Nytt

Den offisielle mening vil ha det til at det er utenforskap som driver unge muslimer inn i radikalisering. Men hva hvis det skjer med de beste og mest integrerte? To unge danske muslimer, som begge fikk høy utdannelse, den ene som maskinfører, den andre som ingeniør, endte begge som krigere for Allah.

Den ene ble drept av en amerikansk drone i Syria, mistenkt for å ha deltatt i organiseringen av terroren i Paris 13. november. Den andre forsøkte å drepe Lars Hedegaard utenfor hans bolig på Frederiksberg 4. februar 2013. Han ble anholdt i Tyrkia, men i stedet for å bli utlevert til Danmark, utleverte tyrkiske myndigheter ham til IS.

Ingeniøren heter Rawand Dilsher Taher, maskinføreren heter Basil Hassan. Begges skjebne er rullet opp og det viser seg at de gikk i samme gymnasklasse på Frederiksberg i København.

rawand.taher.basil.hassan.2006

Det er et stykke Danmarks-historie i dette bildet. Smilende, uskyldige unge med fremtiden foran seg. Men de to som står rett bak rektor hadde andre planer enn de andre. Ikke slik at de var fullt utviklede jihadister, men de hadde holdningene. Medelever og skolen ville bare ikke se dem. De rubriserede dem som «kultur» på linje med andres hobbyer.

Som en medelev sier til Jyllands-Posten:

»Han var meget venlig, og han kunne snakke med alle. Fagligt set var han rimelig stærk og velbegavet. Han deltog i debatterne og forstod indholdet af det hele. Når det handlede om religion, stod han meget fast på sine holdninger. Ikke, at det var ekstreme holdninger, men han stod fast på de holdninger, han havde,« siger klassekammeraten, der fortæller, at R.T. ikke kom til festerne, men det var ikke usædvanligt, at elever med anden etnisk baggrund end dansk blev væk, når der blev drukket alkohol og festet igennem.

 »R.T. gik mest sammen med dem fra hans egen kulturelle baggrund. Men ikke sådan, at han ikke ville have noget med os andre at gøre. Han var god til at argumentere for holdninger og traditioner i sin kultur og i sin religion; han var engageret under debatter, men der var ikke noget ekstremt i det. Han gik op i sin religion, men jeg tænkte det mest sådan, at det var ligesom, når vi andre gik op i vores hobbyer.«

Samfunnet skjermer seg selv for å oppnå det man kaller integrering. Man ønsker ikke å se at den religionen de unge bekjenner seg til kan gi helt andre konsekvenser enn det man i Danmark forbinder med religion.

 

rwand.taher.basil.hassan

Rawand Dilsher Taher står smilende bak rektor. Han var dyktig og flittig og kom seg inn i det danske samfunn. Likevel endte han hos IS. Denne erkjennelsen er vond for de som gikk sammen med ham. Hvordan skal de forstå en slik utvikling? Hos samfunnseliten er det ikke mye hjelp å få. Der svares det med taushet. Eksempler som Taher stiller dem i forlegenhet.

Hva betyr rettroende?

Taher arbeidet i ti år i et firma. De var klar over hans religiøse alvor, men stilte ingen spørsmål.

Året før, at R.T. startede i gymnasiet, fik han et fritidsjob hos Møller & Mammen, et firma der sælger værktøj og beslag og dengang havde en afdeling på Nørrebro. Her arbejdede han i næsten 10 år.

Indehaver Jan Pedersen husker R.T. som en dygtig ung mand, der de sidste år avancerede fra at lave forefaldende butiksarbejde til også at ekspedere kunder.

Han var aldrig i tvivl om, at R.T. var en rettroende muslim. For eksempel tog han aldrig vagter fredag eftermiddag, fordi han på det tidspunkt skulle til fredagsbøn.

»Han var da uden tvivl en rettroende muslim, der passede sin moské om fredagen, men det var ikke sådan, at han var missionerende omkring det. Derfor kommer det også bag på mig, at han åbenbart er blevet radikaliseret,« siger Jan Pedersen.

Han husker, at R.T., da han blev gammel nok til det, anlagde et halvlangt skæg. Det var før hipsterne gjorde det moderne blandt unge mennesker generelt, og derfor studsede Jan Pedersen over det og forbandt det med en religiøs markering.

Alkohol som toleransetegn

 

I løbet af årene diskuterede Jan Pedersen ved flere lejligheder religion med R.T., der ikke lagde skjul på, at han tog afstand fra den danske alkoholkultur.

»Han kom ikke til vores julefrokoster, fordi der blev drukket alkohol. Det var han helt åben omkring. Men han tog da hvert år imod en julegave,« fortæller Jan Peder

Lars Gule er en blant flere som går inn for at nordmenn skal droppe alkohol på «fellesarrangement» for at muslimer kan føle seg mer hjemme. Men hjemme hos hvem? Hos seg selv? Kanskje aksept av norsk kultur innebærer aksept av alkohol? Kanskje det er en målestokk på hvor integrert man er? Hvis man ikke tolererer at andre konsumerer alkohol, har man kanskje noen holdninger som ikke er spesielt demokratiske? Slike spørsmål blir ikke Gule møtt med, for det er å ta opp ubehagelige spørsmål.

Hvis man turde å etterlyse toleranse fra den andre siden ville man kanskje få eksponert personer som har tendenser i retning ekstremisme?

Eller mener den norske eliten at man ikke skal stille slike spørsmål for ikke å krenke? Går hensynet til muslimers følelser foran samfunnets sikkerhet? Det er konsekvensen av Solberg-regjeringens politikk.

Sikkerhetsvakter på Kastrup

fredriksberg.gymnasium.årbok

Både Rawid Taher (midten) og Basil Hassan (t.h) fikk etter gymnaset, høsten 2006 til våren 2007, arbeid på Kastrup lufthavn. De arbeidet med boardingpass-kontroll. Lufthavnen forsikrer at de ikke hadde adgang til security-området. Lyder det betryggende?

Men kanskje de ikke hadde eksponert hvor religiøse de var? Det kommer an på øynene og ørene. For noen medelever oppfattet at de hadde en tro som betød at de ville omforme det danske samfunn:

Én af dem husker, at RT klart var den mest udadvendte og talende af de to. Hun er i modsætning til de andre ikke så overrasket over, hvordan det gik R.T., som, han husker, gav udtryk for ekstreme og radikale holdninger.

»Eksempelvis sagde han, at han gik ind for at få indført sharia-loven i Danmark. Men når han talte om sådan nogle religiøse forhold, synes jeg, det lød, som det var noget, han havde lært udenad. Det var ligesom ord, der var lagt ham i munden,« fortæller skolekammeraten.

Hvorfor oppfattet ikke lærerne det samme? Eller rektor? Vi vet svaret. Det gjelder også norsk skole. Fordi det å forfekte sharia er akseptert som en legitim mening. Men da har man sluppet reven inn i hønsegården og politiets oppgave med å forhindre radikalisering blir en håpløs oppgave.

Vondt og vanskelig

Det er lettest å bruke de vante kriterier om utenforskap. Hvis også de smarte blir radikalisert blir oppgaven vanskeligere. De kjenner de kulturelle kodene. Vår selvforståelse tilsier at de som blir velintegrert skal la seg overbevise om verdiene i vårt samfunn og verdsette dem. At de kan lære seg våre koder og likevel bli våre fiender er en erkjennelse vi ikke ønsker.

 

Den svenske terrorforskeren Magnus Ranstrop forstår hvor skoen trykker:

»Det illustrerer, at det ikke kun er utilpassede unge fra traumatiserede familier uden fremtidsperspektiver, der bliver radikaliserede. Man kan ikke sige, at blot unge får en uddannelse og et arbejde, så risikerer de ikke at falde i noget radikaliseret miljø. Det handler om, hvem de omgås, og hvem der har indflydelse på dem. Jeg kender til andre sammenhænge, hvor det også er folk med uddannelse og vellønnede job, der bliver radikaliseret. De kan komme til at møde destruktive mentorer, der påvirker deres verdenssyn, giver dem ideologiske argumenter og begynder processen med at isolere dem fra deres gamle kammerater,« siger Magnus Ranstorp.

Kutyme beskytter

Høflighet tilsier at man ikke utfordrer andres religiøse syn. Taher begynte på Danmarks Tekniske Universitet og deretter på Copenhagen Marine Engineering College.

På maskinmesterskolen spøkte medelevene med Tahers lange skjegg og sa han lignet en talibaner. Men de gikk ikke tettere på. Hva tenker de nå om hvem de hadde blant seg?

Skjebner som Tahers legger et element av mistenksomhet inn i mellommenneskelige forhold: Hvem er det vi egentlig har med å gjøre?

Rollemodell

Myndighetene har desperat behov for vellykkede muslimer. Taher ble medlem av Foreningen Nydansker og ansett som mentor. Han ble løftet frem i avisene som et ideal.

 

Trods vanskelighederne med at finde et fast job, havde R.T. overskud til som frivillig at agere rollemodel og erhvervsmentor for andre med en udenlandsk baggrund i Foreningen Nydansker. Ifølge direktør Torben Møller-Hansen løste han i 2014 to opgaver til alles tilfredshed, men foreningen har ikke haft kontakt til ham efter den 9. januar i år.

 

Kan samfunnet stole på mentorer hvis de selv ikke tør å utfordre deres holdninger for å finne ut hvor de står? Det kan synes som om samfunnet har kapitulert.

I Paris 13. november fikk de smake resultatet. Det går en direkte linje fra unnfallenheten overfor islamisme til skuddene i Paris.

Dyktig – også til jihad

Rwanda Taher skal ha vært en viktig mann for IS. Det sier seg selv: Smarte maskinmestre blir også dyktige jihadister. Det er nettopp menn som Taher som står bak IS’ fremgang.

«Fremgang» var også å ta krigen til Europa.

Den modige gruppen bekreftet 10. desember at det var danske Rawand Taher som ble drept i et droneangrep 9. desember, og at han var med å planlegge terroren i Paris.

rawand.taher.jihadist.dk

Berlingske har rullet opp hans bakgrunn og også de forteller om en hyggelig gutt. Ville man beskrevet høyreekstreme på samme måte? Nei, man ville ikke det. De har da heller ikke noe sosialt miljø å «svømme» i. Det har jihadister. De glir inn i det muslimke miljøet. Men det er alle lovprisningene i etterkant, benektelsene av at de i det hele tatt kan ha gjort det, som viser hvorfor de aldri blir oppdaget. Muslimske miljøer vil ikke vite. De ser ikke signalene, for de har mange av de samme holdninger til samfunnet rundt dem. De definerer seg ikke som en del av det.

Dobbeltspill og renkespill

Selv etter at det kom frem at Taher var drept av et droneangrep, blir han husket som vennlig og pliktoppfyllende og bare det.

I islamistmiljøet på Nørrebro omtales den dansk-kurdiske IS-kriger, som menes dræbt af en drone i Syrien i mandags, som en stille, pligtopfyldende person. Et forbillede.

Af den type der hjælper andre, passer sit job og går i moskeen.

 

Men er ikke det noe av problemet? De islamistiske dyder er også vanlige muslimers dyder: Fromhet, broderlighet, vennlighet, mot ens egne. Hvis man ikke bryr seg om samfunnet rundt vil man enten ikke oppdage eller forstå hva som foregår.

I Raqqa oppfattet gruppen Raqqa is Being Slaughtered Silently ham på en helt annen måte:

Gruppen hævder, at han blev dræbt, fordi han angiveligt var medlem af Islamisk Stats ledelse og havde direkte kontakt til den terrorcelle, som udførte angrebene i Paris den 13. november, hvor 130 personer blev dræbt.

Gruppen siger til Berlingske, at den har modtaget troværdige oplysninger om R.T.s formodede rolle som en af Paris-angrebenes planlæggere. Et udsagn, der ikke er fremlagt bevis for. Ifølge gruppen er R.T. også kendt som Abu Mohammed al-Kurdi og Abu Maryam Kurdistani.

 

Dette bildet protesterer man mot på Nørrebro. Der tviholder man på at Taher ikke sto for IS-ideologien. Men hvilke holdninger har de som protesterer mot at noen forbindes med IS? Eller som hevder at IS ikke har noe med islam å gjøre? Det foregår et dobbeltspill der den ene bruker den andre, slik at renkespillet aldri kommer frem. Det blir mulig å skjule sine jihadistholdninger midt i tykkeste København eller Oslo. Hverken myndigheter eller muslimske mijøer ønsker å finne ut hva som skjer.
På Nørrebro protesterer islamistmiljøet:

»R.T. var salafist, men ikke typen der bekendte sig til Islamisk Stats tolkning af islam,« siger en af dem. Han udtaler sig til Berlingske på betingelse af anonymitet.

Men det er i praksis samme konklusjon som myndighetene trekker når de for hvert angrep sier: Det har ikke noe med islam å gjøre.

Basil Hassan

Hassan gikk på Frederiksberg Gymnas, samme område hvor Lars Hedegaard bodde. Han var altså lokalkjent. Hedegaard har ment at Hassan ikke fant på at han skulle drepe ham av eget hode. Når man ser på forbindelseslinjene er det heller ikke sannsynlig. Både Taher og Hassan var del av et nettverk.

Men allerede i gymnasietiden havde B.H. forbindelser til et miljø, hvor der tidligere er sket en radikalisering af unge muslimer. Han kom i moskéen på Heimdalsgade på Nørrebro og var bl.a. særdeles gode venner med en på det tidspunkt 17-årig mand, der i 2007 blev idømt syv års fængsel i den såkaldte Glostrupsag om planlægning af et terrorangreb et sted i Europa. Da han senere blev løsladt fra fængslet fik han endnu en dom for at overfalde digteren Yahya Hassan.

På 70-tallet lærte europeisk politi og etterretning en del om både radikalisering og nettverk. Men det er som om denne kunnskapen ikke eksisterer.

Attentatet på Lars Hedegaard sjokkerte det politiske Danmark. Utad ga politiet inntrykk av å stå på stedet hvil. I virkeligheten arbeidet de utrettelig og klarte å oppklare draspforsøket: Det var Basil Hassan som kledte seg ut som postbud. Men opplæringen må ha vært skrøpelig. Han bommet på 30 centimers hold. Så låste pistolen seg, og han ga opp og flyktet.

Det ble sendt ut en internasjonal arrestordre og Hassan ble tatt i Tyrkia. Det lå an til utlevering til Danmark. Men så skjedde det noe. Noen grep inn og Hassan forsvant. Omtrent samtidig innførte dansk politi navneforbud: Det ble ikke lov å nevne Basil Hassan ved navn.

Det er et latterlig forbud i internettalderen og det har en politisk nedside: Attentatofferet lever på hemmelig adresse og kan ikke bevege seg ute i samfunnet uten livvakter, mens attentatmannen gikk fri og formodentlig er hos oppdragsgiverne i IS. Danske myndigheter beskytter hans identitet. Hvilket får den følge at også Jyllands-Posten også slører hans identitet og bilde.

Dermed blir jihadistene beskyttet, selv etter at de er avslørt, mens offeret lever i frykt.

Hvordan skal det gå med demokratiet?

 

 

 

Premium-artikkel:

http://www.jyllands-posten.dk/protected/premium/indland/ECE8336891/Dræbt-dansk-IS-leder-gik-i-gymnasieklasse-med-eftersøgt-attentatmand/

http://www.b.dk/nationalt/noerrebro-salafisten-der-forsvandt