Gjesteskribent

Der er noget mærkeligt ved disse måneder, vi gennemlever. På den ene side er det tydeligt, at de seneste begivenheder, fra kvindeovergrebene i Köln til det begyndende Schengen-sammenbrud, får alle de caffe latte-farvede illusioner til at briste. Virkeligheden kan dårligt længere fejes ind under gulvtæppet. Weekendavisens journalist Søren Villemoes formulerede det på den måde på Facebook, at den »Bo Lidegaard-tilgang til at forstå verdens udvikling, vi kender hjemmefra, den mainstream jeg gennem hele mit voksne liv er stødt på som den mest naturlige verdensopfattelse i de fleste veluddannede, respektable miljøer…har spillet komplet fallit.«

Men samtidig med at denne fløjs ideologiske skib synker, kaster dens repræsentanter for tiden de værste grovheder og perfiditeter mod deres gamle fjender. Pia Olsen Dyhr udnævnte nyligt DF til ”helracister” for åben skærm, Mogens Lykketoft hvislede som bekendt, at regeringen er både”fladpandet” ”populistisk” og med ”dybt utiltalende personer” på nøgleposterne. Ethvert skin af saglighed i denne kritik er væk; det er regulære personfikserede ondskabsfuldheder, der serveres. Vi oplever på den måde et besynderligt tilbagefald til gammel 1990’er-retorik, dengang man kunne lukke enhver debat ved at klistre et racistmærkat på sin modpart.

Også denne uges rendestenskampagne i de britiske medier er udtryk for det samme. For bild mig ikke ind, at The Guardians og The Independents satiretegnere har dyb kendskab til dansk asylpolitik; deres viden indskrænker sig tydeligvis til Carlsberg, bacon og Den lille Havfrue. Hadkampagnen mod Danmark stammer fra Danmark selv. De virkelige afsendere er Uffe Elbæk, Morten Helveg, vendekåben Jens Rohde og en række mere anonyme pressepersoner, der har fodret udlandet med historien om det forfærdelige og”brune” regeringsflertal.Det er ikke en overdrivelse at tale om landsskadelig virksomhed fra disse personer, der ellers ynder at fremstille sig som de mest anstændige af de anstændige.

Men her er spørgsmålet hvorfor. Hvorfor er det lige nu, at de angiveligt anstændige forfalder til sådanne debatmetoder?

Måske er det meget enkelt. De gør det netop, fordi de er på spanden – og ved det. Når det viser sig, at alt det man har sagt og doceret i årtier er forkert, og dem, man har udskammet og foragtet, viser sig at have ret, så taber man prestige. Og så går man i gang med desperat at reparere selvrespekten ved at lede efter nogle andre grunde til, at modstanderne alligevel var og er uacceptable. Deres grundholdninger var måske nok o.k., men deres personlige hæderlighed derimod var der tit noget galt med. Små, fladpandede svindlere og brune racister hele bundtet. Det skal de være, for ellers er det os, der har taget totalt fejl – og det er ikke til at bære.

Realitetschokket, der rammer for tiden, går med andre ord ikke stille, roligt og sømmeligt for sig. Den skaber kaos og vrede. Den sildige opvågnen foregår ikke med morgenmad på sengen og blødt sollys ind gennem vinduerne. Den er smertelig, ja, skamfuld.

Det kan da heller ikke være sjovt for en gammel alfahan som Lykketoft at erkende, at han er en uforbederlig taber og at al den ”fred og retfærdighed”, han har kæmpet for livet igennem, fører til ufred og uretfærdighed for netop den arbejderklasse, hans parti hævdede at repræsentere. Galden må ud – og så må the usual suspects stå for skud.

Jeg tror, vi kan forvente flere af den slags angreb fra denne fløj den kommende tid og at de, der har haft ret hele tiden, skal forberede sig på at være genstand for ekstra meget vrede. De havde ret, så de skal, om ikke hænges, så i hvert fald hænges ud.

Kald mig bare misantrop. Jeg frygter, at det er så grimt, det ser ud, når utopisternes illusioner smadres.

 

Katrine Winkel Holm er sognepræst, medudgiver af Tidehverv og formand for Trykkefrihedsselskabet.

 

http://www.jyllands-posten.dk/premium/kommentar/midtimod/ECE8405786/det-ser-grimt-ud-naar-illusionerne-smadres/