Gjesteskribent

Er det at ville beskytte sit land og sin bredere kulturkreds fra en indvandring, der vil forvandle ens eget til ukendelighed og dermed føre til mental hjemløshed, eller er det ekstremt at ville lade stå til og acceptere en sådan grundlæggende forandring af alle kendte værdier?

Her er lidt af det, som Politikens litteraturredaktør Jes Stein Pedersen diskede op med den 21. juli i organet for den højeste oplysning:

Vi står foran enorme folkevandringer og en enorm indvandring. Og fra både vores egen og andre folk og nationers historie ved vi, at det fra tid til anden kan være nødvendigt at udvandre og dermed befolke områder, som andre har haft for sig selv.

Jes Stein Pedersen skal have tak for ikke at lægge sordin på sine udtalelser. Han siger åbenhjertigt, at Danmark og Europa skal forandres fuldstændigt, fordi vore nærområder er mere eller mindre brudt sammen, og følgen skal være, at utalte millioner afrikanere og arabere og en hel masse flere bosætter sig i Europa, herunder Danmark.

Bemærk i øvrigt det skred, der har fundet sted i løbet af ganske kort tid. I årtier blev vi fortalt, at indvandringen slet ikke betød noget. Det var jo ikke så mange, der kom. Da den løgn ikke går længere, er Jes Stein Pedersen og ligesindede vendt rundt og siger nu, at det betyder noget, men at vi intet skal foretage os i den anledning andet end accept af vor skæbne.

Hvem er det, der er ekstrem? Jes Stein Pedersen eller jeg?

Retten til egne data

Den ret har man som bekendt ikke, kun retten til egne holdninger. Jes Stein Pedersen udtaler sig i strid med samtlige tilgængelige data, når han f.eks. skriver, at

Selvtilstrækkelige velstandsnationer som Norge og Danmark kan måske holde stand lidt længere end humane lande som Sverige, men prisen vil blive høj, fordi de lande, der kæmper mest mod indvandring, er dem, der vil lide mest under aldringens byrder. Når USA spås en glorværdig fremtid, er det netop, fordi befolkningen er ung og divers.

Det er det pureste vås, det reneste nonsens. De data, der skulle godtgøre, at Jes Stein Pedersen skulle have ret, eksisterer ikke. Sveriges velfærdsstat lægges i graven i disse år som følge af en afsindig flygtningepolitik. Blandt mange andre har den svensk-kurdiske økonom Tino Sanandaji dokumenteret dette på sin blog. Hvad angår Norge, er det særdeles veldokumenteret, at den ikke-vestlige indvandring er ude af kontrol og er en økonomisk katastrofe af første rang. USA er på vej mod status som tredjeverdensland på længere og længere stræk på grund af ukontrolleret indvandring af især latinoer fra Latinamerika, først og fremmest fra Mexico. Mere om tallene for latinoernes elendige præstationer som gennemsnit betragtet her. Hvad angår Danmark, kan jeg henvise til to af de absolutte sværvægtere, hvad angår økonomi og demografi.

Billedet er det samme i nærmest alle andre vestlige lande, der fører slig ansvarsløs politik, som Jes Stein Pedersen vil være advokat for. Jes Stein Pedersen gør sig til talsmand for det mest forrykte sludder. Ingen data giver ham støtte. På trods af dette udsiger han alligevel sit vrøvl.

Den parlamentariske fremtid i Danmark og Europa

Jes Stein Pedersen tror på skæbnen. Han tror på, at dunkle kræfter styrer vores liv. Han tror på, at der er forhold, vi ikke kan ændre på. Det gør han på trods af, at Europas og den vestlige verdens teknologiske overlegenhed fortsat er så overvældende, at det inden for få dage vil være muligt at standse millionstrømmen af mennesker hen over Middelhavet.

Jes Stein Pedersen er også blind på sit demokratiske øje. I disse år stemmer europæerne systematisk hen imod en kurs, der vil lukke grænserne for den ellers uendelige strøm. I Frankrig vil Marine Le Pen med største sikkerhed gå videre til anden valgrunde i 2017. I 2022 vil hun gøre mere end det. Til den tid vil Frankrig få sin første kvindelige præsident. I Sverige vil Sverigedemokraterne blive det største parti ved det næste valg i 2018. I Danmark fik Dansk Folkeparti 21,1 procent af stemmerne og kunne have fået mere, hvis partiet havde kastet den vamle pænhed af sig og fortalt danskerne, hvad der venter. Kort fortalt rykker europæerne til stemmeurnerne og stemmer anderledes, end de har været vant til. De gør det sent, men de gør det.

Hvem er ekstrem?

Jeg spørger igen til slut: Er den politisk ekstreme den, der siger, at vi må rebe sejlene og ændre kurs på baggrund af kendt viden om, at vi har kurs mod en økonomisk og kulturel katastrofe af eksistentielle dimensioner? Eller er den ekstreme den, der siger, at vi skal sejle hurtigere, nu da det står klart, at endnu flere gerne vil herop og samlet set bidrage til forliset?

Jeg siger, at Jes Sten Pedersen er den politiske ekstremist.

 

Opprinnelig i Jyllands-Posten den 23. juli. 2015.

Les også

Et eftersyn -
De rystede politikere -
Det europeiske hus -
Det europeiske hus -
Efter os, syndfloden! -
Kan vi si stopp? -
Den fordømte sandhed -

Les også