thomas-eakins-photograph-1910

Thomas Eakins Photograph (1910)

Det skortede mildest talt ikke på advarsler mod at give Donald Trump nøglerne til Det Hvide Hus i Washington i løbet af den lange og udmarvende valgkamp i USA. Øst- og Vestkystmedierne stod nærmest i kø for at præsentere Demokraternes Hillary Clinton som det kølige og indlysende rigtige valg – og den vanvittige, racistiske, sexistiske og islamofobiske kasinomilliardær som en national katastrofe samt idiot, klovn, demagog og taber.

Mainstreammedierne blev ved og ved, men lige lidt hjalp det. De nægtede at tro, Trump kunne besejre sin langt mere erfarne modstander med de givtige forbindelser til Wall Street, Silicon Valley, Goldman Sachs, Hollywood og Saudi-Arabien. Ergo kiggede de væk og feterede Hillary som den første kvindelige præsident udvalgt til at føre Barack Obamas håbefulde retorik videre ind i det 21. århundrede.

De collegeuddannede, liberale, urbane, langhårede og iPhonepromenerende primadonnaer i medie- og underholdningsindustrien fattede aldrig, hvor splittet nationen er, og at et flertal af amerikanere fra Alaska i nord til Texas i syd og via Rustbæltet til Florida ønsker noget andet end mere af det samme som i de forløbne mange år, hvor de såkaldt progressive – med historiker Christian Egander Skovs rammende karakteristik – »har omfavnet en aggressiv multikulturalisme og undergravet fortællingen om USA som en smeltedigel til fordel for historien om USA som salatskål, uden andet at være fælles om end respekten for forskellighed«.

ANNONSE

Sluttelig har deres eksplicitte og implicitte dehumanisering af Trump været hans bedste våben.

Des mere de søgte at skandalisere hans person og karriere i stedet for at prøve at forstå, hvad hans politiske opbakning repræsenterer på godt og ondt, desto bedre stod han hos vælgerne. Én ting var, at de privilegeredes dækning af den sociale virkelighed var ude af sync med fakta, værdier og sentimenter. En anden ting var, at de med endnu en Clinton håbede at kunne bevare status quo og indhegne deres egen komfortzone. Det var manipulation, karrierepleje og egoisme i ét. I stedet fik de nederlag og tidehverv.

Det er således ikke alene i den overbetalte meningsmålingsindustri, at der må rulle hoveder i den kommende tid. Det er sandelig også i kampagneindustrien – lige fra New York Times og Washington Post til det europæiske halehæng med satellitadresser på Rådhuspladsen, i Pilestræde, DR-Byen og Kvægtorvet i Odense. Mage til systematisk, strukturel, generel og specifik ensidighed i dækningen af amerikansk politik og samfundsliv, som den, vi er blevet præsenteret for under den langstrakte amerikanske valgkamp, skal man lede længe efter.

Ikke engang da Obama blev båret ind på et sølvfad i 2008 – eller da Ronald Reagan fik medieklassens dybtfølte vægring at føle i 1980 og 1984 – var ensidigheden så kompakt.

Det er en medieskandale, men lur mig: Det får ingen konsekvenser. Den liberale verdensorden vil bestå i danske, vesteuropæiske og muligvis også amerikanske mainstreammedier, hvoraf en stor del er finansieret af skatteyderne og forklædt som »public service«. Det er kun udenfor den mediale osteklokke, at verden er blevet en anden, men det er den så også blevet med al tydelighed.

Diskrepansen mellem eliternes fremstilling af verden og den konstaterbare virkelighed vokser dag for dag. Herhjemme har vi erfaret det gentagne gange ved EU-afstemninger, og vi så det igen før og efter Brexit: først fordømmelse, siden vantro og ny fordømmelse. Igen og igen tager medierne og deres toneangivende kommentatorer og politikere fejl af den nye verdensorden, ignorerer eller negligerer den boblende utilfredshed med og fremmedgørelse over for de politiske, kulturelle og økonomiske eliters vilde antagelser, tilslørede fordomme og subtile meningskontrol.

I et radioprogram, som jeg medvirkede i hos Radio24syv onsdag morgen, fik både værten Rushy Rashid og min modpart, Europabevægelsens Stine Bosse, fremstillet præsidentvalget som et valg mellem globalisering eller en provinsiel »lukken sig om sig selv«.

Modsætningen er lige så falsk som det ligeledes gængse spørgsmål om EU eller kaos. At tage bestik af globaliserings bagside er ikke at vende den ryggen, men at se den i øjnene. At skrælle EU ned til et operationelt minimum er heller ikke at vinke farvel til Europa, men at redde Europa fra universalisme og imperialisme.

Det er endnu for tidligt at svare på, hvorvidt Donald Trump kan materialisere en slags tredje vej.

Da han for syv måneder siden stod for at blive nomineret til Republikanernes præsidentkandidat, skrev jeg, at han var en budbringer af kræfter, der er langt større end ham selv. Kræfter, der bunder i fremmedgørelse over for indvandring, finanskrise, føderalt vokseværk og en galopperende politisk korrekthed – fortrinsvis blandt hvide amerikanere med forkærlighed for familien, fast arbejde, patriotisme og Gud.

Det er manglen på en mere kvalificeret kandidat, der har ført dem i armene på Trump. Hans held er, at amerikanske konservative ligesom de etablerede borgerlige partier i Europa har sat en libertær og uforpligtende borgerlighed over de kulturelle lag i det nationale anliggende, herunder bekymringen over den vedvarende indvandring. Ja, de har glemt, at politik overhovedet er et nationalt anliggende.

Nu nu står bavianen der så. Vil I lære af det – eller skal jeres næser blive endnu længere?

ANNONSE
Liker du det du leser? Vipps noen kroner til Document på 13629