omslag.vilks.bog

Den skånske kunstner og kunstteoretiker Lars Vilks fortsætter sit utrættelige male-, tegne- og skrivearbejde, og jeg må tilstå, at jeg er lidt af en fan. Hvad jeg beundrer mest, er hans utrættelige, kontinuerlige og selvstændigt tænkende indsats selv under det specielle forhold, at islamiske kunstkritikere igen og igen giver ham så dårlige anmeldelser, at han ifølge de allermest kritiske og islamiske af slagsen fortjener at dø på grund af sin elendige kunst.

Det har Lars Vilks løbende berettet om på sin hjemmeside, og han er efterhånden oppe på 2.333 blogposteringer. Hvis de store skikkelser fra vor åndshistorie levede i dag, tror jeg kun, at Martin Luther og Elvis ville kunne overgå Vilks ihærdighed.

På grund af særlige omstændigheder lever Lars Vilks et liv magen til forestillingen om den romantiske kunstner i anden halvdel af 1800-tallet: isoleret, på kanten af samfundet og i opposition til den herskende mening, at nu må vi se at komme videre end det der med islam.

ANNONSE

Javelja. Men så nemt går det ikke.

I den – godt nok håbefulde – tro, at kunstnere passer på hinanden og har fælles interesser i forhold til pres og trusler udefra, havde Lars Vilks for en tid siden meldt sig ind i en svensk kunstnersammenslutning ved navn Kullabygdens Konstnärers Nätverk, som tilmed støttes af kommunen. Det lød fornuftigt, hvis ikke ligefrem opbyggeligt. Som alle kan forstå, er det vigtigt med lidt socialt liv, når man lever afsondret på en af politimyndighederne sikret bopæl og derfor ikke er helt så mobil og tilgængelig som andre mennesker.

Der var bare én lille detalje. Foreningen havde en paragraf, som snart skulle blive et problem for Lars Vilks. Det var en undtagelses- og frygtparagraf. Den lyder sådan her:

”Konstnär som bedöms utgöra en risk för föreningens medlemmar kan förvägras medlemskap eller uteslutas.” (Kunstnere, der vurderes at udgøre en risiko for foreningens medlemmer, kan nægtes medlemskab eller ekskluderes.)

Med andre ord: Du må godt være lidt truet. Hvis du er mere end tilpas truet udefra, er du ikke velkommen indenfor. For så bliver de andre kunstnere bange, som kun voksne kan blive det – også selv om SÄPO står klar i kulissen, tungt bevæbnet.

Den svenske kunstnersammenslutning er tydeligvis en klub for ligesindede, der ikke for alvor udfordrer samfundets dominerende tidsånd. Man skal være outsider på en insinderagtig måde, sådan som vor tids populære kunstnere gerne er det, så de kommer længst i karrieren.

Lars Vilks er stadig en paria i det kunstindustrielle kompleks, som de nordiske velfærdsstater punger ud til år efter år.

Som pariaen selv argumenterer for, skal en privat forening naturligvis selv kunne bestemme, hvem der kan blive medlem. Men denne sag har almen interesse. Vi lever i en tid, hvor kunstnere og deres organisationer højt og helligt erklærer, at deres opgave er at provokere og flytte grænser. De gør helst det stik modsatte. Passer deres egen have, stikker piben ind og lader fanden tage den utilpassede.

Heldigvis har vor mand i Sverige stadig sit gode humør og noterer: ”Sådan kan det gå. For fredens skyld er det vel bedst, at jeg holder mig væk”.

Fremover må han nøjes med os andre.

 

 

Boken Man forhandler ikke med et maskingevær er utgitt av Document forlag i Danmark, og kan nå kjøpes gjennom vår forlagsside, online. Med norsk porto.

 

 

Jyllands-Posten 6. september 2016

ANNONSE
Liker du det du leser? Vipps noen kroner til Document på 13629