robert-doisneau-kiss

Med den ene hånd på styret og mobiltelefonen i den anden kommer hun cyklende forbi uden at ænse noget omkring sig. Håret flagrer smukt i vinden, ryggen er rank, og hele verden smiler til hende, men hun bemærker det ikke. Hun er online, skønt udenfor fysisk kontakt, optaget af mobilens grænseløse univers af billeder og ord, sansninger, opdateringer og breaking news, og hun er præcis nr. 100 i de københavnske gader i juni. Jeg har nemlig holdt regnskab. Jeg sætter en lille streg i min notesbog, hver gang en kvinde eller mand cykler forbi mig med snotten nede i mobilen.

Hvad der pikerer mig ved denne nye praksis i trafikken, er ikke så meget risikoen for færdselsuheld. Jeg er vant til, at folk kører med hovedet under armen, især i byerne, og denne for længst bekræftede fordom har holdt mig i live i snart mange år. Næ, hvad der får mig til tasterne, er, at det digitale liv ser ud til at erstatte den gode gamle øjenkontakt mellem kønnene på gader og stræder og i offentlige transportmidler.

Hvis jeg skal sige det kort, er flirten gået fløjten.

robert-doisneau-kiss

Foto: Robert Doisneau: The Kiss

 

Med flirt mener jeg ikke den instrumentelle vej til sex, men mere generelt den menneskelige kontakt i det offentlige rum, som har været et særkende ved de vestlige samfund gennem århundreder, ikke mindst i Sydeuropa.

ANNONSE

Alle, der har opholdt sig mere end en weekend i f.eks. Rom, Firenze, Milano eller Napoli ved, hvad jeg snakker om, nemlig det forhold, at mænd og kvinder har kunnet færdes offentligt og møde hinanden med øjne og gestik, passiar og drømme til gensidig forundring, nytte og glæde – åndeligt såvel som kropsligt. Et tilfældigt blik, et øjekast, måske et smil eller bare antydningen heraf – resten tager fantasien sig af. Denne ”flirtens kultur” synes på retur takket være den teknologiske udvikling, der muligvis er for hastig for mennesket, som aldrig har prøvet noget lignende og derfor overgiver sig til den ny teknologi med barnets naivitet og fascination.

Optimister fortæller mig, at de unge flirter på mobilen, men det er næppe det samme. Der er opstået en mat, lemmingeagtig stemning i busser og tog, lufthavne, læskure, køer, venteværelser, på caféer, natklubber og folkebiblioteker. Har du et ledigt sekund, glor du ned i din højre hånd, hvor der ligger en tingest, som distraherer dig mere end seksualdriften og tilfredsstiller dit såre menneskelige behov for junk. Mobilteknologien er blevet epidemisk, alle er vi slaver af den – helt frivilligt. Hvad hverken kristendommen eller kommunismen formåede må hvert deres ressortområde, har Apple, Samsung og Lenovo gjort muligt på rekordtid. Konsekvensen er konstant fysisk og mentalt fravær.

Hvis det er rigtigt, at vi har skabt et samfund, som vi ikke er intelligente nok til, sådan som K.E. Løgstrup skal have sagt, så bliver det akut at vide, hvor man så kan finde den nødvendige orienteringssans. Det er måske mere end noget andet den, vi har mistet, fraværende i det nærværende, nærværende i det fraværende, som de unge kvinder og mænd i trafikken.

Skal jeg anbefale en faggruppe, som måske kan hjælpe os tilbage på sporet, er det teologerne snarere end politikerne, journalisterne og skuespillerne. Som nu f.eks. Sorø-præsten Kristian Østergaard, der netop har udgivet den stærkt almendannende essaysamling Mirakler og milepæle – 50 nedslag i åndshistorien på forlaget Hovedland, en bog, som kredser om nogle af dem, Grundtvig, Kierkegaard, Jakob Knudsen, Kaj Munk, Johannes Sløk foruden et stort antal udenlandske ånder fra Paulus til Imre Kertész, der døde tidligere i år. Bogen er på sin vis en kommenteret kanon.

For bare 20 år siden var en udgivelse som denne almindelig, i dag er den bemærkelsesværdig, ja, kuriøs. Genren er en uddøende art. Tænk, at der stadig findes mennesker, der finder det ulejligheden værd at skrive om døde, hvide mænd, og insistere på,  at det ikke er tilstrækkeligt at google personer og årstal, men derimod lægger vægt på at fortolke forfatterskaber, som rækker ud over øjeblikket, på ny og i lyset af den seneste sekundærlitteratur. Det virker antikvarisk i betydningen tudsegammelt og brugt, men pastor Østergaards bog peger tilbage på noget af det, vi har tabt med digitaliseringen og vor uddannelsesmæssige stræben efter kompetencer snarere end viden, målestok og dømmekraft.

Dette noget kan ikke ordnes på en formiddag, det kræver fornemmelse for kvalitet og modet til at lægge arm med stof, der ikke kan formidles umiddelbart. Det er universitært i ordets oprindelige betydning og kræver koncentration og læsning. Vi læser for lidt, surfer for meget og tager alverdens skodmedier for gode varer. Vi rejser og cykler rundt globalt uden fysisk og mental tilstedeværelse. Vi mener at vide, hvor vi skal hen, men aner ikke, hvor vi har været. Vi svømmer i apps og tags, men har tabt tråden til vor åndshistorie og de mirakler og milepæle, den indeholder. Vi vil frem – uden hverken at se os tilbage eller til siden.

 

Opprinnelig i Jyllands-Posten den 1. juli 2016.

ANNONSE
Liker du det du leser? Vipps noen kroner til Document på 13629