske partiskoler. Bladet rapporterede ligeledes begejstret:

»Første skridt mod at implementere rettighederne i skoledagen var at undervise alle eleverne i børnekonventionen og koble skolens retningslinjer op på konventionens rettighedsartikler. Nu holder skolen morgensamlinger, der hver gang har en udvalgt rettighed i fokus, rettighederne er indskrevet i elevernes pensum, og skolen har en venskabsskole i Uganda, der også arbejder med rettigheder.«

Lad os for et øjeblik glemme Uganda, for siden er det kun gået fremad for rettighedsskolerne i Danmark. I skrivende stund findes der 22 stk., flest i København, naturligvis, hvor de multikulturelle bor i stedse færre beskyttede områder i skjul for den galopperende indvandring, men har også nydt fremme i Jylland, og hvis du skulle være i tvivl, skal skolerne berede vejen for et multikulturelt Danmark, svække flertalskulturen og modvirke fremmedfrygt og højrepopulisme. Amen.

Rettighedsskoler ville være en sød idé på papiret, hvis den ikke var så ideologisk i praksis og nem at udnytte i islamisk favør.

Rettigheder er nydansk for bederum, dvs. for islams vækst via folkeskolen; rettigheder er nydansk for tabuisering af etniske og kulturelle spændinger; rettigheder er nydansk for islams ligestilling med kristendom; rettigheder er accept af den udbredte sociale kontrol og manglende opbakning til skolen blandt muslimske familier og klaner; rettigheder betyder flere rettigheder for muslimer og nye pligter for alle mulige andre. Rettigheder er således ikke rettigheder, men et smykke til offentlig beskuelse og beundring: Se, hvor »gode«, vi er!

Rettigheder i dag er, hvad tyskerne kalder Schein, ikke Sein. De skinner, men er simili. Vor tids rettigheder er falske rettigheder. De er, hvad vi forventes at gøre honnør for, men siger intet om den underliggende socialt-religiøse virkelighed og materielle basis.

Eller for at anvende en skelnen fra en udmærket kronik i JP (28/9) skrevet af regeringens undervisningsordførere: Rettighederne er ord, ikke ting. Ordene er intet uden tingene. Man skal vide ting. Man skal forstå. Skolen skal dyrke og styrke den basale, bagvedliggende viden.

Ellers er det bare snak, lagkage og blå balloner fra FN.

 

Jyllands-Posten 29 september