image

I den forløbne uge har jeg væltet mig i globaliseringens glæder. Mandag aften besøgte jeg spisehuset på den nedlagte ”Papirø” på Holmen i Københavns havn og havde svært ved at vælge mellem brasiliansk oksekød, fyldte tyrkiske pandekager, spanske tapas, japansk sushi, italiensk svinekød med diverse saucer og rustikke kartoffelbåde eller koreanske specialiteter. Mad fra hele verden og øl og vin og alkohol i litervis, delikat præsenteret i den gamle fabrikshal for masser af glade gæster, turister og lokale i lutter samdrægtighed og på alverdens sprog. Det eneste, jeg ikke hørte, var min egen fynske dialekt.

Den skrålede jeg til gengæld op mod scenen i kongreshuset i Aarhus et par aftener senere, da det legendariske texanske bluesband ZZ Top lagde vejen forbi, og jeg sammen med en lille kreds af gamle venner fejrede, at det var mere end 20 år siden, vi sidst hørte bandet på Gentofte Stadion. Langskæggede ZZ Top var min tidlige ungdoms husorkester, længe før ironi, hipsterskæg og mælk med kaffe i kom på mode, og før bandet gik i stå rent musikalsk. Men vi sang med på Sharp Dressed ManRough Boy ogLegs, selvfølgelig gjorde vi det, mens vi mindedes de gode gamle dage med ungdommelig usikkerhed og selvsikkerhed som overlappende sindstilstande – og hele livet foran os.

Oplevelserne i København og Aarhus mindede mig atter om, at globalisering, herunder kulinarisk og musikalsk kontakt, udveksling og markedsdannelse er en lise for den menneskelige sjæl; man ville være et skarn, hvis man mente andet. Globaliseringen, der har stået på i 2.000 eller 25 år, afhængigt af hvordan man definerer den, giver os simpelthen et større udvalg, mere kvalitet og løbende kulturel inspiration. På den led er man godt dum, hvis man erklærer sig som modstander af globalisering.

ANNONSE

Jeg er da også på sporet af noget andet, nemlig den ideologisering, der i dagens debat, politik og kulturliv knytter an til globaliseringen. Denne, vor samfundsmæssige tilstand, bliver ikke alene opfattet som den historiske periode, vi lever i, men opløftes til en trosbekendelse, en have med roser uden torne, en lysende sti uden fælder eller mørke, en ensporet motorvej, der fører os frem til et nyt niveau for menneskeligt samkvem. Globaliseringen er blevet sakral, selv om den først og fremmest er af denne verden – og for øvrigt forandrer sig over tid. Højstemt er den blevet et løfte om en højere bevidsthed renset for gamle vaner, interesser og tilhørsforhold. Vi ser på globaliseringen som et syrebad, hvis ikke en ny, grænseløs guldalder, hvis ikke ligefrem en naturkraft, så meget klamrer vi os til den. Uden den er vi intet, med den kan vi alt. Og snart kommer robotterne og redder os.

At kritisere aspekter og motorer i globaliseringen anses gerne for at være bagstræberisk, ”nationalkonservativt” eller som et udslag af utilgivelig fremmedfrygt. Når du siger sådan og sådan, må det være, fordi der er noget galt med dig, for du er jo højreorienteret. Argumenter er der sjældent nogle af, så hellere hypnose, begejstring og paradeoptimisme. Se, hvor omstillingsparate vi er, muslimske gymnasier, bederum, eid-hilsener, progressiv segregering og fromt medløberi. PS: Lige meget hvad har islam som bekendt ikke noget med islam at gøre.

Som den amerikanske kommentator Gene Callahan noterer et sted, skal alle, der ønsker at forlade et fællesskab, naturligvis skal have lov til det, Men det indebærer ikke, alt og alle, der ønsker at komme ind, skal have lov til det. Visse negative effekter af globaliseringen kan og skal vi da forsøge at modvirke.

Lad mig sige det ligeud: ZZ Top er ikke et godt, gammelt bluesband, fordi det kommer fra Texas, men fordi de spiller musik, der tydeligvis taler hen over kontinenter og ind i drenge-, mande- og nogle få kvindehjerter. Trioen er ikke god, fordi den er fremmed eller eksotisk, men fordi den kan frembringe musik med visse grundlæggende kvaliteter og for øvrigt bringer mennesker, især mænd, sammen om musikkens magi.

Globaliseringen er derimod ikke magisk, den er jordisk, konkret og har af samme grund håndgribelige konsekvenser for mennesker af kød og blod. Den er ikke en tro eller indgangsportal til et nyt fredsrige, hvor alle går rundt og hygger sig som veganere i Virum og vinterbadere i Charlottenlund.

Vist er globaliseringen kommet for at blive, men det er endnu for tidligt at sige, hvad den bringer med sig på godt og ondt. Kun én ting er sikker: Ikke kun lutter lagkage og lakridspiber.

 

 

Opprinnelig i JyllandsPosten

ANNONSE
Liker du det du leser? Vipps noen kroner til Document på 13629