Tavle

Jyllands-Posten konstaterer på lederplass at de tallrike ekspertuttalelsene på lisensfinansiert dansk TV om de syriske asylsøkernes angivelig høye kvalifikasjoner, i lys av nye undersøkelser viser seg å være ravende gale. Nå er det på tide å stille disse ekspertene til ansvar med en kritisk gjennomgang av det de sa, skriver den danske avisen. Hvordan kunne de ta til de grader feil?

Lederartikkelen setter et passende navn på denne formen for journalistikk: fake news.

Fake news er en af tidens svøber, og selv om fake news ofte er old news i den forstand, at der til alle tider har været praktiseret løgn, spin, manipulation og kynisk nyhedsfiltrering, så er der også visse aspekter, som er af nyere dato. Politiseringen af videnskab og faglig ekspertise er et af dem. Det er netop blevet demonstreret med uhyggelig præcision.

Dette uvesenet har pågått lenge i mange land, uten at det noen gang rettes et aldri så lite blikk bakover for å friske på hukommelsen. De innbilte autoritetene nyter godt av denne omhyggelig vedlikeholdte, offentlige glemsomheten. Men hvorfor skal disse, til forskjell fra andre mennesker, ikke stilles til ansvar for sine feil?

En skadelig konsekvens av denne moralske immuniteten er at mistilliten til all slags ekspertise, også autentisk sådan, øker:

Eksemplet er egnet til at bidrage til en forklaring på, hvorfor det er blevet en tidens tendens at mistro eksperter, magthavere, autoriteter og medier. Den sørgelige sandhed er, at f.eks. videnskaben, som det her især handler om, ligger, som den har redt, når den så beredvilligt lader sig politisere og spænde for en vogn, som det åbenlyst har været tilfældet med de syriske flygtninge.

Hvad baserede eksperterne mon deres meget skråsikre udtalelser på? Var det andet end fromme forhåbninger, iklædt en videnskabelig maske? Og var der slet ingen, der tænkte over de skadelige langtidsvirkninger, når sandheden kom for en dag – både for den offentlige debat, som baserede sig på en løgn, og for den videnskabelige habitus som sådan?

Man kan godt ta i bruk en beslektet betegnelse for dette fenomenet: fake scholarship – falsk lærdom, falsk vitenskapelighet.

Takket være en usedvanlig giftig cocktail av opportunisme, flokkmentalitet, politikk og new public management, er betydelige deler av det akademisk-industrielle kompleks havnet i et forferdelig uføre, hvor det er endt opp med å produsere en hel masse søppelinformasjon for å gjøre sine beskyttere tilfredse. Det første offeret er sannheten.

Det er ikke holdbart:

Det er med videnskab som med journalistik. Hvis man opgiver at lade sig lede af andet en ambitionen om at søge den bedst opnåelige version af sandheden, graver man sin egen grav – for sin egen integritet, for sin troværdighed udadtil og for arbejdet med at bidrage med kvalitet til den kollektive, offentlige samtale.

Problemet er kanskje fremfor alt at store deler av befolkningen lever i en organisatorisk skjemavirkelighet hvor de er vant til å sette integriteten til side. Idet man venner seg til å ofre integriteten, forventer man heller ikke integritet hos andre. Ved forsøk på ansvarliggjøring praktiseres det Harry G. Frankfurt kaller «bullshitting one’s way through». Veien til kynismen blir kort.

Les også

-
-