Mer fra Ayaan Hirsi Ali ‘s nye bog Kætter. Her en passage om islams indbyggede angst for dissens:

«Da islam var en ny religion, var det tvingende nødvendigt for de troende at forblive forenede, da de ellers kunne risikere at falde tilbage til den fragmenterede stammeverden (der herskede, inden Muhammed blev magthaver, red.). Det første skisma over arvefølgespørgsmålet førte næsten til religionens sammenbrud (og til konflikten mellem sunnimuslimer og shiamuslimer, der stadig er virksom i dag, red.). Blandt muslimer blev fitna – strid eller uenighed – derfor betragtet som fuldstændig ødelæggende. Uenighed var en form for forræderi, og det samme gjaldt kætteri. Disse individualistiske tendenser måtte undertrykkes, så enheden i det større fællesskab kunne bevares. De, der undrer sig over grusomheden af de islamiske straffe for dissens, har ikke forstået, hvor stor en fare, man helt fra begyndelsen mente, at skepsis og kritisk tænkning udgjorde.

I klansammenhæng udgør skammelig adfærd et forræderi mod slægten. Inden for den større islamiske sammenhæng udgør kætteri en lignende trussel, og det samme gør direkte mangel på tro – frafald – og begge straffes med døden. De, der forråder religionen, må luges væk, således at ummaens – det muslimske fællesskabs – integritet kan bevares.

Denne overbevisning om faren ved uenighed har haft omfattende konsekvenser, men den største har nok været, at reel innovation og fornyelse, individualisme og kritisk tænkning er blevet undertrykt i den muslimske verden. Muhammed selv er i sin egenskab af både Guds sendebud og grundlæggeren af den islamiske «superstamme» æret som en uangribelig kilde til visdom og som et eksempel til efterfølgelse til alle tider (muslimer opfatter Muhammed som det perfekte menneske, red.). Enhver form for tvivl om hans autoritet betragtes som en uacceptabel fornærmelse af alle muslimers ære – og af islam.

ANNONSE

I dag er det ikke populært i akademiske kredse at diskutere arven fra de arabiske klanstrukturer i islams udvikling. Det betragtes som etnocentrisk – ja, direkte orientalistisk – overhovedet at bringe emnet på bane. Men i dag er både Mellemøsten og resten af verden i stigende grad under pres fra en kombination af de værste træk ved patriarkalske stammesamfund og en islamisk religion, der aldrig er blevet reformeret. Og på grund af tabuer om, hvad man kan sige og ikke sige – som bakkes op med trusler om voldelige repressalier – er vi reelt ude af stand til at føre en åben debat om disse spørgsmål.»

(Side 108-109)

ANNONSE
Liker du det du leser? Vipps noen kroner til Document på 13629