Gjesteskribent

Der hyles, protesteres og demonstreres på livet løs. En uge er gået, og dommedag bliver værre og værre, mens vestlige medier er ved at forvandle sig til, hvad den nyvalgte amerikanske præsident lige lovlig kækt kaldte oppositionspartiet.

Hovedrollerne er besat for længst: Obama, det perfekte menneske, den liberale verdensordens personifikation, blev hyldet som en rockstjerne i otte år, men nu er han borte, og tabet multipliceres af hans efterfølgers ondskab. Trump er en mefistofigur, det må vi forstå, en patologisk løgner, hvis ikke en ny Hitler eller Mao på krigerisk hævntogt mod muslimer og andre anstændige mennesker.

Når vreden er så mørk og dyb i mainstream på begge sider af Atlanten, så skyldes det én altafgørende fællesnævner: Trump tager troen fra os. Han stjæler vores dogmer om verden, som vi i mere end en generation er kommet til at ønske os den, og det er utilgiveligt. Ikke at vi er særlig bevidste om dogmernes eksistens, for vi har taget dem ukritisk til os via den kulturelle og politiske socialisering siden venstreorienteringen fra 1968 og universalismen fra 1989 – og inderliggjort dem. Det er derfor, Trump er os så inderligt imod.

Vi siger, vi hader hans løgne, skønt de fleste af os har erfaring med, at alle politikere lyver engang imellem, og har lært at leve med det. Men Trump, det er noget helt andet. Han berøver os troen, troen på det, der er blevet vores forestilling om den naturlige orden, herunder eksplosiv indvandring, uhindret globalisering og multikulturalisme, alt sammen sminket som »amerikanske« eller »europæiske værdier« af den nuværende politiske elite i Vesten.

Eliternes forestillinger om iboende europæiske eller amerikanske værdier er blevet trosakter ligesom henvisninger til den »naturlige« eller »nødvendige« politik, skønt de snarere er moderne vildfarelser, radikaliseret via politik, medier og økonomi. Vi ser slet ikke, hvor ideologisk determineret, vores virkelighedsopfattelse er blevet.

Når f.eks. Politikens ansvarshavende chefredaktør Christian Jensen henvender sig til læserne med et håb for det nye år, understreger han fromt, at »vi alle samler os i troen på – og arbejdet for – et bedre 2017«. Sådan taler en prædikant; sådan fungerer en gerningsretfærdig menighed. Det er missionen, det gælder, troen på og realiseringen af en samlet og uniform verden, og det er derfor, vreden mod Trump har fået karakter af raseri.

Det er så en modsatrettet animositet, der forklarer den overraskende opbakning bag præsidentens dekreter. Trump selv er ikke forklaringen på Trumps succes, nærmest tværtimod. Vreden bagved er mere sigende, og støtten til denne aparte skikkelse symboliserer et opgør med det, andre har kaldt eliternes flugt fra det nationale og territoriale. Præsidenten er en kras manifestation af skuffelsen over, at den nationale suverænitet er blevet underordnet globale og flydende normer og institutioner som FN og EU, hvilket flugter med mange europæeres fornemmelse af, at diffuse menneskerettigheder har undergravet mere konkrete og operationelle borgerrettigheder til gavn for fred og sikkerhed i hvert enkelt land.

Den kontroversielle populisme siger: Verden er ikke én. Indfødsret, territoriale grænser, kultur og samhørighed betyder noget i et multivers af forskelle, kommers og interessekonflikter. Demokrati svæver ikke i den blå luft, men håndhæves bedst i en lokal-national ramme, gødet af århundreders kulturelle kapital, skabt af moralske, åndelige og kristne traditioner længe før liberalismen og socialismen.

Trump siger indirekte, at verden er kompleks og divers. Det er stik imod eliternes ortodoksi om et forenet univers af rationelle verdensborgere renset for patriotisme, vaner og hidtidige normer.

I bedste fald er Trumps mål at restaurere den lokale suverænitet, skønt det er endnu for tidligt at sige, men dekreterne rummer en direkte udfordring af den internationalistiske og guddommeliggjorte verdensorden. Må han få en anden skæbne end Prometheus, der ifølge legenden blev straffet hårdt for at stjæle ilden fra guderne.

Opprinnelig Jyllands-Posten

Les også

Hvad bavianen lærer os -
Et eftersyn -

Mest lest

Vendepunktet